Ung og angst

Debutroman har en vigtig historie at fortælle, men skæmmes af uoriginalt sprog

”Filterløs” er på et overordnet plan egentlig bare er en lidt fladtrådt udviklings- eller coming of age-roman om en ”helt almindelig gymnasieelev”, skriver anmelder Martin Rorh Gregersen. Billedet: Forfatter Anna Arendse Thorsen.
”Filterløs” er på et overordnet plan egentlig bare er en lidt fladtrådt udviklings- eller coming of age-roman om en ”helt almindelig gymnasieelev”, skriver anmelder Martin Rorh Gregersen. Billedet: Forfatter Anna Arendse Thorsen. Foto: Nicoline Lindahl/Forlaget Vild Maskine.

Der er ingen tvivl om, at Anna Arendse Thorsens debut, ungdomsromanen med den lidt for platte titel ”Filterløs”, omhandler et væsentligt tema, nemlig at flere og flere børn og unge her i verdens lykkeligste land mistrives og har ondt i livet. Som man også kan læse i forlagets pressemateriale, viser en ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, at der er sket en tredobling af børn og unge med psykiske lidelser de seneste 10 år. Det er opsigtsvækkende tal.

Med afsæt i sine egne erfaringer med skizotypisk sindslidelse har Thorsen selv bidraget til debatten om psykisk sygdom med kronikker og indslag i aviser og tv, og nu har hun også skrevet en autofiktiv roman, der forsøger at give et indblik i, hvad det vil sige at være ung og psykisk syg. Selvom Thorsens personlige investering kalder på respekt, og selvom hendes ærinde både er sympatisk og vigtigt, så har hun ikke rigtig formået at gøre sin roman vedkommende eller påtrængende som litteratur.

Det skyldes ikke så meget, at ”Filterløs” på et overordnet plan egentlig bare er en lidt fladtrådt udviklings- eller coming of age-roman om en ”helt almindelig gymnasieelev”, den 18-årige Alma, der drikker, ryger, dyrker sex og gerne vil være forfatter og som derfor – selvfølgelig – forelsker sig i den ældre digter Stefan, der – selvfølgelig – viser sig at være et dårligt bekendtskab. Sideløbende med de fortærskede historier om ungdomslivet, hører vi også om, hvordan hun kæmper med sorgen efter tabet af sin far som lille og ikke mindst en angstdiagnose.

Desværre synes fortællingen om det åh så almindelige ungdomsliv og det klichéagtige kærlighedsliv at stå i vejen for og stjæle billedet fra den langt mere interessante og læseværdige historie, der først for alvor får lov at komme til orde på de sidste 20-30 sider. Den største forhindring i læsningen af romanen er imidlertid det alt for banale og uoriginale sprog. Når Stefan mod Almas vilje forlader lejligheden uden at overnatte, præsenteres læseren eksempelvis for denne teatralske kapitelafslutning:

”Han gik ud og tog sine sko på, kom ind igen og så lidt rådvild ud. Kyssede mig på kinden. Jeg hørte døren smække ude i gangen. Så lukkede jeg øjnene, og søvnen greb mig.”

Om moderens tilstand efter at datteren har fået sin diagnose, lyder det, at hun bærer diagnosen ”som en blytung kæde, der hang om hendes hals og tvang hende til jorden. Nægtede hende at svæve videre på forelskelsens lyserøde sky”.

Hvis Thorsen havde haft et, nå ja, filter, der kunne opfange og fjerne sådanne sproglige urenheder, havde ”Filterløs” utvivlsomt haft større gennemslagskraft som litterær vidnesbyrd fra livet som ung og psykisk sårbar. Thorsens historie er vigtig, men forsvinder i banalt ungdomsliv og uoriginalt sprog.