”For hvad er det ellers, hvis det ikke er en kærlighedshistorie?”
Spørgsmålet står og dirrer et sted i amerikanske Kate Elizabeth Russells meget omtalte og solgte debutroman, ”Min mørke Vanessa”, hvor ikke bare fortælleren, Vanessa, men også læseren hele tiden må tage stilling til, hvad det her er for en historie. Om den handler om kærlighed eller om manipulation. Eller om der overhovedet kan gives noget entydigt svar.
Vanessa Wye er bare 15 år, da hun indleder et forhold til sin 42-årige litteraturlærer, Jacob Strane. De mødes i hemmelighed i hans lejlighed, taler sammen, har sex og bliver afhængige af hinanden.
Det er samfundets normer, den er gal med, ikke dem, og dén fortælling tror Vanessa på, indtil Jacob 17 år senere anklages for overgreb mod en elev på den skole, hun i sin tid mødte ham på. Og andre piger kan pludselig fortælle en lignende historie.
Vanessa er ikke dum, hun ser sig selv i mønsteret og begynder modstræbende at revurdere sit forhold til Jacob, ligesom hun begynder at læse Vladimir Nabokovs ”Lolita” på en ny måde. Hvor Jacob havde fået hende til at se romanen som en fortælling om forbudt kærlighed i en uretfærdig verden, ændrer den sig for hende i takt med, at de dystre hemmeligheder om Jacob udrulles.
På den måde er ”Min mørke Vanessa” ikke bare i dialog med Nabokov og hans unge ”nymfetter”, men også med MeToo-bevægelsen, der de seneste år har fået kvinder verden over til at erkende overgreb af seksuel og psykologisk karakter. Og når Russells roman er interessant, er det, fordi den vægrer sig mod at fortælle en klar historie om offer og overgrebsmand. Vanessa og Jacob forbliver komplekse karakterer, der begge udøver magt, begge udviser varme og ømhed, begge står i et håbløst afhængighedsforhold.
Er der en dom i romanen, findes den i Vanessas udvikling: Hun er en lovende studerende, men går siden helt i stå: drikker, arbejder i en reception, har ingen kæreste eller betroede.
Den ikke-tilværelse stemmer Russell op mod fortidens håbefuldhed, og gør det ved at veksle mellem kapitler om Vanessas skoletid og voksenliv.
Det giver dynamik og blotter interessante årsagssammenhænge, og ”Min mørke Vanessa” er virkelig velkomponeret – og skridsikkert oversat af Karsten Nielsen – men tynges af overforklaringer. Som når ”billeder af Lolita stimler sammen i mit hoved og blandes med tanken om mr. Strane”. Eller når symbolikken i hans efternavn udlægges, da én staver det forkert og staver det Strain. ”Strain” som på engelsk betyder ”belastning” eller ”overanstrengelse”. Så er alle vist med!
Den slags ses ofte i amerikanske romaner, og det samme gør to andre skønlitterære uvaner, nemlig at skrive forord og takkeord. Russell benytter sig af begge dele i ”Min mørke Vanessa”, hvor hun i forordet skriver, at historien ikke er hendes egen, at romanen er ”ren fiktion”, og i takkeordet nævner alle mulige fantastiske mennesker, som har læst de mange forskellige udgaver af manuskriptet, og også skriver, at bogen er tilegnet de kvinder, der ”bærer på lignende historier om overgreb, der lignede kærlighed”.
Lige dér trækker hun al tvetydigheden ud af romanen. Gør den mindre og mere banal. Det er synd. Men holder man sig fra forord og takkeord og læser hen over overforklaringerne, som Russells redaktør – der ellers roses til skyerne – burde have luget ud, ja, så er ”Min mørke Vanessa” en intens og alt for aktuel læseoplevelse.