Når toget ruller ind mod den tyske storby Frankfurts hovedbanegård, mødes passagererne af en imponerede forsamling af glasskyskrabere og kraner, som vidner om tidens umættelige teknologibegejstring. For foden af de store bygninger ligger et lille hus. Her blev Johann Wolfgang von Goethe, der var en vigtig figur i den romantiske epoke, født i 1749. I et kort øjeblik smelter fremtid og fortid sammen, og spørgsmålet om, hvilken eksistensberettigelse litteraturen og kunsten har i vores højteknologiske samfund, melder sig.
Den unge, tyske forfatter Simon Strauß har skrevet en bog, som måske er et svar på dette. Sidste sommer udgav han sin debut, ”Syv nætter”, som er blevet hyldet og diskuteret i tyske aviser lige siden. Avisen Die Zeit har kaldt bogen et nøgleværk for nu- tidens ungdom, ”der skuer misundeligt tilbage på den ældre generation, der stadig havde idealer, som var uafhængige af deres egeninteresse”. Ugemagasinet Der Spiegel har kritiseret bogens romantiske stil i en politisk anspændt tid, hvor enhver appel til følelserne kan blive brugt som ”vejviser for højrefløjen”, mens den engelske avis The Guardian peger på bogen som den vigtigste udgivelse under en ”ny-romantisk” bølge i Tyskland.
I ”Syv nætter” indgår jeg-fortælleren ”S” en djævlepagt med en ven, som udfordrer ham til at begå syv dødssynder i løbet af syv nætter. Hans jævnaldrende er mere interesserede i fastansættelser og magelige spa-ophold end lange nætter med diskussioner om kunst og vidtløftige idealer. Af angst for voksenlivets ”farveløse rammer” og i skuffelse over sin generations villighed til at gå på kompromis med tilværelsen beslutter den næsten 30-årige ”S” sig for at synde og bekender manifest-agtigt, at ”den eneste kamp, der endnu er værd at kæmpe, er den om følelserne”.
Men er der ikke masser af problemer i verden i dag, som fortjener mere opmærksomhed end følelser? 29-årige Simon Strauß, som Kristeligt Dagblad møder på en lokal restaurant i Frankfurt, er selv vokset op efter Berlinmurens fald og mener, at der sker et historisk mentalitetsskifte efter 1989:
”Unge mennesker har altid talt om revolution. Efter Anden Verdenskrig var det de to store ideologier liberalisme og marxisme, der drev verden frem, og her var der især et romantisk skær over den marxistiske studenterbevægelse i 1968. For dem var fremskridt ensbetydende med befrielse fra ydre herskabsmekanismer og en borgerlig kultur. I dag forestiller vi os, at den teknologiske udvikling kommer til at gøre verden til et bedre sted med selvkørende biler og andre opfindelser, som gør livet lettere. Men en sammenhængende forestilling om frihed har vi ikke længere at mødes om.”
”Med Berlinmurens fald mister de store ideologier deres kraft, og der opstår et tomrum, som bliver udfyldt af ironien og kynismen i postmoderne forstand, hvor man trækker på skuldrene med en følelse af ikke længere at kunne ændre verden,” siger Simon Strauß, som i et essay fra 2014 beskrev sig selv som en del af ”Genera- tion Merkel”, der har været ung i en periode i tysk historie kendetegnet ved stabilitet og politiske kompromisser, hvor den ene storkoalition mellem Angela Merkels konservative CDU og socialdemokraterne SPD følger efter den anden.
”Politik i dag er præget af en meget rationalistisk tankegang, som har ført til, at folk vender sig væk fra politik og ikke føler, at de kan bidrage, fordi det hele er funktionsdygtigt og mekanisk. Hvis en maskine kører, hvorfor skal man så stå ved siden af og kigge på, at den kører? ’Generation Merkel’ føler måske, at de ikke længere har noget at skulle have sagt i den politiske beslutningsproces, for hvis maskineriet løber fint oppe på toppen, så er der jo ingen grund til at blande sig,” siger han.
Gennem de seneste år har Tyskland haft god økonomisk vækst, og arbejdsløsheden er lav. Hvis det går godt, hvad har ungdommen så stadig at kæmpe for?
I ”Syv nætter” bliver rejsen gennem natten og den proklamerede kamp for følelserne hverken intens eller lidenskabelig, og hovedpersonen ”S” formår ikke at overvinde hverdagens tristesse. Men hvad er det egentlig, han søger? Ifølge Simon Strauß skildrer romanen en tomhedsfølelse, som er udtryk for en længsel efter et mere sandt og oprigtigt fællesskab hinsides individualismen.
Dette understøttes af føromtalte essay fra 2014, som lagde grunden for ”Syv nætter”, hvor Simon Strauß skriver, at han længes ”efter ansigter, der også lyser, når alle skærme er slukkede”.
Så hvorvidt er bogen et opgør med det digitale samfund og tidens teknologibegejstring?
”Til at begynde med var romantikken også for mig noget fjernt, som man lærte om i skolen, men da jeg begyndte at skrive, indså jeg, at begrebet gemmer på en masse, som er værd at bevare i dag, hvor det er, som om alt skal være effektivt for at have en eksistensberettigelse,” siger han.
”Digitaliseringen har gjort alt yderst funktionelt og hypereffektivt, også vores forhold til hinanden. Selv kærligheden formidles i dag gennem skærmene på vores telefoner. Her er nøgleordet forbrug. I den forstand er vi ikke længere sjæleborgere, men forbrugere, som får alt serveret digitalt, og det har gjort os passive. Det er gået ud over trangen til fællesskab, og i stedet er det individualismen, som dominerer. Vi kan finde alt online, og vi kan bestille hvad som helst med et enkelt klik hos Amazon. Vi behøver jo næsten ikke forlade vores lejligheder længere.”
I dag kan en romantisk bølge være et modsvar til forbrugersamfundet, fordi den forstærker længslen efter fællesskab, påpeger han:
”Nogle ser romantikeren som en enspænder, men det er jeg ikke enig i. Jeg tror, at hovedpersonen i min bog har indset, at han ikke er så selvstændig, som han troede, og han drømmer om at være del af noget større. Romantikeren er én, der længes efter selskabet, ærlig samtale og festlighed, hvor forskellige folk mødes. I andre menneskers ansigter finder vi oprigtig bekræftelse på, at vi lever, at vi betyder noget,” siger han.
Den anerkendte tyske filosof Byung-Chul Han har fremhævet ”glathed” som det digitale samfunds kendetegn og har skrevet, at internettets digitale beboere mangler ”forsamlingens inderlighed, som kunne fremkalde et vi”. På internettet målretter algoritmer reklamer efter forbrugeres individuelle behov, mens forskere taler om en opmærksomhedskrise i den vestlige verden, fordi teknologi bliver designet specifikt til at stjæle vores tid.
I et individualiseret forbrugersamfund, som hele tiden giver folk præcis, hvad de vil have, har også romantikkens længsel efter det mystiske i tilværelsen stadig noget at skulle have sagt i dag, mener Simon Strauß:
”Romantikken er netop et forsøg på at geninstallere det hemmelighedsfulde og forunderlige i tilværelsen, og jeg tror, at vi har brug for oplevelser i livet, som overskrider vores hverdagsbillede af virkeligheden. Livet er jo dybest set ikke til at forstå, og ethvert menneske gemmer på utrolige dybder. Vi skal acceptere, at der er nogle kræfter, som bringer os sammen, som vi ikke selv er herrer over. Om du vil kalde det skæbnen, kultur, naturen eller Gud, er ikke vigtigt. Vi kan ikke bare leve som funktionelle rationalister,” siger han.
Hele aftenen taler Simon Strauß med overbevisning og engagement i stemmen. Aftenen før har han deltaget i en debat om forholdet mellem litteratur og politik i Berlin. Men når talen falder på bogens politiske dimension, tøver han lidt. Måske fordi ”Syv nætter” i nogle tyske medier er blevet anklaget for at appellere til politiske kræfter på højrefløjen.
”Efter min mening ser vi nogle spændinger i dag, fordi liberalismen måske har nået sit klimaks. Liberalismen er ved at undergrave sig selv, fordi den ikke længere er fællesskabsstiftende, men i stedet frembringer den hyperindividualisme, som præger forbrugerkulturen i dag. Vi er alt for fanget i vores eget her og nu, og det går ud over vores drømme og troen på noget større.”
”Selvom vi lever i et velfungerende samfund, så besidder alle mennesker en længsel efter noget større. Når vi undertrykker denne dybt menneskelige impuls, så er det først, når den følelse opstår, at vi er nået til afslutningen på historien, og at der ikke længere er noget bedre at kæmpe for. Grundspørgsmålene i dag er stadig, hvorfor vi lever, og hvordan vi gerne vil leve. De spørgsmål slumrer i alle, og det er kunstens og litteraturens opgave at vække dem.”
”Gennem kunsten kan vi mødes om de ting, vi ikke forstår, og det i sig selv kan være fællesskabsstiftende, fordi det fører til dybere indbyrdes forståelse. Men vi skal turde at lade os forbløffe og chokere af fremmede og overvældende indtryk. Det digitale liv gør alt lettilgængeligt, og vi foretrækker i stigende grad den lette underholdning, men vi skal være villige til at udfordre vores eget syn på verden,” siger han.
Men hvilke forhåbninger kan ny-romantikken og litteraturen gøre sig om at ændre verden i dag?
”Det fantastiske ved litteratur er, at den åbner op for, hvor uendeligt mange andre roller, vi kunne indtage i livet, og den opfordrer os til, at vi identificerer os med de roller. Det grænseoverskridende ved litteraturen er samtidig dens dybe, humanistiske impuls: Den, der læser, kan ikke være menneskefjendsk eller racist, og her giver romantikken os modet til at gå det fremmede i møde og forundres over andre menneskers syn på verden. Romantikken fordrer af os, at vi går det uforståelige i møde og engagerer os i andre mennesker med vores hjerter og ikke kun med vores fornuft,” siger han.