Er det naturlige menneske grundlæggende godt, eller er det mest skidt? Det er et spørgsmål, der har optaget filosoffer gennem århundreder, især siden oplysningstiden.
Det er almindeligt for den, der ønsker at give sit besyv med i dette spørgsmål, at forstille sig en menneskets ”naturtilstand”, baseret på den viden om oprindelsen, som vedkommende måtte have på det pågældende tidspunkt.
De to distinkte synspunkter præsenteres af henholdsvis 1600-tallets Thomas Hobbes, som mente, at mennesket var egoistisk, destruktivt og farligt for sig selv og andre og kun til at få noget fornuftigt ud af gennem civilisation, kort sagt grænser, mens 1700-tallets J.-J. Rousseau diametralt modsat mente, at mennesket i bund og grund var godt, men var blevet ødelagt ved den samfundsmæssige ufrihed.
Hobbes mente, at en fast styrende hånd var af det gode, mens Rousseau tænkte, at maksimal frigørelse af individet var vejen frem.
I den dybere vestlige tænkning har der historisk sjældent hersket nogen tvivl om, at det var Hobbes’ synspunkt, der holdt – fra Augustin, Luther og Calvin til Burke, Dostojevskij og Freud – mens Rousseaus frigørelsestanker især har haft sin styrke i de revolutionære politiske ideologier, der siden Den Franske Revolution har lovet masserne et friere og mere retfærdigt samfund. Dog uden påfaldende succes.
Her kommer så en ung hollandsk historiker, Rutger Bregman, som ønsker at gøre op med de ”nedslående” tanker om menneskets iboende ondskab, netop ud fra den betragtning, at det er vejen til et bedre samfund, en bedre verden. Han er negativ over for, hvad han kalder ”fernis-teorien”, forestillingen om, at civilisationen er en tynd fernis, som hurtigt skaller af, hvorefter de menneskelige mangler på empati og gensidighed, kortsagt egoismen, titter frem.
Fra den ene ”case” til den næste søger han tappert at vise, at idéen om den iboende ondskab er en myte – århundreders ”fake news”.
William Golding tog således meget fejl i romanen ”Fluernes herre”, skriver Bregman, og han demonstrerer det med en fortælling om seks polynesiske drenge, der i virkelighedens verden havnede på en øde ø som Goldings, men forblev flinke ved hinanden. Og han tager fat i de herostratiske socialpsykologiske eksperimenter på amerikanske universiteter i 1950’erne og viser, at de var manipulerede, hvilket ikke just er en nyhed.
Som Rousseau mener Bregman, at det allerede gik galt for mennesket for 10.000 år siden, hvor ejendomsret til jord blev en mulighed og stammeligheden begyndte at skride. Dér kom ondskaben ind i verden.
Men om man tror, at mennesket er godt eller ondt, er i udgangspunktet en trossag. En præmis. Bregman har bestemt sig for, hvad han tror, og der er ikke tale om, at han undervejs interesserer sig for at falsificere sin teori. Efter at han én gang har lagt præmissen fast – at mennesket dybest set er godt og derfor bør frigøres maksimalt – bruger han den sidste halvdel af bogen til at give gode råd for etableringen af ”den gode verden”. Han går propagandistisk ind for borgerløn, altså løn uden forpligtelser, for blidere straffe, åbne grænser og alt muligt andet godt.
Men sandsynligvis er det klogeste, man kan gøre, stillet over for det filosofiske spørgsmål, at følge den skotske filosof, David Hume, Rousseaus samtidige, som opsummerede sagen derhen, at ”enhver bør antages at være en slyngel og ikke have andet mål med sine handlinger end egeninteresse”. Bregman citerer Hume, men han hører ikke efter. Hvad Hume mente var jo ikke, at alle mennesker var slyngler, men at det samfundsmæssigt set var klogest at tage dette udgangspunkt for derfra at sikre samfundet ved opbygningen af civile institutioner til fastholdelse af individet.
Sent i det 19. århundrede fremsatte den kloge historiker Jacob Burckhardt den iagttagelse, at en ukvalificeret tro på menneskes naturlige godhed i det lange løb ville føre til en fremtid, hvor barbaren ville triumfere uden formildende omstændigheder. Det er stadig en overhængende risiko, som vi må forholde os til, og det er den modsatte vej af den, Bregman anbefaler.
Bregmans demonstrerer megen energi, men hans præmis er falsk, hvis det handler om at få det gode samfund, og han ender med at fremstå som propagandistisk ideolog.