Prøv avisen

Ung mand på jagt efter et ståsted

2 stjerner
Bogen lever først og fremmest dér, hvor Nord begiver sig ud i åndelig selvransagelse. For man må lade forfatteren, at han lægger kortene på bordet og gør sig umage for at undgå afglidende manøvrer, når han øser af sine erfaringer og begrunder sine valg.

Det er ikke hver dag, en kristen præst bliver asadyrker. Johan Chr. Nord forbliver en gåde efter endt læsning af dette afskedsbrev til kirken

”Onsdag d. 13. juni sendte jeg min opsigelse. Om aftenen kort efter midnat meldte jeg mig ind i Forn Sior – Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark.” Sådan beskriver den tidligere grundtvigske valgmenighedspræst Johan Chr. Nord sin afsked med kristendommen og fortsætter:

”I august fraflyttede vi præsteboligen, og jeg deltog for første gang i hedensk kult med andre ligesindede.”

Det er ikke hver dag, at en protestantisk præst forlader kristendommen til fordel for den nordiske asatro. Og det vakte da også opsigt, da det i løbet af september 2018 blev kendt. På meget kort tid har Nord forfattet et skrift om sine bevæggrunde til dette skridt, og ”Norden kalder” er på én gang selvbiografi, antikristen propaganda og hvervemateriale for asatroen.

Nord begynder i det selvbiografiske. Som 17-årig havde han en religiøs oplevelse, hvor han oplevede ”at jeg som Jordens barn er ét med alt det, der findes”.

Det er også på den tid, at Nord som medlem af SF’s Ungdom deltager i en konference i Athen i Grækenland. Her møder han hovednavnet i den såkaldte euro-islam, Oxford-professoren Tariq Ramadan, der i dag er på anklagebænken for voldtægt.

Nord føler sig ”draget” af Ramadan:

”Dette møde med en islamisk rankhed bragte noget i bevægelse i mig. Det pustede til en drift mod mandig åndelighed, som allerede var begyndt at røre en smule på sig (…). Overværelsen af professor Ramadans salon-islamistiske opvisning af patriarkalsk myndighed tiltalte drengens håb om en dag at erfare en omfattende afklaring af tilværelsen – hans længsel efter visheden om, hvad et menneskeliv skal leves på og bruges til.”

Hjemkommet fra Athen anskaffer Nord Koranen, som han i begyndelsen bliver så grebet af, at han overvejer at studere arabisk og blive muslim. Men efter endt læsning fyldes Nord af afsky ved monoteismen, og det bliver i stedet religionsvidenskab, han studerer.

Men på studiet støder han på Søren Krarups forfatterskab, her genfinder han tilsyneladende noget af det samme som hos Ramadan: ”en viljestærk, maskulin impuls”. Nord genindmelder sig i folkekirken:

”Jeg støbte mig en overfladisk identitet som pligttro, fædrelandskærlig lutheraner”.

Han bliver fast kirkegænger i Vartov Valgmenighed, og den 28-årige cand.mag. i tysk og religionsvidenskab bliver i 2016 selv valgmenighedspræst i Kjellerup og Omegns Valgmenighed. Han lader os dog vide, at han under præsteindsættelsen bar Mjølner under præstekjolen. Nord beder Fadervor med sin datter, men i bogen erklærer den tidligere præst, at datteren ”heldigvis” ikke fik lært bønnen, som Nord allerede opgav under præstegerningen.

Læsningen af Det Nye Testamente sender nemlig Nord ud i kvalfulde overvejelser, og i bogen fremkommer han med en række interessante, men også meget bombastiske og påståelige indvendinger mod kristendommen. Den mangler jordforbindelse, men det samme kunne man også sige om forfatteren. Her tænker jeg ikke mindst på kapitel fire, hvor nordiske guder og Nords natlige drømme og syner blandes på en måde, hvor kun fantasien sætter grænser, og der er ingen grænser for Nords fantasi. Derfor ender vi i det meget private og aparte.

Nord takker forlagets redaktør for ”at have givet mig denne gode mulighed for at aflægge skriftlige vidnesbyrd i selvfortællingens form”. Det er bestemt ikke nogen overdrivelse. Det virker, som om redaktøren har taget sig en fridag eller ikke har kunnet nænne at bede forfatteren sortere i indfaldene og se kritisk på de mange selvhenvisende citater.

Bogen lever først og fremmest dér, hvor Nord begiver sig ud i åndelig selvransagelse. For man må lade forfatteren, at han lægger kortene på bordet og gør sig umage for at undgå afglidende manøvrer, når han øser af sine erfaringer og begrunder sine valg. Det er et anseeligt bo, der her gøres op. Det handler om faderens død, de stærke kvinder i Nords liv og om prisen for forstillelse og rodløshed.

Mennesket Johan Chr. Nord forbliver dog en gåde. Hvordan kan man i løbet af en periode på blot 12 år nå at fraternisere med både islam, Studenterkredsen, Tidehverv og asatroende? Den tidligere valgmenighedspræst lader os i øvrigt forstå, at han i dag lader sig åndeligt manuducere af religionshistorikeren Jens-André Herbener, der mest er kendt for at bekæmpe kirke og kristendom.

Forstå det, hvem der kan.