Prøv avisen
Film

Underhundens hævntogt

3 stjerner
Christian Tafdrup debuterede sidste år med sin første spillefilm "Forældre". Foto: Jonas Olufson/ritzau

”En frygtelig kvinde” vil gerne være bidende satire, men den er for indskrænket til at gøre ondt

Sidste år spillefilmsdebuterede Christian Tafdrup med den ømme og sære ”Forældre”, der var en befriende blanding af nordisk socialrealisme og David Lynch’sk surrealisme. Tafdrup blæste nye vinde over dansk films lidt stillestående lavvande, vandt priser og blev fuldt fortjent udråbt til et af dansk films håb.

Nu er Tafdrup allerede klar med sin anden film. Instruktøren, der også er skuespiller og aktuel i TV 2’s julekalender ”Tinkas Juleeventyr”, har turneret de danske medier de seneste par uger. Hans pointer kan koges ned til, at danske kvinder er frygtelige. De kuer mænd, nedgør dem. De stakkels hankønsvæsener kan intet stille op mod den feminine manipulation og magt. Det ved Tafdrup, for det er den slags kvinder, han har kendt. Så derfra hans verden går. Men hvem er hun så, denne frygtelige kvinde?

Det bliver man ikke klogere på, når man ser Tafdrups iscenesættelse af vor tids kønskamp. For ”En frygtelig kvinde” sjosker rundt i to intetsigende menneskers hverdag. Der er meget at grine ad, barokke replikker og absurde magtkampe, med en brod af sandhed. Alligevel stikker man sig ikke på Tafdrup og den selvudnævnte underhunds hævntogt mod det stærke køn.

Rasmus (virkelig gode Anders Juul) elsker at spille fodbold og drikke øl. Han har et arbejde, der består i at skrive på en MacBook. Han forelsker sig i Marie (Amanda Collin), der er smuk, uddannet i kunsthistorie og engang boede et år i London. Det er alt, vi ved. Som at lære to personer at kende ud fra et par tilfældige statusopdateringer.

Alt bliver set fra Rasmus’ perspektiv. Derfor er det ærgerligt, at han er så indskrænket. Det tager brodden af satiren, at selvindsigten ikke blot er mangelfuld. Den eksisterer slet ikke. Hvis Marie er prototypen på den moderne kvinde, må Rasmus jo være den moderne mand. Og så er verden godt nok tom.

Da de møder hinanden, er alt godt. For Rasmus. Marie underbygger hans selvtillid. Hun er bly og sexet. Slår øjnene ned, føjer ham og lever livet rundt om ham. Men da han giver sig, forstår man, og flytter sammen med hende, forandrer hun sig. Hun stiller krav, manipulerer, bliver direkte nedrig.

Det er kvikkest lige i limboet mellem kærlighed og had. Når Marie flytter ind og skubber Rasmus ud. Når hun retter på hans påklædning og måde at fylde opvaskemaskinen på. Når de køber ind til lasagne, og hun sørger for, at den bliver fyldt med squash og auberginer i stedet for hakket kød. Det er gode, og rammende, observationer. En afklædning af spillet, det uklædelige, mellem en mand og en kvinde.

Rasmus elsker kun for selv at blive elsket. Ellers ville vi se gennem hans øjne, hvem Marie er. Det interesserer ham ikke. Ligesom han ikke aner, hvem han selv er. Eller også er han bare ingen? Fordi parret kun er eksponenter for Tafdrups kvindesyn, bliver de så udflydende, at instruktørens provokation bliver tom. ”En frygtelig kvinde” er en række kostelige sketchs nødtørftigt sat sammen. Der er gode grin, men det er ikke nok til en film. Rasmus og Marie ville være gode biroller i en bedre film. Som hovedroller er de egentlig lige frygtelige.