Prøv avisen

Under huden på Guiseppe

PESTENS ÅR: Man tryllebindes af det næsten demonstrativt gådefulde i Bjarne Reuters fortælling om løgnhalsen fra Umbrien. Udkommer i dag

Vi er i året 1348. Det var det år, da pesten ramte Europa og de følgende år lagde henved 25 millioner mennesker i graven. Det har Guiseppe Pagamino det fint med, for han er ligrøver, så det vrimler jo med kunder eller ofre. Han er også mirakelmand og har efter eget sigende berejst det meste af Europa og den halve Orient. Man skal nu nok ikke tro ret meget på ham, thi han er en løgnhals, som titlen på romanen om ham siger, »Løgnhalsen fra Umbrien«. Han kaldes i hvert fald også kræmmer i herborist, det vil sige urtekyndig.

Han kommer ikke langt ind i Firenze, før han støder på den mærkelige dreng Arturo, som han vedvarende kalder en dåre, men som dog viser sig at være noget nær et vidunderbarn. Han er omtrent så urtekyndig som Guiseppe - oplært af den store gartner, der pludselig forsvandt. Hvem er han? Et guddommeligt barn? En Satans knægt? Vi får det ikke at vide - men så meget forstår vi: Han er en overlever. Det er Guiseppe også. Han leder efter quinta essentia, det femte element, som er det eneste, han mangler for at opnå evigt liv.

Vi kravler næsten under huden på Guiseppe, for han fører lange indre samtaler med sig selv, eller rettere: to personer, som han åbenbart huser i sig. Den ene er hans eget platte jeg, kaldet Seppe, den anden den skinhellige ungdomsven, der svigtede ham, kaldet Rinaldo - og som vi senere skal møde i kød og blod. Undervejs møder vi mange andre mennesker i kød og blod.

Selvfølgelig mener kirken, at Guiseppe står i ledtog med Satan selv. Læseren er nu nok tilbøjelig til at finde den onde i biskoppen af Lucca, Agostino, der aspirerer til selve pavestolen, og hvis hykleriske fromhed ikke forhindrer et sybaritisk levned. Den lede bisp har folk til det beskidte arbejde med at slå ihjel. Vi møder først bøddelen del Sarto med glasøjet (havde man det dengang?) og senere den perfekte soldat med det maleriske navn Tizian. Vi møder også den smukke Isabella, der er trolovet med Tizian, og som dør for egen hånd.

Vi møder en stakkels pige, der har født i dølgsmål, og som landsbyens kvinder vil tvinge til at drukne sit barn. Dér træder Guiseppe for første og eneste gang i karakter og frelser barnet. Eneste gang? Nej, han udviser også en både brutal og kærlig omsorg for sin discipel Arturo, som han arvede fra den store gartner.

Malerisk er det. Pesten og overtroen leverer den perfekte kulisse for Bjarne Reuters greuel-historie, hvor bare et minimum af tro i kristen forstand synes totalt fraværende. Det gør ægte mennesker i grunden også. Overtroen blomstrer. Det gør miraklerne også - især når Arturo udfører dem, men også han er fuld af løgn, hvad han vel har fra sin læremester?

Og spådomme. Den store gartner efterlod Arturo med en spådom, som åbenbart går i opfyldelse med Guiseppe. Men man må tro, at alting vendes i naturens orden. De onde får deres onde endeligt. Er der nogen gode? Tja, læseren - eller i hvert fald anmelderen - kommer til at holde af Arturo. Og Guiseppe, der kan snakke sig ind i hjertet af ethvert menneske, formår faktisk også at fortrylle anmelderen.

Guiseppe dør for soldaten Tizians hånd, og - må man tro - Tizian dør også, er det nu Arturos dåd eller hans egen nihilisme, der dræber ham? Det næsten demonstrativt gådefulde i beretningen tryllebinder læseren. Og da så Guiseppe i sidste afsnit lige med et viser sig på Cuba som flygtet østtysk læge, der endnu engang har løjet sig til en identitet, de nu er ved at fælde, ved man ikke, hvad man skal stille op eller tro. Den evige overlever? Det evige menneske? Det rumler videre i læserens sind - og er det i grunden så dårligt.

Så det er altså en rigtig Bjarne Reuter, veloplagt, drillende, over stok og sten. Han gentager et par unoder fra »Prins Faisals Ring«, idet han uden smålighed lader Guiseppe udmåle afstande i meter - i 1348! - og lader ham råbe ad Arturo med yndlingsskældsordet »Halvlitermål!« - liter i 1348! Men, hvad gør det i grunden? Man læser jo ikke Bjarne Reuter for at blive undervist i pestens historie, men for at blive hæsblæsende underholdt. Og det bliver man!

Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien. 400 sider. 298 kr. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk