København er i disse år hjemsted for et af de mest blomstrende komponistmiljøer i verden. Unge, innovative talenter kommer til byen fra fjerne egne, og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udklækkes en lind strøm af komponister med særdeles veludviklede kunstneriske profiler.
I løbet af de seneste to år har nyskabende navne som Jeppe Ernst, brasilianske Marcela Lucatelli og britiske James Black færdiggjort deres uddannelse ved konservatoriet, og alle er de godt i gang med at sætte deres aftryk på dansk musikliv: Ernst med en særlig stilhedsmusik, Lucatelli med en hektisk kaosæstetik, og Black med en blanding af kulsort humor og intim oprigtighed.
Seneste skud på stammen er islandske Bára Gísladóttir, der havde sin officielle debutkoncert onsdag aften i Grundtvigs Kirke med den karakteristiske orgellignende facade i lyse mursten – en facade, der bringer klare associationer til den berømte Hallgrímskirkja i Reykjavik, Gísladóttirs fødeby.
Ligesom de unge kolleger fra det københavnske konservatorium har islændingen allerede i en tidlig alder fundet sin helt egen kunstneriske retning. I Gísladóttirs værker finder man ganske vist forskellige actionprægede elementer – med tråde til lige dele popkultur og provokation – men det mest gennemgående træk, især i hendes længere kompositioner, er en meditativ, flimrende ro.
Det hørte man tydeligt i det nyskrevne værk ”Víddir”, som var eneste punkt på programmet ved den nærmest sensationelt velbesøgte debutkoncert. Men hvor Bára Gísladóttir i tidligere værker har balanceret på grænsen til monotoni med sine udstrakte, overtonerige cirkelformer, så viste den knap 60 minutter lange ”Víddir”, at hun har fundet en måde at holde liv i de svævende satser på og stadig fastholde idealet om en langsom musik uden traditionel fremdrift.
Afgangsværket var instrumenteret for noget så usædvanligt som ni fløjter, slagtøjstrioen Neko3, elbas og komponisten selv på kontrabas. Og selvom de enkelte stemmer havde forskellige temperamenter – fløjterne dyrisk prustende, kontrabassen eftertænksomt afsøgende – samledes de om et gennemgående metallisk klangideal.
Med skælvende orgelpunkter og frekvensmæssige yderregistre som naturlige afsæt opbyggede de 14 musikere en voksende mystik, der fik en helt konkret fysisk dimension i kirkens imposante rum, hvor fløjtenisterne stod spredt rundt om publikum.
Mange har sikkert hørt det rå islandske landskab i musikken: buldrende jordskred i basinstrumenter og gonger, isnende nordlys i piccolofløjten og slagtøjets strøgne metal. Det er vanskeligt at undgå, selvom den overtonerige og cykliske æstetik i højere grad har sit udspring i den franske spektralmusik og dens arvtagere såsom finske Kaija Saariaho.
Uanset om man hørte natur eller civilisation i ”Víddir”, blev man imidlertid fascineret af Gísladóttirs raffinerede toneskrift, der i høj grad opfordrede lytteren til selv at lægge en fortælling ind i den tidsstandsende musik.
Flere lange passager bød på tålmodige soli fra komponisten selv, nænsomt farvet i dybden af elbassisten Skúli Sverrisson. Men meditationerne blev aldrig trivielle, for Gísladóttir varierede hele tiden måden, hvorpå hun lod sine åbne klange falde ned over instrumentet i små bølger: tempoet i strøgene, grebets hårdhed, afvejningen af rene toner og overtoner.
Samtidig udviste hun en god fornemmelse for værkets overordnede struktur med velanbragte kontraster i form af dyriske udråb fra fløjtenisterne og percussive anslag, som gav modspil til de roligt vandrende linjer.
Resultatet var en imponerende debut med klanglig følsomhed og plads til refleksion – hele tiden med fornemmelsen af, at noget potentielt ildevarslende lå på lur under overfladen. Man må blot håbe, at Gísladóttir bevarer forbindelsen til dansk musikliv efter endt eksamen. Der ligger et stort potentiale i hendes uroligt rolige kompositioner.