Underfundig og nærværende forestilling om frihed

Hans Rønne iscenesætter med sans for det stille nærvær tre fuglekiggeres iagttagelser af livet i forestillingen ”Over Vadehavet” på Teatret Svalegangen

Forestillingen ”Over Vadehavet” er en musikalsk ode til himlens fugle instrueret af Hans Rønne.
Forestillingen ”Over Vadehavet” er en musikalsk ode til himlens fugle instrueret af Hans Rønne. Foto: Per Pedersen.

336. Så mange forskellige fugle har Gram på sin liste, som hun hver dag opdaterer med stor seriøsitet. Vi befinder os ved Vadehavet, hvor de tre fuglekiggere Iversen, Gram og Frikke hver dag betragter himlens frie fugle fra deres faste pladser.

Det er Teatret Svalegangen i Aarhus, som danner rammen om forestillingen ”Over Vadehavet” – en musikalsk ode til himlens fugle instrueret af Hans Rønne.

Som startbillede møder vi skuespillerne placeret i Gitte Baastrups enkle scenografi, der udgøres af en høj, halvrund bro i forskellige niveauer, hvor de tre fuglekiggere kan placere deres stole. Lyset bliver i det billede en medfortæller, når det skifter fra varme til kølige nuancer – alt efter om solens stråler er på vej i horisonten, eller om dagen afbrydes gråligt af kølig regn fra oven.

Anna Ur Konoy giver masser af liv til den idealistiske Gram, når hun med hele kroppen begejstres i lettere skadefryd over (som den eneste) at have set en bestemt fugl. Jens Kepny Kristensen, som også har skrevet teksten, spiller den forsigtige, forsagte Frikke, der forgæves leder efter en bogfinke, han ringmærkede for adskillige år siden. I rollen som foreningens sidste medlem Iversen ser vi Uta Motz. Hun er den fødte leder, der stivbenet skal hjælpes op og ned ad trapper og med moderlig omsorg lægger et tæppe om benene på Frikke.

Forestillingen er instrueret af den prisvindende Hans Rønne, som endnu engang viser, at han er en mesterlig personinstruktør, der formår at skabe plads og nærvær til hverdagens små fortællinger. På den måde er der mere på spil under overfladen i forestillingen, hvor også en hemmelighed fra fortiden afsløres. ”Over Vadehavet” er desuden en hilsen til Steen Steensen Blichers digtsamling ”Trækfugle” fra 1838, hvor der også gemmer sig flere lag under naturbeskrivelserne.

Fuglevennernes forskellige verdensanskuelser dukker gradvist op, som forestillingen skrider frem. Hvor Gram mener, at alt kan forklares naturvidenskabeligt, peger Iversen på, at mennesket er hævet over dyrene. Frikke vil egentlig helst rejse væk – og de to kvinder bruger ham til at fremhæve deres egne holdninger til frihed. Tekstens pointer er tankevækkende og ofte sjove, men dialogen ender sine steder også med at gå i ring. Undervejs brydes forestillingen op af små musikalske mellemspil, hvor skuespillerne synger og nynner små, fine og tiltrængte mellemspil, mens de for eksempel tæller fuglene på himlen. Hvordan det hele ender for de tre fuglekiggende venner, lader slutningen stå åbent. Men én ting er sikkert – i morgen kommer trækfuglene igen flyvende over himlen.