København bliver aldrig Jylland – og slet ikke Vestjylland. Men savner man de åbne landskaber uden at møde for mange forstyrrende medmennesker i byen, er den gamle losseplads ved Sydhavnen, ”Tippen”, nu begroet med vilde brombærbuske, spredte træer og lange strå, så langt øjet rækker ved vandet, så man næsten kunne tro, at man stod ved Skjern Å.
Ser man efter, fræser bilerne i det fjerne dog konstant over broen til Amager, og en kvasemaskine fra den nye losseplads på den anden side af vandet blander sig lydforurenende med fuglenes sang, som retfærdigvis også findes her. Og så kan man oven i købet få smørrebrød til jyske priser på havnecafeteriet ”Tutten”, hvor frikadellerne er store som grovboller, og kaffen selvfølgelig kun fås i varianterne med eller uden mælk.
”Jeg elsker at komme her,” siger den 31-årige forfatter Malte Tellerup, som nu bor i nærheden, men egentlig savner at bo i Vestjylland, hvor han sammen med sin kæreste lejede sig ind i et nedlagt landbrug ved landsbyen Vemb tilbage i 2015, og i 2017 flyttede parrets veninde også ind. Og Malte Tellerups nye roman ”Hedeselskabet” bygger frit på de erfaringer, han selv gjorde sig ved at gå mod strømmen og flytte fra by til land.
”Jeg tog selv til Vestjylland, fordi jeg alt for længe havde ledt efter meningen med livet i storbyer. Umiddelbart inden vi flyttede til Vestjylland, havde jeg været i New York og kom hjem til København, hvor jeg havde boet i 10 år.”
”Jeg er opvokset i en fynsk landsby og havde brugt meget krudt på at være fordomsfuld om mit eget barndomsmiljø. Men pludselig virkede det som et kæmpe eventyr at tage til Vestjylland, så det gjorde min kæreste. Vi rykkede ind i et ekstra stuehus hos en landmand så langt ude på landet, vi kunne komme. Det var derude, hvor man først begyndte at opdyrke heden i 1950’erne, fordi livet havde så hårde betingelser. Det har det stadig med konkurser og fraflytning. Og det var oven i købet vinter og frost, da vi flyttede ind,” siger han med et stort smil og fortæller, at han selv fik et lidt tilfældigt job i en granplantage, mens kæresten kørte til Holstebro hver dag for at passe sit arbejde.
”Det var på mange måder et eventyr. Og vi udlevede vores drømme ved for eksempel at lave en minifestival med poesi, billedkunst, videokunst og musik i en lade, hvor vi fik kunstnere til at komme fra hele landet, ligesom de tre venner også holder fest i min roman. Min idé med den fortælling er også at placere livet der, hvor livet ellers forsvinder.”
I romanen flytter tre venner ligeledes ind i et forfaldent stuehus, som hurtigt kan læses som en stor metafor for, hvordan alting falder fra hinanden. Sådan oplevede han det ikke kun selv:
”Vi flyttede kun tilbage til København, fordi min kæreste og jeg blev forældre. Hun fødte på Holstebro Hospital, og knap en måned efter at vores søn var født, besluttede vi at flytte. Vi savnede at have familie og venner tættere på, men nu savner vi begge to at være på landet. Det er ikke så nemt at finde retningen.”
”Overalt i verden affolker unge jo landdistrikterne. Urbaniseringen er en megatrend. Men jeg drømmer om, at min generation og de, der er endnu yngre, tager landet tilbage. For det er en myte, at man bliver nødt til at flytte til byen for at føle sig fri, selvom jeg længe tænkte på samme måde,” siger han og ser ned i sin smørrebrødstallerken, hvor flæskestegsmaden stadig venter på ham.
”Som barn følte jeg mig altid anderledes, især da jeg fandt ud af, at jeg også var biseksuel og også begyndte at blive forelsket i nogle af mine kammerater. Det var altid forbundet med skam, ligesom den mandlige hovedperson i min bog kun tager kjole på, når han er derhjemme, men ikke tør gå ned i stationsbyen på den måde. Men det kan ikke være rigtigt, at man skal bo i byen for at føle sig normal som homoseksuel, hvis man ellers godt kan lide at bo på landet,” siger Malte Tellerup.
Han lader også sine romanfigurer eksperimentere med kønsidentitet og åbne forhold i romanen, som fungerer som et slags trekantsdrama mellem de tre venner, som har følelser i klemme på kryds og tværs.
”Hvis man tror, at det kan være svært at finde kemien mellem to mennesker, bliver det ikke nemmere, hvis man er tre. Jeg har selv levet i et åbent forhold og ved, hvordan det kan komplicere tingene med hensyn til magtbalance og alles behov for at blive set.”
”Som dramatisk stof brugte jeg derfor også de erfaringer til at ruske lidt ved den idylliske forestilling om et par, der flytter til provinsen for at stifte familie i pagt med naturen. Her er der i stedet tre forskellige viljer, som næsten kun kan ende i en form for konfrontation,” siger han uden at afsløre, hvordan det vestjyske eventyr ender i romanen. Men selv kunne han godt tænke sig at komme tilbage til naturen på landet på en eller anden måde, siger han, mens vi går tur på Tippen.
”I byen kan man godt miste fornemmelsen af at være forbundet med naturen, og jeg kan godt lide sanseligheden i at sætte ting i stand og se planterne vokse omkring mig. Og når man først har prøvet at bo på landet, er det svært at flytte ind i en lejlighed, hvor man kun adskilt af lidt beton er omringet af mennesker til alle sider, så man hele tiden skal passe på ikke at forstyrre nogen. På landet er man mere fri.”