Dialog i tysk roadmovie er som at overhøre naboens teenagere diskutere politik over hegnet

Tysk roadmovie kredser om kærlighedens væsen, men den er for blodfattig til at omstyrte hjerter

Dialog i tysk roadmovie er som at overhøre naboens teenagere diskutere politik over hegnet

Når sommeren hælder mod forbi, lyser enkelhed op som en mulig ledetråd for de fortravlede. Kunne fødderne blot forblive i vandkanten, kunne tankerne flyve til himmels. Denne søgen efter det simple forsvinder lige så umærkeligt, som den dukker frem. Men hvis længslen stadig melder sig, kunne det friste at gå i biografen og rejse ned gennem Europa af de små lune veje i en retro-autocamper.

Jule (Mala Emde) kører fra Berlin til Portugal for at finde sin kæreste. Jan (Anton Spieker) rejser til Spanien for at finde sin forsvundne far. De to unge tyskere mødes om fraværet, da Jule samler Jan op. Og langsomt åbenbarer ”Camper 303” sig som en studentikos opremsning af livssyn.

Måske er det den manglende musikalitet i klipningen. En instruktørs sværmen for udpræget staccato kan give episodisk kvalitet i kapitelfilm som May el-Toukhys ”Lang historie kort”. Men i denne tyske romance bidrager bratheden mere til frustration end fornøjelse. For ethvert anslag til ungdommelig tristesse til 20’ernes brusende følelseshav kvæles af instruktør Hans Weingartners næsten curling-agtige hensyntagen til millennial-generationen.

24-årige Jule er gravid, men skal hun vælge en abort eller ej? Svaret finder hun alene i ørkenen – i ly for kameraets og publikums spørgsmål. Og Weingartner og hans tydelige plot ender med at løse problemet for hende.

Der er vidunderlige film i denne kørende komedie-genre, disse romancer, hvor ordenes udveksling over bumpende strækninger langsomt bygger op til de forløsende kys. Tænk blot på ”Da Harry mødte Sally” eller Richard Linklaters poetisk-dogmatiske ”Before”-trilogi med Ethan Hawke og Julie Delpy.

Men det kræver en dialog, der har så tilpas meget tyngde, at den er til at holde ud. Hvor ironien ikke er 1990’er-overfladisk, men med et vist tidløst schwung. Og med ”Camper 303” er det mere som at overhøre naboens teenagere diskutere politik over hegnet. Kapitalisme mod socialisme. Polyamori mod det monogame ideal. Polerne er trukket op, muren endnu ikke faldet, men sprækkerne bliver dog klædelige, da de to nærmer sig hinanden på forelskelsens glitrende vinger. Og det er her, når man ser dem med den andens forelskede blik, at begge karakterer bliver bærlige.

Alligevel trænger vi aldrig igennem Jules og Jans filosofiske panser. Det bliver traurigt at lytte til deres opstyltede dialoger.

Den nostalgiske camper og det dogmeagtige udtryk flyder fint sammen gennem et udefineret Europa. Katedralen i Köln udpeges, og Loirefloden benævnes, men det er et underligt flydende EU, camperen udforsker.

De to unge har så travlt med deres egne skolede holdninger, at de glemmer den virkelighed, de kører igennem. Og det sympatiske projekt, der banker bag alle ordene, får ikke lov til at brage igennem. Egentlig handler ”Camper 303” om at ankomme. Ikke til målet, men til livet. Denne dannelsesrejse, kærlighedsrejse, er betimelig i en travl tid, men gestussen føles nu alligevel nærmest tom.