Prøv avisen
Eftertanken

Universitet og militær

Humanistiske fag nedlægges, fordi uddannelsessektoren bliver set på, som var det en virksomhed, hvor nytten skal kunne dokumenteres med tal. Tænk, hvis man så lige sådan på det danske forsvar

Sidst på efteråret gav det lidt skvulp i andedammen, at Aalborg Universitet havde besluttet at nedlægge sit tyskstudium. Der var de sædvanlige beklagelser over sædernes forfald og den sædvanlige mangel på lyst til at efterforske årsagerne endsige gøre noget ved dem. De af os, som i 30 år eller mere har prøvet at råbe politikere og erhvervsorganisationer op, kunne nok en gang konstatere, at nationen i bund og grund er ligeglad med sit dannelsesniveau.

Det er jo ikke sådan, at nogen har siddet og sagt, at vi ikke skal have åndsvidenskaber, herunder sproguddannelser, i Danmark. Det behøver man nemlig slet ikke at sige højt. Det er nok at indrette systemerne sådan, at udslettelsen af humaniora sker helt af sig selv.

Hvad er det så for en indretning, vi lever med? Det er synet på uddannelsessektoren som en virksomhed. Den skal styres efter samme principper som en erhvervsvirksomhed, alle aktiviteter skal kunne måles og vejes, nytten skal kunne dokumenteres med tal. For blot at tage universitetet: Ledelser udpeges fra oven uden hensyn til, om de nyder faglig respekt hos dem, de skal lede, men ud fra, om de forventes at læse regneark på samme måde som Finansministeriet. De studerendes indsats skal bedømmes som et job, med udregning af timetal og årsværk, og institutionen skal vurderes efter, hvor mange og hvor hurtigt den sluser igennem sine uddannelser, og ikke efter, hvor gode de er. Dette taxameter-system fører til, at eksaminer indrettes, så alle kommer igennem, for ellers får institutionen skåret i sine bevillinger.

Det nytter ikke at nægte det: Taxameteret er og bliver den største enkeltfaktor i ødelæggelsen af især de humanistiske fag og studier, fordi det alene ser på kvantitet og er ligeglad med kvalitet. Det tvinger til at styre efter, hvad der kan betale sig, i stedet for efter, hvad der er brug for. Det beror på den fejlslutning, at de to ting er identiske. Altså nedlægges ”urentable” studier, som måske kunne have et andet formål end blot at være umiddelbart økonomisk rentable.

Hvad nu, hvis man tænkte på samme måde om det danske forsvar? Der er jo ikke krig på vore breddegrader lige nu, så lad os nedlægge militæret. Det er, selv uden bedragerisager, ikke ligefrem rentabelt, så hvad skal vi egentlig med det? De fleste militærpersoner slår ikke nogen ihjel, de bruger så at sige ikke deres uddannelse. Nogle gør, det indrømmer vi, ligesom et par humanister fra underlige fag kan gøre nytte som konsulenter hist og her – men ellers sidder de fleste militære på kontor, og mange humanister er lærere, med andre ord ganske overflødige. Vi har jo internettet.

Sådan tænkes der i almindelighed ikke om militæret. Der er forholdsvis bred enighed om, at sådan noget må man hellere have, fordi man ellers kunne komme i en ubehagelig situation: blive afpresset af sine formodede fjender og ugleset af sine formodede venner eller omvendt – ja, og så fordi det nu engang hører til et lands inventar.

Forsvaret betragter man ikke som en forretning, men som en forebyggende foranstaltning over for uventede begivenheder eller som en forsikring, som kan begrænse følgerne af dem. Det ville være en rigtig god idé at se på samme måde på det danske uddannelsesvæsen, fra folkeskole til lærestol og laboratorium. Især fordi de uventede begivenheder her sker hver eneste dag året rundt og derfor kræver et endnu mere årvågent beredskab end forsvarets.

Sådan noget må man betale for. Men først bør man finde ud af, hvad man vil med det. Det gider man imidlertid ikke. Så bliver det også derefter.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.