Snehvide er, som vi kender hende: den smukke kongedatter, der har hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt. Billedet af dronningen som den onde stedmor, der er besat af sin egen skønhed, er også intakt. Det samme er de syv dværge: lavstammede, firnurlige og gode, som dagen er lang.
Alligevel er der langt mere på spil end et eventyr om en ung pige, der må gå så grueligt meget igennem og til sidst ender med at få prinsen på den hvide hest. Det mener den svenske instruktør Håkan Bjerking, der sammen med Sveriges svar på Thomas Helmig, popsangeren Orup, har skabt en popmusical over det berømte eventyr af brødrene Grimm. Musicalen har danmarkspremiere på Aarhus Teater på fredag.
LÆS OGSÅ: Brødrene Grimm var i virkeligheden ikke særligt tyske
Jeg har læst Snehvide for alle mine børn, men det var først, da min ældste datter blev 13 år, at jeg fik idéen til musicalen. Jeg opdagede, at mennesker omkring os begyndte at se min datter på en ny måde, især mændene. Blikket på hende forandrede sig, fordi hun var i gang med at blive til en kvinde, og det gik op for mig, at det er præcis det, Snehvide handler om, fortæller Håkan Bjerking om baggrunden for musicalen, der blev uropført på det svenske Norrbottensteatern i Luleå i 2011.
Han mener, at mange unge piger har det svært med pludselig næsten udelukkende at blive bedømt på deres udseende, og at fortællingen om den smukke Snehvide, der finder sin egen vej og måde at blive voksen på, måske kan sætte nogle tanker i gang hos pigerne og også de jævnaldrende drenge. Derfor mente han, det var på sin plads med en moderne udgave af eventyret.
Når Snehvide ender hos de syv små dværge, handler det blandt andet om, at dværgene er kønsneutrale, og i deres miljø kan hun vokse frit og blomstre op som kvinde uden at blive bedømt på sit udseende, siger Håkan Bjerking.
Snehvides stedmor har som bekendt et magisk spejl, der hver dag bekræfter hende i, at hun er den smukkeste kvinde i landet. Lige indtil den dag, hvor spejlet fortæller hende, at Snehvide er vokset op og blevet endnu smukkere end hende. Fra da er Snehvides liv i fare, og i musicalen er der da også både grusomhed, spænding og dramatik i stor stil.
Ikke mindre end fem mordforsøg bliver den unge kvinde udsat for: Jægeren sendes ud for at dræbe hende, men kan ikke få sig selv til det og kommer i stedet tilbage til dronningen med et vildsvinehjerte. Derefter forsøger dronningen at dræbe Snehvide ved hjælp af et snøreliv, en forgiftet kam, en hårnål og et forgiftet æble. Men hun bliver som bekendt reddet af de syv dværge og til sidst af prinsen, og den onde stedmoder ender med at brænde op.
Folkeeventyret er skabt i mange versioner, og blandt dem er især Disneys version meget kendt. Snehvide var den første tegnefilm, Disney-koncernen producerede, og hvert år til jul genser danske børn og voksne i Disneys juleshow den muntre scene, hvor Snehvide og dværgene holder fest med dans og musik i den lille hytte i skoven. Men Disney har ifølge Håkan Bjerking fuldstændig mistet kernen i Snehvide-historien. Derfor er musicalen, selvom den er fyldt med moderne popmusik, og dværgene er gjort til hiphoppere, meget mere tro mod brødrene Grimms 200 år gamle version af eventyret, der siges oprindeligt at være fortalt fra mund til mund.
I Disneys version er Snehvide bare en smuk historie, der ikke er relateret til noget reelt liv, og dermed mener jeg, at Disney mistolker hele folkeeventyrgenren. Brødrene Grimm havde opdaget, at skønhed ikke er en gave, men snarere en forbandelse, og i deres fortælling gør de Snehvide til en ung pige, der ender med at komme igennem pinslerne som en stærk, voksen kvinde, der ikke finder sig i udelukkende at blive vurderet på sit udseende, siger den svenske instruktør og tilføjer:
Det er et eviggyldigt tema, og Snehvide vil beholde sin popularitet mange år endnu, for det er jo også historien om uskylden, der møder ondskaben, og til sidst vinder kærligheden.
Uskyldens hvide farve, ondskabens sorte og kærlighedens røde går igennem hele forestillingen på Aarhus Teater, der er lidt af et udstyrsstykke og teatrets bud på årets store familieforestilling. Sangene akkompagneres af otte musikere i orkestergraven, og musikken betegnes af hovedrolleindehaver Annika Aakjær, der selv har udgivet to cder, som meget svensk.
Det er spændende musik. Jeg synes, at jeg som sangskriver kan høre, at sangene er skrevet ind i en meget svensk tradition. Der er rigtig meget svensk pop i det, og det kan jeg godt lide. Vi kan godt se op til, at de altid har tænkt ud over landegrænsen i Sverige med eksempelvis ABBA og Roxette!.