Unik arkitekturformidling bliver hædret med fornem pris

Kjeld Kjeldsen er en af verdens bedste formidlere af arkitektur. Han modtager nu Ny Carlsbergfondets Hæderslegat for sine næsten fem årtiers enestående udstillingspraksis på kunstmuseet Louisiana

Kjeld Kjeldsen er tidligere blevet hædret for sin store indsats i dansk arkitekturformidling med blandt andet Henning Larsen Prisen og Akademiraadets N. L. Høyen Medalje. – Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix.
Kjeld Kjeldsen er tidligere blevet hædret for sin store indsats i dansk arkitekturformidling med blandt andet Henning Larsen Prisen og Akademiraadets N. L. Høyen Medalje. – Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix.

Når arkitekten og museumsinspektøren Kjeld Kjeldsen (født 1943) nu modtager Ny Carlsbergfondets Hæderslegat – den fornemste hæder til et museumsmenneske i Danmark – sker det på baggrund af hans imponerende evne til at skabe nye fortællinger om arkitektur, ofte i skalaforholdet 1:1. Det var Louisianas grundlægger, Knud W. Jensen, der tilbage i 1973 – inspireret af MoMAs arkitekturudstillinger – trak Kjeld Kjeldsen til museet i Humlebæk.

Louisiana er selv et hovedværk inden for moderne dansk arkitektur med sin diskrete fremtoning, der spiller unikt sammen med naturen. Det var derfor oplagt at lade arkitekturen indgå som en del af udstillingsprogrammet. Det begyndte med ”Anonym design” i 1974. Herefter fulgte arkitekturudstillingen ”Alternativ arkitektur” (1977), fulgt op af en lang række arkitekturudstillinger. Nogle af udstillingerne har haft et bredere kulturhistorisk perspektiv og har båret præg af Kjeld Kjeldens antropologiske indsigt i det moderne liv. Herunder de uforglemmelige ”Homo Decorans – det dekorerende menneske” (1985), ”På kanten af kaos – nye billeder af verden” (1993) og ”Living” (2011-2012).

Senest har Kjeld Kjeldsen stået bag den monografiske udstillingsrække på seks, ”Arkitekturens værksteder”, hvoraf man kan se den fjerde, når museet forhåbentlig snart genåbner. Her kaster den indiske arkitekt Anupama Kundoo (født 1967) lys over en af tidens svindende ressourcer: tiden. De to næste i rækken ligger allerede på tegnebrættet hos den travle inspektør. I øvrigt er han en af de få medarbejdere, der for tiden ikke er hjemsendt. I stedet er han udsendt til Kunsten i Aalborg, hvor han p.t. projekterer en ny vandreudstilling, ”Arkitekturens magi”, som senere vil blive vist på Designmuseum Danmark.

Kjeld Kjeldsen har gennem snart 50 udstillinger – i gennemsnit en om året – vist, hvordan arkitektur, ofte i samspil med billedkunst, kan formidles, så det bliver et fascinerende møde. I stedet for plancher på væggene, modeller og fotografier af bygninger har han iscenesat arkitekturen, så den opleves rumligt, og publikum stimuleres både æstetisk, sensorisk og intellektuelt. Udstillingerne afføder ofte et lille gisp, fordi de er så imponerende iscenesat.

Kjeld Kjeldsen har gennem årene gjort hyppigt brug af installationskunstens virkemidler i crossover-udstillinger, der mixer billedkunsten og arkitekturen, så de tegner et samlet billede af en given periode. Han har også ofte benyttet et konfrontationelt udstillingsgreb, juxtaposition eller sidestilling, hvor værker mødes på tværs af tid og genrer. Udstillingerne er selv store installationer, der undertiden opføres i parken, så de levendegør bygningernes idéer og konstruktioner i den store skala.

Ny Carlsbergfondets forholdsvis nystiftede hæderslegat uddeles hvert andet år. Tidligere er det blevet tildelt direktørerne Poul Erik Tøjner, Louisiana, Helle Behrndt, Kunstforeningen, Frank Birkebæk, Roskilde Museum, og Jens Erik Sørensen, ARoS. Det er første gang, en museumsinspektør modtager legatet, som er på 300.000 kroner. Kjeld Kjeldsen vil bruge noget af det til en elcykel, så han kan cykle fra hjemmet på Frederiksberg ved København til arbejdspladsen i Humlebæk nord for hovedstaden.

Han er tidligere blevet hædret for sin store indsats i dansk arkitekturformidling med blandt andet Henning Larsen Prisen og Akademiraadets N. L. Høyen Medalje.

I denne artikelserie tegner vi portrætter af årets modtagere af Ny Carlsbergfondets Kunstpriser. Dette er den første artikel i forløbet. Læs i morgen om Gertrud Oelsner, museumsdirektør på Hirschsprungske Samling.