Prøv avisen

Ungt litteraturhåb cementerer sit ry

Josefine Klougart udsender en ny, tænksom og henførende bog om at forlade en elsket og blive forladt

Josefine Klougart udsender en ny, tænksom og henførende bog om at forlade en elsket og blive forladt

Det er åbenbart ved at blive en tradition, at Josefine Klougart (født 1985) udsender en bog i årets første måneder. For to år siden debuterede forfatteren med en januar-bog, Stigninger og fald, sidste år fulgte hun op med endnu en januar-bog, Hallerne, og nu er det så tiden for en februar-bog. Den unge Klougart har så meget fart på skriveriet, at det næsten må gøre andre jævnaldrende kollegaer jaloux. For de læsere, der har tid til at følge med, er det vidunderligt.

LÆS OGSÅ: Debutant med kolossalt potentiale

Den nye bog, Én af os sover, kaldes som de foregå-ende to en roman, skønt der heller ikke denne gang er nogen egentlig fortælling og ikke ret meget andet end det fiktive jegs refleksion, erindring, forestilling og sansning.

Elementer, der fint kunne samles under betegnelsen prosadigt, men som her udfoldes kunstfærdigt over godt 250 sider.

Josefine Klougarts evne til at frembringe en usædvanlig rytmisk, billedrig og intens reflekteret prosa er usvækket, måske endda styrket. Der arbejdes med variationer af rytmen fra den lange, leddelte sætning til små, abrupte standsninger. Billedsproget er visuelt sanset og originalt, og det får lov at lyse op i fortællerens tætte refleksioner.

Fortælling i form af forløb, intrige og pointe er ikke tilstede i Klougarts roman. Man finder kun diskrete antydninger af den situation, hvori fortælleren befinder sig i. Den kvindelige jeg-fortæller bor i København, læser og skriver litteratur og har sin familie i Mols ligesom forfatteren. Desuden, og det er nok så vigtigt, er hun blevet forladt af en eller to mænd, der var betydeligt ældre end hende.

Om hun rent faktisk er blevet forladt, kan der ikke svares entydigt på i denne ekstremt refleksive prosa, og derfor kunne man med lige så stor ret sige, at hun er holdt op med at elske disse mænd. Kendsgerningen er, at de ikke længere bor sammen. Hvad der virkelig har fundet sted, og hvad der blot er tankespind i kærlighedens heksekreds, er kort sagt bogens store emne.

For at komme sig over bruddet og for at være nærmere sin mor, der ligesom i Stigninger og fald er kræftsyg, er fortælleren rejst tilbage til Mols. Det er vinter, og sneen falder uden for vinduet, men ofte går fortællerens tanker tilbage til andre steder og andre årstider. Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres:

Jeg tænker jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have.

Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende:

I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her.

Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990erne består af. Forbilledet synes dog at være et andet, nemlig den franske modernist Marguerite Duras, der blandt andet med romanen Moderato cantabile (1958) skrev en intens historie om umulig kærlighed.

Josefine Klougart foretrækker ligesom modernisterne abstraktion frem for konkre-tion, og hun undgår derfor helst at navngive bogens personer. Det skal kunne være hvem som helst og hvor som helst. I det sidste afsnit afviger hun fra sin egen regel og lader moderen spørge, om den sørgmodige fortæller savner en vis Jakob.

Svaret gives ikke, eftersom jeg-fortælleren allerede er faldt i søvn, og hvem er det mon så, der fortæller, tænker læseren. Men læseren tænker også tilbage til før bogens begyndelse, for der står nemlig, at bogen er dedikeret til Jakob og med den sjældne tilføjelse jeg elsker dig. Måske skyldes det også indflydelsen fra denne Jakob, når forfatteren, i en ellers fejlfri bog, på side 147 skriver J.P. Jacobsens navn med k. Josefine Klougart har således begivet sig ind i den komplicerede leg med fiktion og virkelighed, der kendetegner store dele af den nye danske litteratur.

Én af os sover er en tænksom og henførende bog, der helst skal læses, mens det stadig er vinter derude, og vi længes uhjælpeligt efter forårets milde vinde.