Underholdende og oplysende værk om krigshelten Saladin skubber til fordommene

”Sultan Saladin” er et fremragende værk om den arabiske verden på korstogenes tid. Ikke på et eneste tidspunkt bliver fortællingen kedsommelig

Jonathan Phillips, født I 1965, er professor i korstogshistorie ved Royal Holloway, University of London. Han har tidligere skrevet blandt andet ”Holy Warriors: A Modern History of the Crusades” og ”The Second Crusade: Extending the Frontiers of Christendom”. – Foto: Kristeligt Dagblads Forlag.
Jonathan Phillips, født I 1965, er professor i korstogshistorie ved Royal Holloway, University of London. Han har tidligere skrevet blandt andet ”Holy Warriors: A Modern History of the Crusades” og ”The Second Crusade: Extending the Frontiers of Christendom”. – Foto: Kristeligt Dagblads Forlag.

Hvorfor i alverden skulle vi kristne være glade for sultan Saladin? Han drev de kristne ud af Jerusalem. Han massakrerede hundredvis af tapre kristne riddere i Slaget ved Hattin i 1187. Og værst af alt: Han generobrede Jerusalem, som i 88 år havde været en kristen by.

Det er klart, at araberne er stolte af deres store krigshelt, men man kan undre sig over, at kristne er lige så stolte af ham. Det kan skyldes to forhold. Hvis man skal tabe til en fjende, og det gjorde korsfarerne jo, skal det ikke være en ubetydelig fjende. Det bliver nødt til at være en helt, en vis og klog mand. Jo større den person er, man lider nederlag til, jo mindre er nederlaget. Men det kan også skyldes noget andet. Sultan Saladin var, uanset hvor mange kristne han slog ihjel, umulig at lade være med at beundre.

De fleste burde kende middelalderens Saladin. Han blev med stor politisk snilde, militær slagkraft, en kolossal generøsitet og en pæn portion held sunni-muslimsk sultan over Syrien og Egypten og grundlægger af Ayyubide-dynastiet.

Men det, han er allermest kendt for, er, som nævnt, at han var stærkt medvirkende til, at korsfarerne forsvandt fra Mellemøsten.

Jonathan Phillips, der er engelsk historiker, følger i en næsten 600 sider lang beretning Saladins liv fra hans fødsel til hans død. Det store værk har fået titlen ”Sultan Saladin”, og gennem de mange sider svirrer det med svære arabiske navne, lokaliteter, titler, datoer og årstal. Men ikke på et eneste tidspunkt bliver fortællingen kedsommelig.

Det er hamrende spændende at læse om Saladins politiske og militære beslutninger, der viser, at krig føres ligeså meget med hjernen som med musklerne. Det er afsindigt interessant at få indblik i korsfarernes strategier og kampteknik og den berømte kong Richard Løvehjertes dispositioner.

Men det, der krydrer den lange fortælling mest, er, at man også får lov til at se ind i Saladins pumpende hjerte. Man får nærmest lyst til at tilgive ham for at dræbe kristne, fordi han er så glad for poesi, elsker at spille polo og indimellem græder, fordi det både fysisk og mentalt er så anstrengende at føre jihad, hellig krig. Alt afsløres om Saladin. Hver sten i hans liv bliver vendt.

Det eneste, man savner, er flere beskrivelser af Saladins forhold til kvinder. Bag hver stærk mand skulle der efter sigende stå en stærk kvinde. Men selvom Saladin fik 11 børn, fylder kvinderne ikke meget i bogen.

Hvis man bilder sig ind, at Jonathan Phillips’ værk er en hagiografi, blive man nødt til at revidere sin opfattelse. Selvom Jonathan Phillips er fuld af beundring for Saladin, er han som en dygtig historiker kildekritisk. Han slår nogle revner i Saladins ry for barmhjertighed ved at afdække militære fejldispositioner og brutale nedslagtninger af såvel korsfarere som arabere.

Ligeledes trækker han konstant paralleller til vores egen tid og den indflydelse, Saladin har og har haft for den arabiske identitet. Personligt har jeg en del fordomme om muslimer, men jeg kommer ikke uden om, at jeg har måttet sluge mange mellemøstlige kameler ved at komme bag de muslimske kulisser i 1100-tallet. Det er på en gang en brutal og rå verden, der afsløres.

Men også en sofistikeret verden med et meget raffineret embedsmandssystem, en reflekterende magtelite, mellemøstlige høflighedsformer og meget mere. På visse steder er bogen tilmed en glimrende turguide til Damaskus, Nilen, Kairo, Jerusalem, Akko, Jaffa, Jordan-floden og mange andre byer.

Jeg giver Sultan Saladin fem en halv stjerne. Bogen har underholdt mig, oplyst mig, skubbet til mine forestillinger. Alt det, jeg gerne vil have, sker, når jeg læser en bog.

Jonathan Phillips får dog ikke seks stjerner, fordi han undlader at beskrive, hvorfor korsfarerne drog til det hellige land og var parat til at møde en farlig mand som Saladin.

Ganske kort meddeler Jonathan Phillips, at korsfarernes drivkraft var religionen og længslen efter magt og ære, men det er ikke hele sandheden. Måske er forfatteren til ”Sultan Saladin” så politisk korrekt, at han simpelthen ikke vil fortælle, hvad nyere forskning har vist. Korsfarerne drog først og fremmest til Jerusalem som en modoffensiv mod den aggressive islamiske ekspansion i Europa og Mellemøsten, kaliffen al-Hakims kristendomsforfølgelse og ødelæggelse af Gravkirken i 1000-tallet samt adskillige anråb til paven fra de byzantinske kejsere om at komme dem til hjælp mod de muslimske angreb.

Gæsteanmelder Poul Joachim Stender er sognepræst og forfatter.

Læs mere om bogen på