Hvad er sjælens magiske formel? Hvordan forbinder sjælen sig med jeget og ikke mindst med følelsen af lykke? I Jens Christian Grøndahls nye roman, »Et andet lys«, dukker sjælen op i et kort sekund og kun indirekte belyst i en midaldrende kvindes tankerække. En 40-årig mand har bedt om skilsmisse, han har forelsket sig i en yngre kvinde. Men i sin iver efter at forklare det unikke ved forholdet til den nye kvinde i sit liv forsøger han »at få sin forelskelse til at gå lige op med sjælens magiske formel«. Han tror på sit sjæleslægtskab med den nye kvinde, men er det sjælen eller hans egen forestilling om sin personlighed, hun forløser?
I Grøndahls »Et andet lys« er der en vrimmel af mennesker på vej. Mennesker, der leder efter et mål, bygger rammerne op for så at sprænge dem igen, når rammerne alligevel ikke rummer, hvad de søgte. Fra forhold til forhold. Men måske er det det lille ord, der ikke kan siges uden ivrige anførselstegn i luften til at understrege ironien, der har en del af forklaringen. På jagt efter sjælens magiske formel. Den er måske nok »begærets forskønnende metafor«, men den er måske også begærets urolige drivkraft.
»Et andet lys« handler om den 56-årige kvinde Irene Beck, der netop står foran skilsmisse. Hendes mand har fundet en yngre kvinde, som han ønsker at leve sammen med. Men Irene kan ikke finde vreden frem, for hun vidste, at det ville komme. I næsten 10 år har hun følt, at kontakten mellem dem var væk. Gensidig undren over for den anden er forsvundet i vane, der skjuler den gensidige utilnærmelighed. Hun har haft en elsker, og hun var ikke uvidende om sin mands nye bekendtskab. Faktisk under hun sin mand, at han har fundet sig en anden, for hun havde ikke selv modet til at bryde op, sige nej. Hun var for fej, for magelig. Hun har ladet andres vilje blive til sin. Selv forholdet til hendes mand blev udelukkende etableret ved hans stædighed, ved at han ville hende. Så hun har svigtet ham helt fra begyndelsen, og hun har svigtet ham ved at svigte sig selv.
Da Irenes mor skal gennem en større operation, opdager hun imidlertid, at hendes mor har gemt på en hemmelighed. Hendes far er en ganske anden, end hun havde troet, så hun vender sig og følger hans spor ned gennem Tyskland til Østrig. Af sin ukendte far fik hun musikken som sit ukendte inderste. Et indre, der altid er på vej et nyt sted hen, når hun ankommer. Som flygtningen på vej væk fra død og ødelæggelse mod håbet om en fremtid. Kun undervejs i længslen er hun. Men musikken vil vare ved hinsides hende. Ligesom sjælens magiske formel efter forelskelsen og begæret.
Vi følger Irene udefra og indefra i en klogt reflekterende, kynisk og sarkastisk tankestrøm. Det er blændende godt skrevet med skarp intelligens, psykologisk indsigt og skønhed. Og Grøndahl kan ramme enhver, uanset om man er midaldrende og fraskilt eller ung og på jagt efter de rammer, lykken skal ligge inden for. Han dykker ned imellem det gentagne spring mellem aldrig og altid, mellem ja og nej, mellem det, der var i går, og det, der er i morgen. I det gråmelerede, hvor retningen forsvinder, famler mennesket sig frem med en længsel efter det, der som musikken har retning, er undervejs og strækker sig hele vejen fra i går til i morgen. Sjælen måske?
Jens Christian Grøndahl: Et andet lys. 300 sider. 275 kr. Gyldendal.