Da Lars von Trier kastede sig over det serielle format med ”Riget”, parrede instruktøren sin avantgardistiske sjæl med hjerterytmen i de klassiske folkekomedier. Christoffer Boe, der med triersk ubeskedenhed kalder sig selv Hr. Boe, så i starten af 00’erne sig selv som Triers naturlige arvtager med kunstfilmene ”Reconstruction” og ”Allegro”. Nu bekender han sig til seertalskult og fik sit folkelige gennembrud med først ”Spies og Glistrup” og siden ”Journal 64”.
Det er dog ikke med humor og lune, Boe lader sin tv-debut blive letfordøjelig for masserne. ”Kriger” fortærer i stedet action-genren, og resultatet er ikke fortærsket. For Christoffer Boe er en djævleblændt dygtig stilist. Og alt imens han blærer sig med sin kunnen, forsager han parforhold, arbejdslivsbalance og sidehistorier, der i serier som ”Bedrag” pludselig kommer ind fra højre og overtager hele historien.
”Kriger” er ikke et spejl for middelklassen. Det er et klaustrofobisk dyk ned i underverdenen, hvor en stram fortælling og en håndfuld skarptskårne karakterer forpustet jager plottet op i lyset.
CC (Dar Salim) er vendt hjem fra krig, hvor han mistede sin bedste ven og næstkommanderende Peter (Jakob Oftebro). ”Slog du min far ihjel?”, spørger den efterladte Max. Og tre gange gennem serien undsiger CC ikke skylden, men påtager sig den. ”Ja, jeg slog Peter ihjel.”
Og det er netop skyld og straf, der balancerer ”Kriger” igennem flashbacks til Irak og rockerkrigen i København. For hjerter tages i pant af forpligtelsen, da Peters enke Louise (Danica Curcic) beder CC om hjælp til at infiltrere Københavns førende rockerbande. Louise er kriminalbetjent og vier sit sørgelige liv til at fange narkobagmanden Tom (Lars Ranthe), mens Max sidder alene tilbage foran spilkonsollen.
Jacob Møllers umærkeligt tiltende kamera foreviger København som et slags kutteklædt kor messende undergang. Møller fotograferede også Boes billedbrusende bestillingsværk ”Rejsen” til Moesgaard Museum. Her er de samme overdådige panoreringer uden et tindrende skær af tom pragt.
CC kender alt til broderskabers koder, hvor et menneskeliv altid er i andres hænder. Bandekrig eller fredsbevarende krig. For CC er det ikke en rejse ned i mørket, der er han allerede, men et forsøg på soning og syndsforladelse. Ikke fra oven, men fra sig selv.
Jens Ole McCoys elektroniske score får både adrenalinen og tomheden frem – fra hårdtpumpet hjerteslag til ensomhedens monotone puls.
Og hvad så? Hvad er ”Kriger”?
”Kriger” er blæret, overlegent velproduceret. Rockergruppen er altopslugende troværdigt beskrevet. København et brutalt skyggerige, filmet fra siden, fra oven med en imposant præcision. Lars Ranthe er hadet selv i rollen som Tom, der intet har ud over hierarkiets magt.
Dar Salim kryber ind i rollen som rockeraspirant med en skræmmende kold troværdighed, mens superstjernen Danica Curcic er sorgen selv. Disse engle uden hverken fortid eller fremtid arbejder, bekæmper eller strider sig frem i et ryggesløst samfund, der er korrumperet fra top til bund.
Så ”Kriger” er vellykket som underholdende vold, som underholdning draperet med Boes kunstneriske signatur. ”Kriger” er befolket af kuldslåede skæbner, vanedannende, værd at lade tiden gå med. ”Kriger” er en dygtig billedmagers blændværk.