Prøv avisen
Kunst

Rygradsrislende sublim udstilling under jorden

5 stjerner
Ingvar Cronhammar har igen lukket vandet ind og ned i Cisternerne under Søndermarken med et sublimt kunstnerisk resultat.

Ingvar Cronhammars installation i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg er en både sublim kunstnerisk og sakral oplevelse

Da Cisternerne i forbindelse på Kulturby 96 blev omdannet til udstillingssted af Frederiksberg Kommune, var det noget af en udfordring, fordi det næsten er umuligt at udstille andet end glas og stentøj i de klamme rum, hvor vandet stadig siver stille ned igennem jorden og op igennem gulvet og danner et brustent spejl, når lygtens lyskegle rammer det.

Rent arkitektonisk er rummet i sig selv også en udfordring. Trods den enorme størrelse virker rummet klaustrofobisk på grund af mørket og betonens rå, emmende kulde. Der vokser mange træer oppe i det blege forårslys i Søndermarken, men de modsvares under jorden af en hel skov af søjler. De bærer hvælvene på det enorme vandreservoir, der i midten af 1800-tallet rummede 16 millioner liter vand til hovedstaden. I 1933 blev reservoiret tømt, og tilbage stod de tømte søjlehvælv og væggene af granitsten. Stedet tager sig ud som en blanding af katakombe og katedral. Det nærmeste, København kommer på La Mezquita i Cordoba.

Men i modsætning til den islamiske og kristne helligdom i Spanien er det koldt, og følelsen af ensomhed er påtrængende i Cisternerne. Nedsivninger fra revner og sprækker i betondækket har skabt en urban drypstenshule med et spindelvæv af stalaktitter og hele gardiner af læsket kalk ned ad væggene. Kulden, mørket og fugten på stedet gør det umiddelbart ikke til nogen rar oplevelse at være her. Det kræver virkelig sin kunstner at genfortrylle stedet.

Det bemærkelsesværdige er, at det er lykkedes. Inden for det seneste år har Cisternerne dannet ramme om to af de mest frapperende og originale installationer, skabt på dansk grund. Ja, ikke alene det. De har været - og er - tillige nogle af de skønneste. Netop fordi det underjordiske rum er så fysisk og mentalt krævende, har kunstnerne skabt det ekstraordinære. Sidste år skabte Christian Lemmerz en installation, der bestod af en række store tunge støbejernslysekroner med levende lys. Virkningsfuldt og poetisk spillede kunstneren på kontrasterne mellem kulde og varme, mørke og lys.

Dette forår er det Ingvar Cronhammar, der har iscenesat de labyrintiske rumligheder under Søndermarken ved ligesom sin forgænger i det kunstneriske felt at spille på kontrasten mellem lys og mørke, men også ved at tage fat i stedets historik og aktivere den. Således er vandet både konkret og metaforisk det forløsende ved Ingvar Cronhammars værk. Christian Lemmerz spillede på, at Cisternernes stalaktitter lignede smeltet stearin; Ingvar Cronhammar spiller på, at stalaktitterne ligner frosset vand. Det er denne stivnede flod ned ad søjler og vægge, som kunstneren nu tør op og igen får til at strømme.

Grebet er lige så enkelt, som det i enhver forstand er indlysende. Ingvar Cronhammar har monteret en række brusere i hvælvene, der sender strømme af rislende vand ned på cisternernes gulv. I bruserne er der tillige installeret lys, der får vandet til at stå som strålesøjler i rummene. Vandets fald danner endvidere de fineste cirkler af lys, der bryder vandspejlet på gulvet. Akustisk er installationen ledsaget af et lydspor, komponeret af Martin Hall med tydelige referencer til gregoriansk kirkemusik. Det befordrer den sakrale fortolkning af værket.

Kan være, at man - som i adskillige af Ingvar Cronhammars manende sorte installationer fra de sidste mange års bagkatalog - egentlig er nærmere Helvede end Himmelen, men lige præcis her gør kunstneren H'et stumt og sender tankerne den anden vej. Fra underjorden op til overjorden, fra det tætte mørke til det rislende og i bogstaveligste forstand strømmende lys.

Fysik forvandler sig til metafysik, mens man vandrer omkring på broer, der synes at svæve på vandets spejl og danne passager mellem de brusende søjler. Vandsøjlerne bærer ikke alene billedlig talt hvælvet, ligesom de støbte søjler af beton, de gennembryder det også i en anden forstand. Som løfter om, at dette stivnede og forfrosne rum under langsom nedbrydning igen sættes fri med sonder af drivende, spillende og glimtende lys.

Ingvar Cronhammars installation er betagende - og rygradsrislende sublim. For man kan ikke lade være med at tænke på, hvis vandet nu ikke ledes bort og i stedet giver sig til at stige, så man finalt drukner i dets strømmende lys. Men der er en stor gennemgribende skønhed knyttet til denne tanke. Den amerikanske kunstner Bill Viola har betjent sig af samme greb i sine visionære videoværker af menneskets opstandelse fra døden. Også de er, som Ingvar Cronhammars, knyttet til søjler af vand, der på en gang vækker, rejser og (gen-)døber den afsjælede, som løftes ovenud af sig selv.

Transformation af fast form til flydende stof finder hos Ingvar Cronhammar sted i dette partitur af stivnede og strømmende søjler nede under Søndermarken. Det er betagende og dybest set reelt og faktisk nærværende. Som parthavere i processen får vi mulighed for at se lyset, hvor det ikke er, og mærke vandet, som engang har været i rummene og nu igen fylder det med sanglinjer.

Knud Odde: Charlie Feathers. Rockabilly-stjerne. Akryl på lærred, 2010-2015