”Det siges, at katte er klar over Guds eksistens,” siger en af katteelskerne i ”Kedi”. Udsagnet er sigende for filmen, hvor kattenes instinkter og dyriskhed er underlagt menneskelig psykologi. Filmen er i stor stil filmet i fodhøjde, fra kattenes perspektiv. Også herfra tager Istanbul sig underskøn ud. Farvekompositionerne med det blå hav mod de douce facader, de farvestrålende markeder over for de uskønne højhuse nærmest dufter af te, krydderier og friskfangede fisk. Musikken er let, og filmens tone er lys. Men der er ikke meget humor i filmen, det er virkelig alvorligt med de katte. Og det gør letheden underlig anstandsfuld.
”Kedi” følger udvalgte gadekatte, der dog alle elskes af mennesker. Istanbul er overrendt af katte, og præmissen for instruktøren Ceyda Torun er, at uden alle disse katte vil Istanbul miste sin sjæl. Den globale ensretning og økonomisk vækst er kattenes fjender, men det interessante kulturhistoriske budskab kvæles af lommefilosofiske betragtninger om kattenes væsen, som man vist skal være katteelsker for at kere sig om. Det må jeg hellere straks blankt erkende, at jeg ikke er.
Den amerikanske beat-forfatter – og katteelsker – William Burroughs skrev i bogen ”The Cat Inside”, at ”mit forhold til katte har reddet mig fra en dræbende, gennemtrængende uvidenhed.”
I ”Kedi” er det også tydeligt, at alle disse barmhjertige kattesamaritanere læser deres livsfilosofi ind i kattenes egenskaber.
Den ensomme fisker besynger kattens evne til at leve rigt alene. Den fine caféejer priser kattens arrogance. Singlekvinden fortaber sig i kattenes sensualitet. Og sådan går kattens gang gennem Istanbul. Det er nydeligt, og det er en interessant blanding af mennesker (og katte), instruktør Ceyda Torun har gravet frem.
Men dokumentaren ”Kedi” – tyrkisk for kat – knurrer aldrig. Den er fuld af kærlighed til dyr og deres mennesker, men den bagvedliggende ambition om at sige noget eviggyldigt om menneskelig eksistens, om et Istanbul på kanten mellem tradition og modernitet i katte-perspektiv, forløses ikke. Derfor bevæger filmen sig ikke op over banalitetsniveauet og minder faretruende om de utallige ”kattevideoer”, internettet svømmer over med.
Her er det kattens nuttede aspekter, som kvæler ensomhed og kedsomhed. ”Kedi” vil gerne være meget mere, og det lykkes i glimt. Men glimt gør ikke en film.