Unik udstilling med Thorvaldsen og hans konkurrent i Italien

For første gang kan man på samme museum i Milano se hovedværker af to af Europas største billedhuggere, Antonio Canova og Bertel Thorvaldsen

Danske Bertel Thorvaldsen og italienske Antonio Canova er samlet på en ny udstilling i Milano. – Foto: Gallerie d’Italia.
Danske Bertel Thorvaldsen og italienske Antonio Canova er samlet på en ny udstilling i Milano. – Foto: Gallerie d’Italia.

I Milano er der lige åbnet en udstilling, hvor man for første gang kan se nyklassicismens to store billedhuggere side om side, italienske Antonio Canova og danske Bertel Thorvaldsen. Udstillingen har vakt stor opmærksomhed i det italienske, hvor mange medier har fortalt om rivaliseringen mellem de to i begyndelsen af 1800-tallet.

Museet Gallerie d’Italia har formået at samle 150 af kunstnernes værker i tæt samarbejde med Thorvaldsens Museum, Eremitagen i Sankt Petersborg, Uffizierne, Vatikanet, Prado, Metropolitan i New York og J. Paul Getty i Los Angeles med mange flere. Milano-museet har givet den unikke og nærmest kolossale udstilling titlen: ”Den moderne skulpturs fødsel”.

”En duel mellem virtuoser,” skriver det italienske kunstmedie Il Giornale dell’Arte, mens La Repubblica spørger: ”Hvem vinder udfordringen?” – dog uden at komme med et svar.

”Denne udstilling er en stor begivenhed, fordi man her for første gang kan sammenligne to billedhuggere, italieneren Antonio Canova og danskeren Bertel Thorvaldsen, der virkelig fornyede skulpturkunsten og gjorde den populær i hele verden. Det gjorde de, fordi de med udgangspunkt i antikken var i stand til at genfortolke de store universelle mytologiske temaer på moderne vis,” siger kurator Fernando Mazzocca til nyhedsbureauet Ansa.

Side om side står nu Canovas gratie-gruppe og Thorvaldsens ”Gratierne og Amor” og ”Psyche”, ”Venus” og ”Hebe” sammen med så mange andre, at museet ikke tøver med at erklære, at de har samlet et ”marmorens Olympia”.

Antonio Canova kom til Rom i 1781 og døde der i 1822. Bertel Thorvaldsen ankom til den romerske hovedstad i 1797 og blev der i 40 år. De to kunstnere var i en årrække rivaler i en produktiv dyst, der gav Europa en lang række hovedværker. Thorvaldsen var yngre og lærte af de teknikker, som Canova havde udviklet. De var begge enormt populære hos datidens magt- og pengestærke elite, der satte pris på fornyelsen.

”Mere emotionel og sensuel hos Canova, mere kysk og asketisk hos Thorvaldsen,” skriver Il Giornale dell’Arte.

”En prestigefuld begivenhed, der gør det muligt at opleve deres fascinerende udvikling biografisk og kreativt,” skriver internetsiden Milano Events, mens Arte Magazine fortæller, at udstillingen vil dokumentere den ”ekstraordinære kompleksitet i de udødelige værker, som de to ’klassiske modernister’ formåede at skabe”.

”De to billedhuggere blev applauderet af tidens kritikere, fordi de var i stand til at lade sig inspirere af antikken, men altid med et blik for fornyelsen. En dualitet, som de begge forstod at fortolke og styre mesterligt,” hedder det i Arte Magazine.

Kurator Fernando Mazzocca siger til nyhederne TGCOM24, at udstillingen med de to kunstnere er en unik begivenhed.

”Det er ikke en udstilling, vi kommer til at se igen, for det er meget svært at samle så mange delikate skulpturer fra museer og samlinger i hele verden.”

Udstillingen ”Canova – Thorvaldsen” kan ses indtil den 15. marts 2020 i Gallerie d’Italia, Piazza Scala, Milano, Italien.