Det er en kunst i sig selv at kunne kigge med friske øjne på en klassiker. Og i særdeleshed en roman, som for de fleste første gang er blevet åbenbaret i et søvnigt folkeskolelokale, hvor tvang i højere grad end lyst drev læsningen frem. Men det formår forestillingen her. Rifbjergs udødelige pubertetsfortælling fra 1958 genskabes i Elisa Kragerup og Eventministeriets stramt orkestrerede, legesyge stil, så den på én gang er tro mod forlægget og tindrende ny.
Vi bliver bænket i en klaustrofobisk, blegbrun trækasse. En intim scenemanege med fire tribuner og langbænke, der helt håndgribeligt hensætter én til efterkrigstidsklasselokalets stenhårde skolepulte. Lyset i salen slukkes aldrig, hvorfor man forestillingen igennem er sig selv pinefuldt bevidst. Selvbevidst som man var det i skolegårdens ubarmhjertige arena. Det emmer af gammel gymnastiksal, sur tavlesvamp og famlende forelskelser.
Med meget få rekvisitter bæres skæbnefortællingen om den fasttømrede teenage-treenighed Janus, Tore og Helle frem iblandt os. Bogstaveligt talt. Skuespillerne benytter akrobatisk hele trækonstruktionen, tilmed publikumsrækkerne, som scene, og snart har man en skuespiller i skødet, snart en arm om halsen. Den levende, meddigtende koreografi erstatter et opulent udstyrsstykke af et sceneshow. I stedet gennemsyres fremførelsen af dirrende, sårbart nærvær. Som når man sidder så tæt på Janus, at hans nervøse trækninger om øjnene er smerteligt synlige. Det er et mesterligt træk at lade os komme så tæt ind på essensen; den tidlige ungdoms alt for intense følelsesliv. Dramaet i et enkelt blik.
Plottet er, som det plejer. Ligesom replikkerne klogeligt er hentet direkte fra Rifbjergs egen pen, kun skåret til, kondenseret. Vi følger vennerne Tore og Janus, som vokser op i efterdønningerne af en verdenskrig, fra forlegne mellemskoledrenge til den blomstrende studentertid. Venskabet er af en sådan slags, som kun forekommer i netop disse skrøbelige ungdomsår. En indtil forelskelse hengivende symbiose.
Simon Bennebjerg er som skabt til Janus-rollen, med sit charmerende hundehvalpeblik, kejtede gestik og lemmedaskerlegeme cirkulerer han hengivende omkring den lysende, livsduelige Tore, som spilles mere jordnært af Morten Hee Andersen, end romanens afgudsagtige Adonis lægger op til.
Da Tore forelsker sig i Hellerup-pigen Helle, som tilpas sødmefuldt og uskyldigt gestaltes af Sicilia Gadborg Høegh, brydes symbiosen ikke, som man ellers måtte tro. Tværtimod får kærligheden kun en ekstra dimension af næsten guddommeligt skær med Janus’ fordringsløse hengivelse. Slangen i paradiset lurer imidlertid i mørket og kommer krybende ind i arenaen i ham af Helles mor – den diabolske overklassedame med den slangeagtige figur og løvemanke-frisure, der i syrligt generationshad til sin egen datter forfører Tore indtil det uskyldige trekløver sønderbrydes.
Christine Albeck Børges Fru Junkersen er køligt katteagtig med en hvæsende ondskab bag den gysende skønhed. Hun inkarnerer dygtigt det mytologiske i sin figur, som er mere erotisk drømmesyn end person af kød og blod.
De tidstypiske kostumer sammen med den smægtende 1950’er-musik sikrer den uskyldsrene, sentimentale stemning, som er så central, og som helt blev bortraderet i Edward Flemmings middelmådige filmatisering fra 1980’erne. Umærkeligt blander de tidstypiske toner sig med indslag af nyere numre, som på uovertruffen elegant vis indikerer det på én gang partikulære og almengyldige i historien.
Sceneversionen af ”Den kroniske uskyld” indfanger ungdommens skrøbelige uskyld på så genuint rammende vis. Med få, men effektfulde, virkemidler får fortællingen nyt liv. Som når fortællerpositionen glidende roterer mellem de forskellige aktører. Elisa Kragerup formår her at fortolke uden at forvanske, og dét takket være et skarpt blik for det væsentlige i et værk. Selve det universelle, som giver fortællingen dens stedsegrønne status, og som til alle tider spejler den kroniske ungdom.