Chefredaktør: Den amerikanske valgkamp viser, at USA nærmer sig Europa

Med Donald Trump er arven efter Ronald Reagan, som stod for mindre stat, flere indvandrere og en inkluderende kristendom, smidt på den historiske mødding. Det kan blive fatalt for det republikanske parti, forudser Jacob Weisberg, chefredaktør for magasinet Slate og forfatter til en ny biografi om Reagan

Normalt vælger amerikanerne en kristen præsident, der i sin religiøse retorik er inkluderende, i praksis er aktiv kirkegænger, og som i livsstil udstråler klassiske familieværdier. Men ingen kandidat opfylder rigtig disse krav i år – mindst af alle da Donald Trump.
Normalt vælger amerikanerne en kristen præsident, der i sin religiøse retorik er inkluderende, i praksis er aktiv kirkegænger, og som i livsstil udstråler klassiske familieværdier. Men ingen kandidat opfylder rigtig disse krav i år – mindst af alle da Donald Trump.

Den amerikanske valgkamp er den mest forbløffende og mindst forudsigelige i mange år. Republikanerne er på randen af nedsmeltning efter en uge med voldsomme personangreb og et nyt lavpunkt i partiets interne debat.

Demokraterne er blevet taget på sengen af den anti-establishment-bølge, der skyller hen over landet, og som har bragt outsidere som Bernie Sanders og Donald Trump til tops.

Wall Street og Washington – symbolerne på den finansielle og politiske elite – har ingen god presse for tiden her i USA, og lederskaberne i begge partier kommer til at kæmpe med den afgrundsdybe mistillid til eliten, som valgkampen har afsløret. Og det er uanset, hvem der vinder valget til november.

På det religiøse område er valgkampen ligeledes ualmindelig i år. Normalt vælger amerikanerne en kristen præsident, der i sin religiøse retorik er inkluderende, i praksis er aktiv kirkegænger, og som i livsstil udstråler klassiske familieværdier.

Men ingen kandidat opfylder rigtig disse krav i år – mindst af alle da Trump, der er gift for tredje gang, har en krigerisk retorik over for anderledes-troende og først for nylig fandt ud af, at han er presbyterianer.

Hvordan er det kommet dertil, at USA – det mest religiøse land i den vestlige verden – ikke kan stille med en præsidentkandidat i stil med Jimmy Carter eller Ronald Reagan, eller Bush og Obama for den sags skyld, der alle bekendte sig til kristendommen og en kærlig og tilgivende Gud?

Det har Jacob Weisberg en forklaring på. Han er forfatter og kommentator ved en række toneangivende tidsskrifter og aviser i USA og er chefredaktør og ansvarlig for onlinemagasinet Slate, der dækker kultur og politik.

Som liberal, jødisk storby-intellektuel er han ikke ligefrem mønstereksemplet på en Trump-kernevælger, men han har netop udgivet en bog om den republikanske præsident Ronald Reagan, som han egentlig afskyede som ung, men hvis indsats han nu har revurderet. Takket være Reagans indsats sluttede den kolde krig tidligere og langt mindre blodigt, end man forventede i samtiden, mener Weisberg.

Han tager imod på Slates redaktion på Manhattan i New York og undskylder rodet på sit kontor med, at magasinet snart flytter til nye lokaler i Brooklyn. Der er imidlertid intet rod i Weisbergs ræsonnement vedrørende de religiøse vælgere i USA:

”Ironien i denne valgkamp er, at gruppen af evangelikale vælgere ud fra politiske og kulturelle værdier burde stemme på Trump. Men han er tydeligvis ikke kristen og har ingen familieværdier, så de evangelikale står uden en klar favoritkandidat. Det er et åbent spørgsmål, hvor mange af dem der overhovedet vil stemme til valget,” siger Weisberg.

Han bakkes op af en markant udmelding tidligere på ugen fra den evangelikale kommentator Peter Wehner. I en kommentar i New York Times skrev Wehner:

”Trumps karakter er antitesen til mange af de kvaliteter, som evangelikale burde prise hos en politisk leder: integritet, medfølelse og afbalancerede overbevisninger, visdom og sund fornuft, troværdighed og det at være dedikeret til det gode i moralsk forstand.”

Weisberg fortæller, at samme vælgergruppe oven i skuffelsen over Trump med rette følte sig snydt ved sidste valg, hvor republikanerne opstillede Mitt Romney, der er mormon og derfor på ingen måde oplagt for evangelikale at stemme på. ”The Grand Old Party”, som republikanerne kaldes, risikerer derfor at skubbe en vigtig vælgergruppe fra sig, hvis de nu opstiller Trump.

”Samtidig ser vi, at de evangelikale står mindre stærkt, end dengang de stemte på først Carter og siden Reagan. Kirkegangen er vigende, og de har tabt en række mærkesager, mest oplagt i spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber,” siger Weisberg.

På den anden side af det politiske spektrum ser man en lignende afmatning. Gruppen af gamle protestantiske kirkesamfund – presbyterianere, metodister, episkopale, kongregationalister, med flere, er i tilbagegang – en udvikling, som forfatteren og filosoffen Joseph Bottums har dokumentret i den glimrende bog om emnet ”An Anxious Age:

The Post-Protestant Ethic and the Spirit of America”. Disse kirkeretninger, der går tilbage til USA’s grundlæggelse, er som regel socialt progressive og stemmer demokratisk, men de er ikke mange nok til at påvirke den nationale demokratiske politik. Og da de fleste jødiske og katolske stemmer i det nordlige og midtvestlige USA næsten pr. automatik går til demokraterne, er de fra et valgsynspunkt uinteressante.

Hvad de sorte angår, er det lidt anderledes – en stor del af afrikansk-amerikanerne er kristne, men de stemmer også næsten altid demokratisk, og hvis Trump fortsætter sin hadske retorik over for minoriteter, vil flere fra denne gruppe komme af huse til valget og trække resultatet i demokratisk retning.

Men nok om valgmatematik. Hvad er den manglende tro i valgkampen ifølge Weisberg udtryk for?

”Jeg tror, at USA i fremtiden på visse punkter bliver som Europa,” svarer han og fortsætter:

”Vi ser et amerikansk republikansk parti, der på afgørende områder har brudt med arven fra Reagan. Reagan gik ind for mindre stat, lavere skatter og et stærkt militær. Samt for øget indvandring. Det sidste er vigtigt. Reagan kom fra Californien, hvor illegale mexicanske indvandrere er afgørende for samfundets opretholdelse. Han var selv indvandrerbarn og opfattede altid immigration som en kerne-amerikansk værdi og som uomgængelig for øget vækst og udvikling. Nutidens republikanere er dybt uenige med ham, selvom de hylder ham i skåltaler. Trump vil have mere stat, flere velfærdsydelser og ingen indvandring. Han er anti-Reagan – og anti-Bush for den sags skyld, for også den tidligere præsident var for indvandring og positiv over for latino-vælgerne.”

Weisberg forklarer, at denne udvikling bringer republikanerne tættere på Europa af to årsager. Trump-delen af partiet er klassisk populistisk og minder med indvandrer- og elitekritik mere om de fascistiske bevægelser, man kender fra Europa, end de minder om klassisk republikansk politik. Og den del af republikanerne, der ikke er populistisk, men sværger til Reagan-arven, er også ved at nærme sig Europa:

”Trods Reagans retorik om lavere skatter og mindre stat er velfærdsstaten i USA vokset konstant, siden han trådte til. Vi nærmer os et punkt, hvor dette opgør ikke giver mening længere, for både demokrater og republikanere har udvidet velfærdsstaten. Deri ligner de de konservative i Europa, der jo heller ikke har tilbagerulning af velfærdsstaten som politisk program. Der er konservative på andre områder, men ikke i fordelingspolitikken,” siger Weisberg.

Så uanset om Trump- eller establishment-fløjen vinder den aktuelle kamp i partiet, vil republikanerne nærme sig os i Europa. Og da demokraterne allerede er europæiske i deres syn på mange emner, og eftersom religion betyder mindre i politikken, vil vi se et USA på vej over Atlanten. Forudser altså Weisberg.

Han er imidlertid den første til at indrømme, at politiske analytikere som han selv ikke altid er de bedste eksperter.

”Ingen af os forudså Trumps succes. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kender en eneste Trump-vælger. Af cirka 2000 numre i min telefonbog er ikke en eneste til en Trump-sympatisør. Jeg bevæger mig i intellektuelle, kosmopolitiske kredse, og her så ingen revolutionen i det republikanske parti komme,” siger Weisberg beklagende.

Gør det dig ikke mere selvkritisk?

”Jo. Det har lært mig, hvor isolerede vi alle kan blive. Men det er ligesom med økonomernes forudsigelser. Hvor mange forudså den finansielle nedsmeltning i 2008? Ingen! Bør det slå skår i standens renommé? Til en vis grad, ja. Både økonomerne og vi politiske analytikere lever jo af at forudsige og udlægge udviklingen,” siger Weisberg.

Vi må se, om Weisberg får ret i analysen af USA’s bevægelse i europæisk retning. Men da han nu ikke så Trump komme, tør han så forudsige, hvem der vinder til november?

”Ja. Det bliver Hillary Clinton. Det bliver på et andet program end det, hun lagde ud med, for Bernie Sanders’ succes hos unge mennesker, der er for socialisme og imod militær intervention i udlandet, kan hun ikke ignorere, selvom hun hverken er socialist eller isolationist. Men demografien er imod Trump. Hans base af hvide, midaldrende mænd fra de landlige egne er ikke stor nok til, at han kan vinde et præsidentvalg.”

”Men det opbrud, som han har skabt i partiet, vil fortsætte, også selvom han taber.”