Prøv avisen

Underet i Evighedsfjorden

Kim Leine skriver med alle sanser åbne, vi lugter, smager, hører og ser tiden, stederne og menneskene. – Foto: Gyldendal.

Kim Leines fjerde roman er en stor fortælling om, hvilke rum tankens frihed kan åbne i mennesket, og hvor store skader snæversyn og selvgodhed kan udrette

Det er på alle måder en stor roman, Kim Leine udgiver i dag. Over 500 sider lang og med et emne, som det længe har været tiltrængt, at vi skulle gå dybere ind i: vores fortid som kolonimagt i Grønland. Betragtet med kritiske, ikke heltedyrkende, øjne og med et blik, der retter sig mod de magtstrukturer, som de udsendte var spundet ind i, og de sammes åndelige begrænsninger, som voldte så stor skade.

LÆS OGSÅ:1700-tallet er moderne

Hvor de tidligere romaner, Kalak, 2007, og Tunu, 2009, udspillede sig i nutiden, har Kim Leine her bevæget sig tilbage til slutningen af 1700-tallet, hvad der har impliceret en stor historisk research. Både om Grønland og samtidens København. Fra tøjmode (hårpose og paryk) over maden til søs (ikke for de sarte) til Københavns brand i 1795. Ubesværet, troværdigt og dybt fængslende lykkes ham at forene den faktiske viden med fiktionens personer og levende liv. Det er en , der virker skrevet på nødvendighed, gennemsyret af en stadig udforskning af, hvad der driver mennesket.

Profeterne i Evighedsfjorden er ikke Leines opfindelse. Titlen stammer fra Mads Lidegaard, som, fra han som ung var præst i Grønland, engagerede sig dybt i landet og dets historie. Evighedsfjorden, på grønlandsk Kangerlussuatsiaq (den temmelig lange fjord), er en 90 kilometer lang fjord syd for Søndre Strømfjord (den store fjord). 30 kilometer inde i den overjordisk smukke fjord, omgivet af stejle kyster og kælvende gletsjere, boede fangeren Habakuk og hans kone, Maria Magdalene, (de bibelske navne, som også i dag er almindelige i Grønland, viser, at kristningen var kontant). I 1787 begyndte Maria Magdalene at få åbenbaringer, og efterhånden dannede der sig en lokal menighed, et lille samfund, i Igdlut, Evighedsfjorden, der dyrkede en følelsesfuld kristendom, som blandt andet inkluderede dans på gravene. Det var ikke noget, der huede den mere rationalistisk prægede danske mission på missionsstationerne, som i forvejen gik meget dårligt i spænd med den herrnhutiske brødremenighed, der også var i gang med at omvende de arme hedninge.

Kim Leines greb er at se menigheden i Evighedsfjorden som en form for modstandsbevægelse, et bevidst oprør mod den hykleriske besættelsesmagt, danskerne, og en mental parallel til det oprør, der på samme tid fandt sted i Frankrigs hovedstad.

Romanens gennemgående figur er fiktiv, en norskfødt præst, Morten Falck, der i sommeren 1787 ankommer med briggen Der Frühling til kolonien Sukkertoppen (nuværende Maniitsoq) nord for Nuuk, og et stykke syd for Evighedsfjorden, sammen med sin medbragte ko (!). Falck er ikke blevet præst af lyst, det var naturvidenskaben, hans hu stod til, men far ville det anderledes. Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker, skrev filosoffen Rousseau, og dette paradoks er den filosofiske akse, Morten Falcks liv drejer om. Først erkendt som et begrædeligt vilkår, siden som en udfordring til modstand.

I Sukkertoppens lille fugtplagede, lusehærgede samfund bestående af mere eller mindre depraverede og alkoholiserede udsendte, hvor handelsbestyreren har det sidste hårde ord, skal Morten Falck indordne sig, bo og virke. I sagens natur må den humanistiske Falck geråde ud i store moralske overvejelser omkring projektet at kristne befolkningen. Som de indfødte i de urindunstende fælleshuse tydeligt gennemskuer, er det ikke kristen moral, de såkaldt kristne mænd praktiserer. Der hores i flæng. Med ulykkelige, uønskede blandingsbørn som resultat. Men hvad nu, hvis sandheden bor i Evighedsfjorden? Morten Falck vil feje mørket væk med oplysningens lys, og intet menneskeligt skal være ham fremmed. Men mørket bor også foran egen dør.

Der er en god del Leine i Falck. Begge rejser de ud, båret af længslen efter det fremmede, efter eventyret og friheden. Men i bagagen er også flugten fra sig selv, et destruktivt misbrugsgen, men også en evne til, som en slange, at skifte ham og forvandle sig.

Profeterne i Evighedsfjorden er på én gang en historie om en mands kommen hjem og en historisk roman om den uret, vi med korset i hånd påførte andre mennesker. Det er en kompleks roman, og jeg ved ikke, om Leine gør den en tjeneste ved at bryde den op kronologisk, som han gør, og med de mange delhistorier, som det tager tid at pusle sammen.

Desuagtet blev jeg fanget ind med det samme. Kim Leine skriver med alle sanser åbne, vi lugter, smager, hører og ser tiden, stederne, menneskene. Han træder ind i sine personer, men kun i dem, han føler adgang til. Det er en vigtig pointe. Kim Leine ved, at han ikke er den, der skal fortælle, hvordan det grønlandske folk er. Det skal de selv gøre. Men vi skal fortælle vores historie. Med åbne øjne.

Kristeligt Dagblad bringer i næste uge et interview med Kim Leine om romanen.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden. 525 sider. 300 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.