USA's country-konge sang om dødsangst, livsmod og kristendom

Roy Acuff blev aldrig særlig kendt i Danmark, men i USA blev han kendt som kongen af country. Her er en introduktion til en sand mester, hvis værk er gennemsyret af kristendommen

Roy Acuff var ingen Hank Williams, der brændte igennem og så brændte sit lys i begge ender, til han døde i en alder af 29 år. Acuff fortsatte stort set frem til sin død i 1992. Han repræsenterede en kontinuitet i en genre, der trods sin indlejrede konservatisme havde forandret sig markant siden hans debut.
Roy Acuff var ingen Hank Williams, der brændte igennem og så brændte sit lys i begge ender, til han døde i en alder af 29 år. Acuff fortsatte stort set frem til sin død i 1992. Han repræsenterede en kontinuitet i en genre, der trods sin indlejrede konservatisme havde forandret sig markant siden hans debut. Foto: Ritzau Scanpix

”Mit ejendomsfolk er blevet hyæners bytte, rovfugle flokkes om det. Kom her, alle vilde dyr, kom og æd!”

Sådan hedder det i Bibelen, nærmere bestemt hos profeten Jeremias (kapitel 12, vers 9). Den lidt dystre tekst er mærkeligt nok ble-vet udgangspunktet for en af de helt store karrierer i countrymusikken, nemlig for musikeren Roy Acuff.

For Acuff debuterede i 1937 med sangen ”The Great Speckled Bird”, som netop bygger på det skriftsted. Han blev aldrig særlig kendt i Danmark, men i USA blev han kendt som The King of Country.

Så man på salgstallene, var titlen måske lidt af en tilsnigelse. Han var ingen Hank Williams, der brændte igennem og så brændte sit lys i begge ender, til han døde på bagsædet af en bil, døddrukken og på piller, i en alder af 29 år.

Acuff fortsatte stort set frem til sin død i 1992. Han repræsenterede en kontinuitet i en genre, der trods sin indlejrede konservatisme havde forandret sig markant siden hans debut. Og det i et land, hvis kulturelle præferencer og værdier også havde undergået voldsomme skift i samme periode.

Kontinuiteten gik også bagud. Selv i 1930’erne blev hans stil opfattet som gammeldags. Det gjaldt for instrumenteringen, hvor han blev ved genrens traditionelle strengeorkester – og her hellere betonede traditionalistiske indslag som violinen og senere særligt dobroen end den allestedsnærværende guitar.

Hans stemme – og ikke mindst hans insisterende måde at bruge den på – pegede også tilbage til en anden tid. I de ældste optagelser kunne den virke friseret og tæmmet, men allerede i 1940’erne og 1950’erne er den nået frem til den primale, tilsyneladende – men netop kun tilsyneladende – vildskab, der i øvrigt kendetegner den. Det var på samme tid, genren begyndte at svælge i sødsuppe.

Ikke alene brugte Acuff sin stemme, som var den en violin, men han sang også kraftfuldt, som var mikrofonen ikke opfundet. Det var en måde at synge på, der netop gik tilbage til en anden tid. Dengang rummet måtte synges op manuelt.

Men tilbage til ”The Great Speckled Bird”. Også denne sang viser Acuff som traditionsfortolker. Den var skrevet af en kristen, fundamentalistisk prædikant på en melodi, der en håndfuld år tidligere, i 1929, var blevet populær, da Carter-familien havde indspillet sangen ”Thinking Tonight of my Blues Eyes”. Denne sang delte selv melodi og tekst med en lidt tidligere indspilning ”Thrills That I Can’t Forget” fra 1925. Sandsynligvis gik melodien helt tilbage til fortidens tåger.

Hos Carter-familien blev det til sangen om en kærlighed afbrudt af svig og oceaners afstand, men fastholdt i lige dele forurettelse og længsel – som den jo må for den, der er belemret med et hjerte.

Det sorgkløvede hjertes tvesindighed viser sig allerede i første vers, der sætter fortrydelsen som indgangsbøn:

”Would have been better for us both had we never

In this wide and wicked world had never met

For the pleasure we’ve both seen together

I am sure, love, I’ll never forget.”

Fortrydelsen har jo en bismag. For erfaringerne brød med en verden, som i øvrigt var vid og grusom. Det er det, der har skruet sig fast i erindringen som et glædeligt minde. Men fordi glæden netop kun var for en stund, er mindet ingen balsam for den urolige sjæl. Nej, tværtimod har vårens strejflys bare afsløret, at man i øvrigt er indhyllet i mørket. Derfor hedder det også i sidste vers:

”When the cold, cold grave shall enclose me

Will you come, dear, and shed just one tear

And say to the strangers around you

A poor heart you have broken lies here.”

Verset rummer den dybeste resignation. Der er ingen udvej for det bristede hjerte, som netop kun har den kolde gravs favntag at se hen til. Dette er ikke en prognose, der forudser, hvordan det i virkeligheden så går. Selv bristede hjerter vokser jo forunderligt sammen. Det er en undergangsfantasi, der udtrykker længselsøjeblikkets tomhed. En håbløs eskatologi.

Den eneste trøst ligger i den forestilling, at den elskede trods alt finder sin vej til denne grav, og over for de folk, der står der, nøgternt erkender sin skyld. Forsøget på at lægge ord i munden på den savnede – ord som med al sandsynlighed for evigt vil forblive usagte – afslører fortvivlelsen dybeste afmagt. Den kolde gravs mørke er netop nu og her.

I Acuffs ”The Great Speckled Bird” er melodien den samme, men situationen en helt anden. Sangen kan bedst beskrives som en overvejelse eller meditation over billedet fra Jeremias’ Bog, kapitel 12, vers 9. Men hvor kommer fuglen fra? Jo, på dansk står der godt nok hyæners bytte, men i den engelske King James-bibel hedder stedet:

”Mine heritage is unto me as a speckled bird, the birds round about are against her; come ye, assemble all the beasts of the field, come to devour.”

Billedet går på Guds folk, Israel, eller i kristen sammenhæng kirken, de troende. Billedet placerer dem i en udsat position. Den er end ikke kamp, men slet og ret forhånelse og nederlag – udslettelse. Også her er verden vid og grusom. Men ”The Great Speckled Bird” tager billedet i en anden retning. Det hedder i de første linjer:

”What a beautiful thought I am thinking

Concerning a great speckled bird.”

Det er tanken, der puster liv i billedet – eller måske billedet, der puster liv i tanken og gør den smuk. Ja, det begynder med en dagdrøm, et syn. En gentagelse af billedet. Ikke som noget, der skal skrælles af, men derimod svælges ned. Et fuldgodt æble med skræl og det hele.

I sangen finder vi efterfølgende fuglen omgivet af andre fugle, der foragter den, netop fordi den forbliver tro mod Gud og ikke går i et med verden. Her skrives altså en standhaftighed ind i fuglen, som ikke er til stede hos Jeremias.

Sangen er nemlig skrevet i lyset af en brydning i kirken selv. Den moderne, fingernemme, afmytologiserende teologi angreb det, den opfattede som simple, fromme og naive forestillinger hos de kristne, der ikke forstod, at Bibelen jo var historisk – og at myterne skulle oversættes. Gerne til uigennemtrængelig eksistensteologisk jargon, så folk kunne forstå dem.

Moderne teologer fandt ud af, at Kristus i virkeligheden bare havde forsøgt at sige det samme som Heidegger, og hvis man nu skrællede mytologien af, kunne man skære igennem vrøvlet og nå ind til sandhedskernen.

Måske handler den slags mest om de veluddannedes forlegenhed ved troen. Derfor bliver det nemt en undskyldning for præcis at gå i et med verden, høvle knasterne af de værste urimeligheder.

”The Great Speckled Bird” afviste alt dette. Den blev i den kontekst en slags moderne udgave af ”Vor Gud han er så fast en borg”, en kampsang, der afspejler den afgørelse til fordel for troen, som de kultiverede og refleksionssyge må opfatte som utålelig naivisme. Hvorfor de nidkært går i kødet på den:

”Desiring to lower her standard

They watch every move that she makes.”

Men de finder ingen fejl. Det betyder ikke, at de refleksionssyge bliver overbeviste, nej, de fastholder mistankens hermeneutik som udgangspunktet. Ellers skulle de jo revidere deres livsangst og deres tvivl. De kan ikke overgive sig.

Derfor reduceres de til spottende tilskuere, når miraklet udspiller sig i to strengt vertikale eskatologiske bevægelser. Først flyver fuglen op, uanfægtet af fjendtligheden:

”When the trumpet shall sound in the morning

She’ll rise and go up in the sky.”

Og siden vender den tilbage i den store finale:

”When He cometh descending from heaven

On the cloud that He writes in His Word

I’ll be joyfully carried to meet Him

On the wings of that great speckled bird.”

Det smukke i dette billede er ikke det præcise indhold af den fundamentalistiske teologi, men netop dette krav om at overgive sig til billedet, til Ordet. Og så tage det, som det kommer. Ureflekteret i hengivenhed og tiltro. Skønheden og sandheden ligger netop i konstateringen af at blive båret til himmels. Det vil sige ikke af egen vilje eller kraft – men ved Guds. Det er refleksionssygen selv, der er under anklage.

Både ”Thinking Tonight of my Blue Eyes” og Acuffs ”The Great Speckled Bird” placerer os i et nu, hvor der er afstand mellem den verden, vi har, og den, man kunne tænke sig. Og der skues i begge tilfælde mod horisonten. Men hvor den første ikke bringer os videre end til det skibbrudne sinds gravfrygt, tankespind og afmagtsfortvivlelse, viser den sidste i retning af en anden og dybere afmagt, som ikke standser ved fortvivlelsen, men transformeres til nødvendigheden af at tage imod.