USA genopdager den oversete hvide underklasse

To af de mest omtalte bøger lige nu i USA søger nye forklaringer på landets politiske krise ved at fokusere på den hvide underklasse. Moral, ikke økonomi, er afgørende for at forstå udviklingen, mener forfatter

Historikeren Nancy Eisenberg påpeger i sin bog om den hvide underklasse, at der altid har været stor fattigdom i dele af USA, hvor land- og industriarbejdere er blevet udnyttet, men at mange har haft en interesse i at ignorere dem. Her ses medlemmer af familien de Marco fra New Jersey i 1910. Familiens levebrød var som tranebærplukkere. –
Historikeren Nancy Eisenberg påpeger i sin bog om den hvide underklasse, at der altid har været stor fattigdom i dele af USA, hvor land- og industriarbejdere er blevet udnyttet, men at mange har haft en interesse i at ignorere dem. Her ses medlemmer af familien de Marco fra New Jersey i 1910. Familiens levebrød var som tranebærplukkere. – . Foto: Lewis Wickes Hine/Bridgeman Art Library/Scanpix.

I historiebøger om USA kaldes landet ofte et klasseløst samfund. De forenede stater er i et vist omfang grundlagt i opposition til Europa, hvor mange af de første udvandrere kom fra, og historikere mener, at det netop var det rigide europæiske klassesystem med opdeling af de nationale befolkninger i kategorier som arbejderklasse og aristokrati, som indbyggerne i ”Den nye verden” i USA ønskede at slippe for.

I egen selvforståelse er alle amerikanere derfor medlemmer af middelklassen. Ingen har arvet deres privilegier, og alle må kæmpe for egen lykke i et kapitalistisk system, der belønner den foretagsomme og dømmer den dovne.

Helt så enkelt er det nu ikke, mener historieprofessoren Nancy Eisenberg, der i en af dette valgårs mest omtalte amerikanske bøger går i rette med sine kollegers karakteristik af USA som klasseløst. I ”White Trash. The 400-Year Untold History of Class in America” reviderer hun opfattelsen af USA’s historie og gør næsten Jesu ord ”De fattige har I altid hos jer” til sine egne.

Fattigdom, endda den ekstreme af slagsen, har alle dage været en del af virkeligheden for utallige amerikanere, og hvad mere er: De fattige har aldrig haft muligheden for at løfte sig over deres udgangspunkt og udleve den amerikanske drøm om i dag at være skopudser og i morgen at være præsident. En permanent, fattig underklasse har været et faktum i USA siden landets grundlæggelse.

Siden den tidlige kolonisering var jordbesiddelse et tegn på magt, og datidens verden var skarpt opdelt i jordejere og dem, der arbejdede i markerne. En af Eisenbergs pointer i bogen er, at det ofte er sorte amerikanere, der er blevet set som dem, der arbejdede i markerne, mens de hvide slave- og jordejere svingede pisken. Afrikansk-amerikanere blev rigtignok udnyttet, men på trods af, at efterkommerne af slaverne i dag kun udgør 13 procent af befolkningen, tror mange alligevel, at det primært var sorte amerikanere, der blev udnyttet på markerne i de tidlige kolonidage. De hvide er blevet overset, med andre ord.

At denne gruppe historisk set er blevet overset, er måske en forklaring på, at så mange i den aktuelle valgkamp er blevet overraskede over støtten til republikanernes præsidentkandidat Donald Trump. Blandt hans kernevælgere finder man mange, men ikke udelukkende, efterkommere af Eisenbergs ”hvide skrald”: Arbejdere, der er blevet oversete af markedskræfterne og jord- og fabriksejernes dispositioner i en økonomi under hastig forandring. Nu lader de høre fra sig, til stor overraskelse for det dannede hvide Amerika, der som så ofte før i historien har overset den hvide underklasse.

Mens Eisenberg kaster historikerens blik på den hvide underklasse i de øde bjerghytter, misligholdte trailer parks og depressionsramte småbyer i rustbæltet, giver den ligeledes meget omtalte bog ”Hillbilly Elegy” stemme til de oversete hvide selv. Og det er ikke nødvendigvis en stemme, der er behagelig at lytte til.

Forfatteren hedder J.D. Vance, og han er selv vokset op i den usleste fattigdom i Appalachia-bjergene. Hans mor var narkoman og havde mange skiftende partnere, og han beskriver i bogen en depraveret kultur med vanrøgt af børn (babyer på ni måneder får cola i deres sutteflasker...) og bevidst udnyttelse af velfærdsydelser.

Vance kom ud af elendigheden takket være sin bedstemors støtte og chancen for at komme i marinekorpset, hvor han lærte disciplin og sammenhold. Nu kunne Vance lyde som en amerikansk udgave af Karina Pedersen, der er kommet i vælten med bogen ”Helt ude i hampen”, men dels er der ikke sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af Vances barndomserindringer, dels har den amerikanske bog et lidt andet sigte. Vance vil gerne pege på, at kultur og normer, ikke økonomi og velfærdsydelser, er afgørende for en stabil opvækst for børn, og at hjælpeløshed og fattigdom ikke er reserveret til bestemte samfundsgrupper. Det kunne man jo ellers godt tro af den ophedede racedebat i USA, hvor man fra stemmer på højrefløjen hører, at især sorte amerikanere har svært ved at passe et job, undgå skilsmisser og forsørge sig selv. Kulturen i den sorte og den hvide underklasse ligner faktisk hinanden ret meget.

I en kommentar om bogen skriver den ansete politiske kommentator Joe Klein i den nye udgave af Time Magazine:

”Noget meget mere kompliceret (end påstanden om, at sorte klarer sig dårligere end andre samfundsgrupper, red.) er på færde, et kulturelt dilemma, der er opstået med ’frisættelsen’ af det amerikanske samfund i de seneste 50 år. Det er et fænomen, der overskrider den herskende venstreorienterede (og Trump’ske) teori om, at den sorte og den hvide underklasse opstod da produktionsjob gik til udlandet.”

Forklaringen på den amerikanske underklasses permanens er med andre ord ikke kun økonomisk, men også moralsk: Dovenskab, normløshed og villighed til at lade sig forsørge af det offentlige på en helt anden skala end amerikanere fra små kår nogensinde har villet acceptere før, hører også med, når man vil forstå, hvad der foregår i USA lige nu. Joe Klein konkluderer:

”Hvad vi ser nu er noget andet: en krise i det personlige ansvar, der vokser nedefra, og som i store træk er udenfor myndighedernes og politikernes rækkevidde”.