Ungdommen holder liv i det sønderjyske sprog

Sønderjysk er dialekten, der nægter at dø. Både i og uden for Sønderjylland lever det markante sprog i bedste velgående, blandt andet fordi der endnu er unge, der taler det med hinanden. For tiden kommer der også både musik og film på sønderjysk. Det har historiske årsager, at dialekten er så stærk, mener sprogforsker. Men vil det fortsætte?

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

29-årige Rikke Thomsen er dansk, men hun tænker ikke på dansk. I hvert fald ikke på rigsdansk.

”Min indre monolog foregår på sønderjysk. Når jeg vågner om morgenen, når jeg går og gør rent. Sådan har det alle dage været, og sådan vil det altid være,” siger hun.

Hun fortæller det på rigsdansk, for Rikke Thomsen kan begge dele, ligesom rigtig mange andre dialekttalende unge fra Sønderjylland. De kan både sige ”æ” og ”jeg”, og hilser andre sønderjyder med et ”mojn”, men ved godt, at det siger man ikke, når man går ud af en butik i Odense. Når de taler dialekt på hjemstavnen, gør de det ikke for at være seje, men fordi det er deres modersmål. Det er sådan, man taler, hvor de kommer fra. De unge holder dialekten i live, viser forskning. Men der er også urovækkende tegn på, at udviklingen med dialekternes langsomme udviskning er på vej til Sønderjylland.

Rikke Thomsen er vokset op i den lille by Blans mellem Aabenraa og Sønderborg, delvist hos sin mormor og morfar. Da hun var 16 år gammel flyttede hun med sin far til Nordjylland. Indtil da havde hun både snakket sønderjysk hjemme og i skolen.

”De af os, der vidste, at der blev snakket sønderjysk hjemme, vi fandt hurtigt hinanden. Vi snakkede sønderjysk indbyrdes i skolen, det blev noget meget hjemligt og trygt. Og jeg har alle dage kun fået klap på skulderen, når jeg har talt sønderjysk, især fra de ældre generationer: ’Hvor er det godt at høre sådan et ungt mensk’ der snakker æ sproch (sproget, red.)’,” siger hun.

"Jeg føler ikke, der er en alene sønderjysk måde at tale om følelser på. Det er mere sådan: Hvis vi skal til at tale om det, der gør ondt, så hellere lade være,” siger sangskriver Rikke Thomsen. Privatfoto
"Jeg føler ikke, der er en alene sønderjysk måde at tale om følelser på. Det er mere sådan: Hvis vi skal til at tale om det, der gør ondt, så hellere lade være,” siger sangskriver Rikke Thomsen. Privatfoto

På de danske universiteter sidder sprogforskere og holder godt øje med dialekternes udvikling rundt omkring i landet. Én af dem er Malene Monka, der er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet – og selv sønderjyde fra Lundtoft.

”Ud fra det, vi kender til det og har undersøgt, så er sønderjysk den mest levende dialekt, der er i Danmark i dag,” fortæller hun.

”En del af det skyldes, at den er udbredt over et stort område med mange talere, der kan oppebære den. Der er flere landlige områder, og der er færre turister, end der eksempelvis er på Bornholm, som vi også har undersøgt. Men det vigtigste er nok, at mange sønderjyder, også unge, knytter en stor grad af identitet op på dialekten. Og gør man det, holder generationerne også hinanden fast på at tale sønderjysk.”

Malene Monka giver et eksempel.

”Vi havde på et tidspunkt en far til én af de unge, vi talte med, som for sjov truede med at smide sine børn ud af bilen, hvis de talte rigsdansk. Det var selvfølgelig ikke noget, han ville gøre alvor af. Men den italesættelse af sprogets vigtighed og holden hinanden fast på den på tværs af generationer, ser man kun i Sønderjylland,” siger hun.

Der er historiske årsager til, at det forholder sig sådan.

”Danmark tabte det, der i dag er Sønderjylland, i 1864, og samtidig begyndte bevægelsen for at komme tilbage til Danmark. I hele den proces talte man om det danske sprog over for det tyske, og den type dansk, man talte om, var sønderjysk,” siger Malene Monka.

I tiden under tysk herredømme blev der talt tysk i byerne og blandt fine folk. Kirkernes prædikener var på tysk. Der skulle tales tysk i skolerne fra 1889.

”Så hvor børn i alle andre landsdele på den tid blev præget mod rigsdansk i skolen, blev sønderjyderne præget mod tysk. Det dansk, man har kendt til, var sønderjysk. Så stemte man sig hjem til Danmark i 1920, og der hersker stadig i dag en fortælling om, at sønderjyder er de mest ’ægte’ danskere, fordi de valgte at være det. Dialekten er også blevet en del af den fortælling om at være noget særligt.”

Rikke Thomsen er konservatorieuddannet sangskriver og bor i dag i Aarhus. Hun udgav sidste år sin debutplade ”Omve’n hjemve”, med sange på sønderjysk og modtog Modersmål-Selskabets pris for sin indsats for dialekten. Før det havde hun i 10 år skrevet sange på engelsk.

”Nu, hvor jeg arbejder med sprog og lyrik på mit modersmål, kan jeg se flere ligheder til engelsk faktisk. Det mest konkrete eksempel er jo de bestemte ord. Vi siger jo ikke ’bordet’ eller ’stolen’, men ’æ stol’ og ’æ bord’,” siger hun.

For sprogforsker Malene Monka er det dog vigtigt at få begravet ”den der med”, at sønderjysk har mere med engelsk end med tysk at gøre.

”De dialekter, vi har i Danmark er jo opstået på stederne. De er ikke kommet udefra, men har formet sig efter sprogbrugen på stedet og udviklet sig der. I Sønderjylland har der været mere kontakt med det tyske og nedertyske. Og man må aldrig sige det til en sønderjyde, men der er jo nogle lyde i sønderjysk, der minder rigtig meget om tysk,” siger hun.

Samtidig findes der forskellige varianter af sønderjysk, alt efter hvilken egn, man befinder sig på.

”Der har tidligere været talt utroligt mange sprog i Sønderjylland; frisisk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk. Man har kunnet finde bønder i Sønderjylland, der kunne begå sig på alle de sprog, og det har været usædvanligt. Men det er fordi, området har været multikulturelt og multisprogligt. Det er først fra omkring 1840, at tankerne om, at sprog og nation hænger sammen, opstår.”

Dette efterår kunne danskerne stifte bekendtskab med én variant af sønderjysk i filmen ”Onkel”, der handler om en ung sønderjysk pige, der passer sin onkels landbrug på Tønderegnen. For filmens instruktør, Frelle Petersen, var det vigtigt at klangen af det sønderjyske skulle blive så autentisk som overhovedet muligt. Derfor valgte han at caste sine skuespillere til ”Onkel” inden for en radius af 15 kilometer fra det sted, filmen udspiller sig. Også i tekstningen er der tænkt over det autentiske. For eksempel staves det velkendte ”mojn” i filmen med ø, for det gør man på den egn, fortæller Frelle Petersen.

”Onkel” har solgt godt 40.000 billetter siden premieren, og kan stadig ses i biograferne. For nylig var Frelle Petersen i Sverige for at præsentere filmen og fik der at vide af flere, at de faktisk havde nemmere ved at forstå sønderjysk end rigsdansk.

”Det er jo pudsigt, men jeg tror det handler om, at man synger mere på sønderjysk,” siger han.

Filmintruktør Frelle Petersen.
Filmintruktør Frelle Petersen. Foto: Palle Peter Skov/ Ritzau/Scanpix

39-årige Frelle Petersen bor i København, men er vokset op i den lille by Styrtom ved Aabenraa (der i øvrigt i mange år havde et byslogan der lød: ”Se Venedig og dø eller Aabenraa og Styrtom”). Han kalder sønderjysk for sit ”primærsprog”.

”Det første dansk, jeg lærte var sønderjysk. De første ord, jeg lærte var sønderjyske. Og det har jeg jo taget med mig,” siger han.

Frelle Petersen har flere gange oplevet, at det var kilde til morskab, når han talte med accent eller på dialekt.

”Jeg var for nylig til et møde med en forlagsredaktør. Jeg kom vist til at sige et sønderjysk ord, men jeg registrede det ikke, før hun lagde hånden på min skulder, smilede, sagde; ’Hvor er det hyggeligt’, og gentog ordet. Jeg havde bare ikke registreret, at det hedder det ikke på rigsdansk.”

”Når folk har grinet af det, så har jeg jo tænkt: ’Halløj! Jeg kan underholde med det her. Men jeg oplever også flere, som er meget nysgerrige, hvad det sønderjyske angår. Dialekt stempler ikke én længere. Det er blevet et stærkt kort, man kan have med sig, hvis man ellers tør stå ved det,” siger han.

Og det gør de nogle af de sønderjyske unge. Malene Monka har sammen med forskerkolleger studeret dialektens udbredelse blandt unge fra 9. klasse på tre danske steder: I Hirtshals, på Bornholm og i den sønderjyske by Bylderup. Studierne viste, at de unge fra Bylderup var mest konsekvente i deres brug af dialekten.

”Det eneste sted, blandt de steder, vi har undersøgt, hvor der er unge, der bruger dialekt som deres umarkerede hverdagssprog, var i Bylderup. De gør det ikke for sjov, men fordi det er sådan, de taler,” fortæller hun.

Man kan ikke sige, at alle sønderjyske unge taler sønderjysk. Og der er stor forskel fra land til by, påpeger hun.

”Tidligere studier har også vist, at en del sønderjyder bruger det, vi kalder ’kodeskift’ mere. De kan meget hurtigt og nemt skifte mellem rigsdansk og sønderjysk, og sønderjyder er som regel meget bevidste om, hvad det betyder at skifte eller ikke skifte. Andre dialekttalende unge kan nogle gange også skifte over til dialekt, når de taler med deres forældre, og der er de sønderjyske unge mere bevidste i deres brug af sproget.”

Blandt de sønderjysktalende unge ses også ildevarslende tegn på, at ”æ sproch” er på vej mod en nedtur.

”Når de unge fra Bylderup fortæller, at de ikke taler sønderjysk i Aabenraa eller Tønder, fordi de unge, de møder der så ikke vil kunne forstå dem, så er det meget anderledes end det var for bare 20 år siden. Det er ikke noget godt tegn. En af de sønderjyske drenge fortalte, at det var sværere at score på sønderjysk. Hvis det er sådan, så får man jo heller ikke børn med én, der taler sønderjysk. Og så bliver overleveringen fra genereration pludselig rigtig sårbar. En dialekt overlever ikke af, at man har en plakat hængende, hvor der står ”mojn” på, som jeg har set nogen have det. Den overlever af at blive talt.”

Rikke Thomsen arbejder lige nu på sin anden plade på sønderjysk. Hun har forsøgt at skrive sange på rigsdansk i perioder, og det er ikke gået specielt godt.

”Det har jeg meget, meget svært ved,” siger hun.

Men når man spørger hende, hvad det er, hun kan sige på sønderjysk, som hun ikke kan sige på rigsdansk, bliver der overraskende stille.

”Jeg vil egentlig hellere sige: Der er godt nok meget, jeg ikke kan sige på sønderjysk, som jeg kan sige på rigsdansk. Nu, hvor jeg sidder og arbejder med de nye sange, går det op for mig, hvor svært det er at italesætte følelser. Jeg føler ikke, der er en alene sønderjysk måde at tale om følelser på. Det er mere sådan: Hvis vi skal til at tale om det, der gør ondt, så hellere lade være,” siger hun.

I sangene er den skyhed blevet til underspillet humor. Som i linjen: ”deprimere er der it nau der heje u å æ laan” (deprimeret er der ikke noget, der hedder ude på landet). Eller i sangen om en ugengældt forelskelse, der har fået titlen ”Hvem sku ha troet”:

”Der synger jeg: ’Æ vil’ helle ha haj et par å æ hoj end å ha’et sån hee’, altså jeg ville hellere have haft et par på hovedet end at skulle føle sådan her.’ Sådan er sønderjyder bare, det er ret svært at nå til sagens kerne. Det gode ved det er jo, at når vi endelig får talt om de svære ting, så er vi også dér, hvor der skal tales om det. Andre steder sidder følelserne udenpå tøjet. Og det kan jeg mærke i mig selv. Jeg har en sønderjysk persona og en nordjysk persona. Og nordjyden i mig har noget lettere ved både at græde og skælde ud. Men for sønderjyden skal der altså lidt mere til.”

Se en video, hvor Rikke Thomsen synger sangen ”Åltins koldt i København” på sønderjysk her: 3813020

Rikke Thomsen mener der er masser af ting, man kan kritisere ved sønderjyder, som hun kender dem. Deres stædighed, til tider lidt fastlåste overbevisninger om verden, bekymringerne om, hvad naboerne nede ad vejen tænker. Men er der noget, hun er stolt over og vil holde ved, så er det ”æ sproch”.

”Lige nu kommer det at kunne slå over i sønderjysk med en kæmpe respekt. Også blandt mine venner andre steder i landet. ’Hold da op, tænk at du kan dialekten så godt,’ siger folk. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der sætter en stolthed i at have så stærk en dialekt. Jeg tror ikke på, at sønderjysk uddør. Og det er fordi, man ikke taler sønderjysk for at holde det i live, men af ren og skær lyst.”