En hvid plasticpose er fanget i en nøgen trækrone, og vinden kaster posen rundt mellem de sorte grene.
Det er kun et kort øjeblik, posen ses i træet i Susanne Biers ”The Undoing”, men ikke desto mindre et sigende udtryk for både karakterernes og seernes fornemmelse af at blive skubbet rundt i en mordsag, hvor nyt griber ind, og mistanken hele tiden retter sig mod en ny.
”The Undoing” er på den led en klassisk whodunnit-historie og åbner med skildringen af den tilsyneladende lykkelige Fraser-familie, der består af psykologen Grace, børnekræftlægen Jonathan og sønnen Henry. De bor i en smuk lejlighed i New York, har feriehus i The Hamptons og så mange penge, at sønnen kan gå på en hundedyr privatskole.
Reardon, som skolen hedder, er for de rige og de smukkes børn, og Grace sidder i fundraiser-udvalget, der sørger for at gøre forholdene for eleverne endnu bedre. Men til et af udvalgets møder tropper en ung kvinde ved navn Elena op og siger, hun vil hjælpe med arbejdet – hvorefter hun blotter det ene bryst og ammer sin baby foran de chokerede overklassedamer.
Der er i det hele taget noget grænseløst ved Elena, og da Grace møder hende i fitnesscenterets omklædningsrum, står hun splitternøgen og ublufærdig og taler med hende. Her opstår der også en gensidig tiltrækning, og da Elena bliver brutalt myrdet, er Grace en kort overgang i politiets søgelys. Men mistanken i den intenst mediedækkede sag – fordi den udspiller sig i overklassen – retter sig snart mod Elenas mand og siden mod Graces egen mand, mod Jonathan, der viser sig at leve et dobbeltliv.
Mere skal ikke røbes om handlingen i ”The Undoing”, der er baseret på Jean Hanff Korelitzs bestseller ”You Should Have Known” fra 2014, og som med sine læger, syge børn og børn med andre forældre end først antaget, står godt til Bier, der i bund og grund er melodramatiker.
Der har med andre ord altid været noget kynisk og klichéfuldt over hendes måde at skabe følelser i seerne på. Det gælder i film som ”Brødre”, ”Things We Lost in the Fire” og Oscar-vinderen ”Efter brylluppet”, men også over hendes forrige, meget sete Netflix-serie,”Bird Box”.
På den måde står hun godt til USA, hvor der er et marked for store følelser i slebne fortællinger, og ”The Undoing” skal nok klare sig godt derovre, og såmænd også herhjemme, hvor sexisme-diskussionen river alt med sig i disse dage.
Graces mand, der har misbrugt sin position som læge, taler lige ind i dén debat, og Hugh Grant er overbevisende som Jonathan, der nok er et selvcentreret, lummert fjols, men måske alligevel ikke en morder.
Over for Grant står Nicole Kidman, der spiller Grace, men desværre er så ansigtsløftet og fyldt med botox, at dét, der engang var et levende, udtryksfuldt ansigt og en skuespiller i særklasse, nu kun er tykke læber, der bevæger sig, og en pande, der – hvis man ser godt efter – rynker. Og nej, det er ikke en del af rollen: Grace, psykolog med en insisteren på det ægte, ville ikke foretage den slags indgreb.
Det er ubegribeligt, at en skuespiller som Kidman, og mange stjerneskuespillere med hende, behandler deres vigtigste redskab, ansigtet, på den måde. Sådan tænker jeg i hvert fald undervejs i ”The Undoing”, der alligevel – trods det udtryksløse ansigt, fornemmelsen af at blive følelsesmæssigt manipuleret, den smukke, men lidt glatte æstetik og en fejlcastet Sofie Gråbøl – er ganske spændende.
Fans af HBO-serien ”Big Little Lies” vil føle sig særlig godt hjemme. Her er historien også bygget op om et mord, her spiller Kidman også en velhaver i en kreds af kvinder, og her er det også David E. Kelley, der med stor omhyggelighed har skrevet en roman om til et tv-manuskript.
Men ”The Undoing” er mere optaget af selve opklaringen, og Bier er dygtig, når det kommer til at skabe en følelse af uafvendelighed i billeder og lyd. En fornemmelse af, at sandheden – grum og overraskende – til sidst vil trænge frem i det på overfladen så blanke miljø.
Det er mest for det, for spændingen, for at se hvor posen ender i træet, ”The Undoing” skal ses. Og så selvfølgelig for Grant, der spiller med alle sine furer og rynker og grånende hår. Som sætter Kidmans glatte, dukkeagtige udtryk i grelt relief.