Ny bog fortæller om et liv i Indre Missions tjeneste

I ny erindringsbog fortæller Erik Back Pedersen om et rigt skoleliv inden for Indre Mission

Bogen efterlader et indtryk af en mand, der uden tvivl har sat sig spor. For eksempel via de samtaler, han som forstander lagde vægt på at have med de enkelte elever.
Bogen efterlader et indtryk af en mand, der uden tvivl har sat sig spor. For eksempel via de samtaler, han som forstander lagde vægt på at have med de enkelte elever.

Man inviteres ind i et liv og erfarer, at det er et godt sted at være. Varmen dominerer, den varme, der kommer af ægthed. Det var for mig situationen, mens jeg læste Jørgen Hedager Nielsens bog ”At sætte spor”.

Men ordet hele vejen igennem gives til hovedpersonen selv, Erik Back Pedersen (født 1953), der fortæller om et rigt virke gennem mange år i Indre Missions skoleverden. Han begyndte som lærer på Tommerup Efterskole, var derefter forstander på Rinkenæs Ungdomsskole, Frøstruphave Efterskole og Børkop Højskole. I dag er han medlem af Indre Missions hovedbestyrelse.

Erik Back Pedersen betegner sig som ”ungdommens mand”, optaget som han er af den tidlige livsfase, hvor intet har fundet sin endelige form, og man stadig er på vej – uden måske helt at vide hvorhen.

En balance er fundet med plads både til beskrivelser af den portrætteredes personlige liv med dets glæde og sorger, dels til livet på skolerne. Udfordringerne inden for sidsnævnte felt har været mange. Glimt af dem, når de snarere må kaldes problemer, får man også. Det er dog så afgjort de gode minder, der præger bogen. Den er som gennemlyst af taknemmelighed.

Jørgen Hedager Nielsen – en diskret formidler, der holder sig selv i baggrunden – skriver i forordet, at han ikke har interviewet Erik Back Pedersen, men lyttet til ham. Vi andre lytter på en måde også. Man føler, at han er tæt på. At han henvender sig til én, næsten som om man sidder i stue sammen. Dertil bidrager bogens mundtlige stil. Og ikke mindst den åbenhed og ærlighed, der kendetegner det skildrede på én gang afdæmpede og markante forløb. Ledsaget af adskilige fotos når bogen vidt omkring. Med hensyn til redaktionen af et givet stof kan det jo altid diskuteres, hvor meget der skal med. Indimellem kunne jeg nok ønske, at sparekniven havde skåret tættere ind til benet.

Bogen efterlader et indtryk af en mand, der uden tvivl har sat sig spor. For eksempel via de samtaler, han som forstander lagde vægt på at have med de enkelte elever – ud fra et overordnet ønske om at have dem med sig i arbejdet og give dem en forståelse for og en oplevelse af, hvad der tjente fællesskabet bedst. Han ville – som han skriver – ikke finde sig i ulydighed, men tilføjer, at ”fokus på firkantede regler” indebærer en risiko for, at man får eleverne imod sig.

Et dybt spor i ham selv blev afsat i barndommens ferier hos bedsteforældrene på deres husmandssted på Vive Hede ved Hadsund. Det var specielt bedstefaderens historie, der gjorde indtryk – hans omvendelse, der betød et radikalt brud med en drikfældig fortid. Hans liv ”vidnede om den glæde, han havde i at hvile i Guds kærlighed, og han kunne slet ikke tie stille med det”.

Erik Back Pedersen voksede op i det sydvestlige Jylland, i Sædding, hvor faderen havde et autoværksted. Materielt var hjemmet præget af nøjsomhed, til gengæld var det åndeligt særdeles levende – ”en missionsstation gennem min barndoms- og ungdomstid”.

For ham blev den personlige omvendelse ligesom for bedstefaderen et vendepunkt. Han husker den som en åbenbaring.

”Vi mærkede, at Gud var med i det hele,” skriver han i en anden forbindelse. Udsagnet kan opfattes som bogens morale. Erik Back Pedersen karakteriserer selv sin tro som meget enfoldig. Med Gud taler han som til en nær ven, som han beder om råd.

Et gribende udsagn om troens betydning får man hen mod bogens slutning, der skildrer en svær stund i 2017. Erik Back Pedersen var blevet ramt af en blodprop, og på sygehuset afventede han den umiddelbart forestående dobbelte bypassoperation. Han lå alene, var bange, men vidste, at der blev bedt for ham. Og pludselig oplevede han at blive båret:

”Der sænkede sig en ro helt ind i kroppen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene. Jesus var lige nøjagtig her midt i min storm”.