Prøv avisen
Tidens tegn

Ung kærlighed i skæret fra en iPhone

Et portræt af Vita Andersen, der med digtsamlingen "Tryghedsnarkomaner" katapulterede 1970'ernes knækprosa.

Lyrik, ungdom og samtidsfølelse kan stadig udgøre en slagkraftig blanding. Det viser Casper Erics digtsamling ”7/11”

En af det forgangne års mest omtalte digtsamlinger hed ”7/11”, opkaldt efter butikskæden og skrevet af Caspar Eric, født i 1987. Selvom der sikkert er overdrivelser og stiliseringer på færde, kan andre generationer godt bruge ”7/11” som et vindue ind til de unges livsvilkår.

Caspar Eric er ikke interesseret i at skrive smukt eller lyrisk. Han er en arvtager til 1970'ernes knækprosa. Hiphoppere og andre populærkulturelle ikoner er hans forbilleder, og de lange, snakkende digte kan minde om rap, hvor den ene sætning tager den anden i et hidsigt tempo. Men de er også inspireret af Facebook-mediets statusfelt, hvor vi svarer på spørgsmålet ”Hvad har du på hjerte?”. De fleste af Caspar Erics linjer begynder med ”jeg”, og alt er skrevet i præsens.

Der er en meget stor samtids- og mediebevidsthed i digtsamlingen. Hvor tidligere generationer søgte et mere tidløst udtryk og økonomiserede med neonlys og radiatorer, er ”7/11” spækket med tidens genstande og fænomener.

Der indledes med en inventarliste, hvor ord som google earth, lørdag, macbook, rihanna og universet optræder side om side. Men temaerne er klassiske. Digteren lever det indolente ungdomsliv, fuld af spleen.

Der er ikke spor af arbejde eller studieliv. Det hele handler om ham - og også en del om hende. Ung kærlighed i uforpligtende renkultur. De er ikke flyttet sammen, men de har jo ting liggende hos hinanden, og når det hele er forbi, skal tingene vel hentes eller hvad?

Men hvornår er det forbi?

”7/11” stiller skarpt på det forhold, at det i dag er svært at tabe sin eks af syne. Man kan næsten ikke blive fri for at følge hende, måske ender man med at stalke hende, hvad sker der, ny kæreste, en ny identitet, men er den ikke påtaget? Let har livet aldrig været for unge elskende efter bruddet, men de sociale medier, hvor alle hele tiden er koblet op på alle andre, må sandelig give ulykken en helt ny dimension.

Her søger jeget lidt digital opmærksomhed fra sin eks på Facebooks chatfunktion: ”jeg føler bare at jeg sidder/ og skifter demonstrativt/ mellem online- og offline-status/ så den grønne statusprik vil blinke/ som en stjerne der er ved at dø eller noget/ og kræver mere opmærksomhed”.

Dreng og pige fylder meget, men man fornemmer ikke nogen voldsom kønsforskel. Ingen maskulin mystik, intet kvindeligt koketteri. Måske er det uni-sexgenerationen, vi møder her. Der er masser af fællesskab og fælles referencer gennem populærkulturen. Ingen forstår ”Hunger Games”-filmene helt, som hun forstår dem. Hun har også grædt over ”Extreme Makeover”, og han erindrer en bestemt situation, hvor hun ”ligesom justerede halsen/ som når jomfruer blotter sig/ for en vampyr”.

De unge er fanget i et informationsmæssigt overload. Samfundet og medierne sover aldrig, og det gør butikskæden 7/11 heller ikke. Her vil hun gerne ind og købe ”babybites” (det er pølsebrød, får jeg at vide af min søn), for så kan hun som en anden computer ”hacke” sit eget dårlige humør og starte forfra.

En stemning af konkurrence og kamp sætter sig igennem også i det intime liv. Han er bange for, at hun ”klarer den bedre”. Hun går i seng med hans barndomsven bare for at pisse territoriet af og få jeget til at forstå, at han overhovedet ikke kan kræve noget af sin eks. Det er en hård verden.

Den eneste ene er måske blot ”den seneste eneste”. Identiteter ligger klar som færdige drejebøger, og han kan høre dem afspillet til middagsselskaberne. Det er svært at finde sit autentiske udtryk, når man opsøger bestemte situationer blot for at blive fotograferet og kunne bruge billederne på Facebook.

Måske er det først, når man forsvinder, at man bliver savnet og værdsat som uerstattelig, erkender jeget i en makaber og melankolsk fantasi: ”jeg ved godt det ikke er sympatisk/ men på en måde ville jeg også gerne/ være en af de drenge/ som nogen leder efter/ i københavns kanaler/ eller i skraldespandene på hele nørrebro/ måske fordi det er en form for betingelsesløs kærlighed/ som jeg aldrig kommer til at opleve.”.

Man kan ikke blive ung igen, og det ville jeg heller ikke ønske mig, men man kan godt bruge ”7/11” til at hacke sin fremskredne alder og gennemføre en enkelt bane i det spil, hvor man er ung.