Prøv avisen
Film

Urmagerens tretten minutter, der næsten ændrede verdenshistorien

5 stjerner
Christian Friedel i rollen som Georg Elser, der vælger at følge sin overbevisning, da det virkelig gælder. Foto: SF Film

Snedkeren og urmageren Georg Elser forblev en gåde for Adolf Hitler. Selv efter Elser udførte et attentat imod den tyske diktator, holdt han ham i live indtil 1945. Denne autentiske film åbner op for de etiske dimensioner bag urmagerens mod

Den tysksprogede forfatter og nobelpristager Elias Canetti beskriver i sit filosofiske hovedværk ”Masse og Magt” (1960) diktaturets og diktatorens væsen som paranoidt. Diktatoren ser potentielle fjender overalt og anskuer verden omkring sig som én stor sammensværgelse. Fjenderne er ikke blot ”de andre”, men også ”ens egne”. Derfor vil et totalitært regime føre krig ikke alene mod erklærede fjender uden for landets grænser, men også – og som det første – imod regimets egne borgere.

Af disse grunde forblev snedkeren og urmageren Georg Elser en gåde for den tyske diktator Adolf Hitler. En så stor gåde, at Hitler holdt Georg Elser i live fra 1939 og helt frem til 9. april 1945, hvor han på en af førerens sidste ordrer blev henrettet. Når Hitler holdt Elser i live i modsætning til millioner af andre reelle og indbildte fjender, skyldtes det, at Hitler ikke forstod Elser og vægrede sig ved at tro, at Elser – ene menneske – havde forsøgt et dræbende attentat imod ham.

Attentatet mod Hitler blev udført af Georg Elser den 8. november 1939 i ølkælderen Bürgerbräukeller i München. Her holdt Hitler år efter år en særlig mindetale for nazistpartiets grundlæggere. Det vidste Elser, og han havde det meste af et år forberedt attentatet. Hitler stod rituelt midt i lokalet under en bærende søjle med et svastikabanner som baggrund. I en måned havde Elser nætter igennem udhulet et parti af søjlen, så han kunne få plads til en tidsindstillet bombe. Sindrigt konstrueret af den snilde mand, der til daglig arbejdede som snedker og urmager.

Elser vidste, at Hitler plejede at ophidse sig selv og sine tilhørere igennem to fulde timer i Bürgerbräukeller, og indstillede timeren i sin bombe, så den ville eksplodere midtvejs i seancen. Men netop i 1939, hvor Hitlers megalomane magtbegær udløste Anden Verdenskrig, måtte føreren fatte sig noget kortere end vanligt. Han forlod ølhallen efter en lille time, og 13 minutter senere eksploderede Elsers bombe. Den var anbragt perfekt og fik taget i Bürgerbräukeller til at styrte sammen. Otte blev dræbt og adskillige såret. Der var bare den hage ved Elsers minutiøse plan, at selve ondskabens inkarnation havde forladt bygningen.

Georg Elser selv blev i nøjagtig de samme timer arresteret i Konstanz ved Boden-søen, hvor han forsøgte at krydse grænsen til det neutrale Schweiz. Havde Elser været omhyggelig med bomben, var han ikke i samme grad omhyggelig med sin egen flugt. Han bar rundt på papirer, der afslørede hans identitet, og tillige ark med manualen til, hvordan han havde fremstillet bomben. Det var for amatøragtigt til, at de tyske magthavere kunne tro på, at det var sandt. Ja, ikke blot Hitlers håndlangere, men også efterkrigshistorien fandt, at der var noget naivt, hvis ikke utilregneligt, ved Elser og hans forehavende. Attentatet var umuligt noget, han kunne have været alene om, og hvis det var tilfældet, måtte han have været sindsforvirret.

Det er præcis her, at Oliver Hirschbiegel begynder sin film om Georg Elser (Christian Friedel), der på dansk har fået titlen ”Urmageren”. Ved Elsers arrestation og forhøret i Berlin, som blev ledet af Gestapo-officeren Heinrich Müller (Johan von Bülow) og SS-officeren Arthur Nebe (Burghart Klaussner). Ikke to af Guds bedste børn, mildt sagt. Müller orkestrerede naziregimets omfattende tortur, og Nebe var manden, der udviklede giftgassen, der tog livet af millioner af mennesker under holocaust. Filmens ene halvdel udvikler sig til et kammerspil mellem de tre mennesker i forhørslokalet, hvor Elser udsættes for pinsler hinsides almindelig fatteevne.

Det sker efter den logik, der hersker uindskrænket i diktaturets inderste: den paranoide. På opdrag af Hitler søger Müller og Nebe efter sammensværgelsen. Hvem stod bag Elser? Hvem havde sat ham i scene? Hvem dækkede han over? Og hvad var Elser for en type, når han stik imod regimets egen logik begik højforræderi? 

Se traileren til "Urmageren" herunder 

Kammerspil skal her tages bogstaveligt. Torturkammeret lukker sig klaustrofobisk om Elser og hans pine. Men det lukker sig også omkring Müller og Nebe, der på en måde bliver besat af hans gåde. Især Nebes stålsatte opfattelse af regimet og sin egen magtfuldkommenhed begynder at skride, da han erfarer, at Elser vitterligt synes at have været helt alene om sit dristige forehavende.

Nebes gradvise forvandling og begyndende tvivl er suverænt gestaltet af Burghart Klaussner. Da Nebe under et af de talrige forhør skriger ind i hovedet på Elser: ”De lider af forfølgelsesvanvid!”, karakteriserer han dybest set sig selv og ikke mindst det morderiske regime, han repræsenterer. Historisk ved vi, at Nebe sluttede sig til gruppen bag greve Claus von Stauffenbergs attentat mod Hitler og forsøg på statskup i krigens sidste år. Filmen skildrer ikke dette, men konsekvensen af Nebes illoyalitet, da han bliver hængt i en klaverstreng den 3. marts 1945, kun en måned før Elsers henrettelse. Bøddel og offer følges i døden.

Det fine ved Oliver Hirschbiegels film er, at den ikke kun lukker sig klaustrofobisk om Georg Elser og hans pine, men også åbner for en både følelsesladet og nuanceret psykologisk og etisk forståelse af hans bevæggrunde. Alt det i de menneskelige mellemrum, som det paranoide naziregime ikke er i stand til at fatte, endsige håndtere. I en række erindringsglimt ruller ”Urmageren” det menneskelige klokkeværk op og humaniserer det. Elser skildres som en ung musikalsk Adonis, der charmerer de søde piger i alpelandsbyen. Får han ikke den ene, så tager han den anden – for i sidste ende at forlade dem begge.

Elser har svært ved at tage stilling og tage ansvar. Men gradvist kommer han til det. Da hans kommunistvenner arresteres og interneres, da hans familie ikke længere kan klare sig selv, og da landsbyens smukkeste kvinde tyranniseres af sin mand. Filmen skildrer tillige den gradvise nazificering af det lille samfund og Elsers undrende og med tiden plagede ansigt. Der er et metafysisk spor igennem hele filmen. Elser er pacifist og kristen. I sidste ende er der kun et tegn, han kan vende sig imod: korsets. Det er fra troens etiske fordring, han – omsider og efter megen tøven og udsættelse – henter sin styrke.

Elser anskuer den kommende krig som en altødelæggende apokalypse. Og han ønsker ikke Tysklands ødelæggelse og ufrihed. Under et af forhørene siger han til den stadigt mere anfægtede Nebe: ”Jeg var et frit menneske.” Han ved godt selv, at han aldrig mere bliver et frit menneske igen, men ønsker for sine medborgere og kære, at de skal blive det. Elser bliver individet, der træffer et suverænt valg under et forsyn, der rækker hinsides den verden, der er i opløsning omkring ham. Dette skildrer filmen overbevisende og med en stærk, dramatisk underspillet styrke.

”Urmageren” er, i lighed med de senere års forskning, baseret på den forhørsprotokol om tilfældet Georg Elser, som blev fundet i 1964 og publiceret i 1970. Heraf fremgår det, med hvilken stamina Elser fremstod over for sine nazistiske bødler, og med hvilken overbevisning han overlevede moralsk. Oliver Hirschbiegel forlener sin film med autenticitet og troværdighed. Det er hans bedste film siden ”Der Untergang” om Hitlers sidste dage i førerbunkeren fra 2005. Den var baseret på Hitlers sekretær, Traudl Junges erindringer om tiden under Hitler. Under krigen forblev hun en slags umoden medløber. Modsat Georg Elser, der erhvervede styrke og overbevisning til at gøre op med den ideologi og de umennesker, der ødelagde hans verden og så mange andres.

Georg Elsers bombe sprang 13 minutter for sent til at ændre historien. Men til gengæld har historien rehabiliteret ham som en mand, der kendte sin besøgelsestid, da det virkelig gjaldt.

kultur@k.dk

tTg5exZYUpY
Georg Elser var en stor gåde for Hitler, der trods Elsers attentat imod ham holdt ham i live indtil 1945. Det er Christian Friedel, der spiller den altdominerende hovedrolle i filmen. Foto: Bernd Schuller