Prøv avisen
Interview

Urfuglen kan igen blive en del af dansk natur

Henne Kirke-skråningen bevokset med lyng, revling og rensdyrlav. – Tegning: Jens Gregersen (1977).

I Danmark har vi fredet urfuglen ihjel. Det mener tegneren, forfatteren og fuglekenderen Jens Gregersen, der i en ny bog anviser en metode til at få den ikoniske fugleart tilbage på den jyske hede. Selv har han i mere end 35 år boet på den fuglerige og fredede ø Vorsø i Horsens Fjord

Få nulevende mennesker har set en dansk urfugl. Jens Gregersen er en af dem.

Det var ved solopgangstid en maj morgen i 1976, og stedet var Bjålum Klit i det vestjyske fuglereservat Tipperne. Som tegner er hans vidnesbyrd om episoden naturligvis en stregtegning. Af den sorte urfuglekok stående på toppen af en indlandsklit i færd med at udføre sit forårsritual, det såkaldte spil, hvor dens lyreformede hale slås ud som en vifte, og stemmen udsender gurglende og rullende lyde.

Det er også maj, og om ikke morgen, så i hvert fald formiddag, da Jens Gregersen kommer kørende i sin traktor gennem lavt vand for at hente avisens udsendte. Den usædvanlige adgang til interviewet skyldes, at tegneren, fortælleren og fuglekenderen bor på den 65 hektar lille ø Vorsø i Horsens Fjord. Hertil går ingen færge eller båd i det hele taget. For på øen bor kun Jens Gregersen og hans kone Sus – foruden 50 ynglende fuglearter og alle de andre smådyr, der hører til habitatet.

Vorsø har været fredet siden 1928 på grundlag af et legat fra zoologen Herluf Winge og kan kun betrædes med tilladelse og med Jens Gregersen som guide. Han har tidligere udført tælleopgaver på øen, ligesom han i sin tid har gjort på Tipperne, men nu holder han opsyn og viser besøgende, der kan være alt fra forskere til små grupper af utilpassede unge, rundt på øen. Men mest af alt tegner, maler og skriver han. Altid om naturen.

Om få dage udkommer hans seneste værk ”Den jyske hede. I urfuglens tid”, så naturligvis skal vi snakke om urfugle. Der er bare så meget andet, der ”forstyrrer” her i Jens Gregersens have, der er et stykke gradvist tæmmet natur. En knejsende hane spankulerer jævnligt forbi med sit harem af kaglende høns inden for sikker rækkevidde. Hen over den meget blå himmel passerer den ene fugl efter den anden, ligesom eksemplarer af de bevingede dyr ustandseligt gør deres entré på hustaget. Og farvestrålende sommerfugle flakser i luften lige ud for vores ansigter.

”Det var en fiskehejre, og der kommer en lærkefalk,” bemærker Jens Gregersen, da vi har sat os i skyggen ved et sæt havemøbler, der næsten falder i ét med omgivelserne.

Lyden er et kapitel for sig. Et symfonisk orkesterværk, hvis intensitet snildt kan måle sig med en hvilken som helst koncertoplevelse, er det. Violiner, blæsere og slagstøj er her skiftet ud med et kor af forskellige fuglestemmer, der hele tiden synes at tage over efter hinanden. For det uøvede øre lyder det bare smukt, men for Jens Gregersen er det ikke bare fuglesang. Det er, lige der, tornsangeren, solsorten, musvitten, bogfinken og vipstjerten.

Hans fugleinteresse har varet lige så længe, som han har været i verden. Sådan føler han det i hvert fald og kan ikke sætte en dato eller bestemt begivenhed på, hvad der udløste den. Som helt ung kendte han derfor også godt Vorsø. Men kun som et uopnåeligt sted, hvor kun kloge professorer og naturforskere kom. Nu har han selv boet her i mere end 35 år. Dog med lange afbræk, hvor han typisk opholder sig i arktiske egne. Ligesom trækfuglene.

”Fuglene er altid mit udgangspunkt,” som han siger.

Jens Gregersen lever for og i naturen, men han er ingen naturromantiker. Når han i den kommende uge udgiver en bog om den ikoniske, og i Danmark uddøde, urfugl, handler det for ham heller ikke om en alting-var-bedre-i-gamle-dage-holding. Det handler mere om, at urfuglene, især hannen, som digteren Steen Steensen Blicher kaldte for hedens sorte kok, kan give store naturoplevelser for nutidsmennesker.

”Det er ikke sådan, at jeg vil sætte alt ind på, at vi får urfuglene tilbage i Danmark, men jeg har lyst til at gøre opmærksom på, at det forholdsvis let kan lade sig gøre. Hvis vi vil, så kan vi,” fastslår han.

I modsætning til, hvad de fleste tror, så har urfuglens tilbagekomst ifølge Jens Gregersen ikke kun noget at gøre med fredning.

”I Danmark har vi faktisk fredet urfuglen ihjel,” siger han og forklarer så, at urfugle foretrækker hedearealer, hvor der er landbrugsdrift i nærheden.

”Da fredningerne begyndte at vinde indpas, stoppede enhver aktivitet på hederne. Samtidig blev dyrkningen af arealerne uden for hederne mere intensiv, og grænsen mellem fredet hede og landbrug blev for skarp for urfuglene,” siger Jens Gregersen. Ifølge ham er urfuglen ingen vildmarksfugl, men en art, hvis ideallandskab findes i grænselandet mellem hede og opdyrket land.

”Det er en kendsgerning, at urfuglens opblomstring efter en nedgang i 1800-tallet faldt sammen med det tidspunkt, hvor der var størst variation i landskabet. Her vekslede hedearaler med marker og små plantager. Bestanden var dengang større end senere, hvor opdyrkning og tilplantning var taget til i omfang, men den var også større end dengang, hvor mil efter mil var dækket af ensartet hedevegetation,” siger han og konkluderer:

”Urfuglens succes var altså baseret på hedens opdyrkning, men gik tilbage i antal, da de fredede hedearealer blev pakket ind i intensivt dyrkede områder.”

Blandt andet på baggrund af et område ved Lüneburger Heide mellem Hamborg og Hannover, hvor der findes en bestand på omkring 250 urfugle, skitserer Jens Gregersen i sin bog et forslag til, hvordan Danmark kan få urfuglene tilbage. Med forslaget, som han kalder både fiktivt og vovet, vil han gerne gøre opmærksom på, at Jylland kan få et naturområde i verdensklasse.

Udgangspunktet er et areal, der strækker sig fra Nørlund Plantage over Harrild Hederne, Topbjerg og Flø Heder syd for Fasterholt til Holtum Hede. Også områderne vestpå til Borris Hede og Skjern Å-deltaet kunne med fordel inddrages, mener Jens Gregersen, der forestiller sig en fremtidig nationalpark, der kunne kaldes: Borris-Skarrild-Harrild – et hedens kulturlandskab.

Urfuglen kunne så indføres fra Lüneburger Heide, en øvelse, som Jens Gregersen finder lige så meningsfuld som den genindførelse af bæveren i Klosterheden ved Struer, som Naturstyrelsen valgte for nogle år siden.

”Urfuglen har noget ophøjet, næsten majestætisk og magtfuldt over sig. Dens parringsritual, spillet, har altid betaget mennesker, og vil igen kunne give store oplevelser til besøgende i hedelandskabet,” siger Jens Gregersen, der mener, at den kendsgerning, at urfuglene kun fandtes i Danmark i større antal af menneskeskabte årsager, netop kunne være grund til at gøre forsøget på at genindføre den.

I modsætning til de indvandrende ulve, der i øjeblikket deler vandene i dele af Jylland, bliver urfuglene af de fleste mennesker forbundet med noget sympatisk. Det handlede ifølge Jens Gregersen i sin tid også om, at de smagte godt.

Der var op igennem 1900-tallet en udbredt jagt på urfugle, en jagt som blandt andet de jyske digterpræster Blicher og Kaj Munk var ivrige deltagere i.

Jens Gregersen har aldrig skudt en fugl og kommer næppe til det. Han lever med fuglene, ikke af dem. Hans intense glæde ved fuglene lyser ud af ham, da avisens udsendte inden traktor-afrejsen fra Vorsø tilbage til Jylland opfordres til at gå med ind på øens midte. Her huserer den absolut øverste i fuglehierarkiet, ørnen. De sidste syv år har et havørnepar ynglet på Vorsø, og i år er ingen undtagelse. I et gammelt, højt træ midt i en tæt bevokset skovbund, fyldt med alt fra bregner til brændenælder, findes ørnereden. Vi vover os så tæt på, at reden kan iagttages gennem en kikkerts sigtekorn.

”Se, nu er de der begge to,” udbryder Jens Gregersen og udlåner med stor fornøjelse sin kikkert. Og ganske rigtigt: Der sidder to snart flyvefærdige havørneunger og venter på den middagsmad, som forældrene er i gang med at skaffe.

Hvem ved, måske kan urfuglehannens kurtisering også snart iagttages et sted i Danmark.

Fiktivt og vovet, kalder Jens Gregersen sit forslag om at gøre et stort areal i Vestjylland til nationalpark for at genindføre urfuglen. ”Hedekulturlandskabet Borris-Skarrild-Harrild” foreslår han at kalde området.
Urfuglekokke i deres ideallandskab med hede grænsende til opdyrket land. – Tegning: Jens Gregersen (1975).
Henne Kirke-skråningen bevokset med lyng, revling og rensdyrlav. – Tegning: Jens Gregersen (1977).