”Who Killed Bambi?” er en sang fra 1979 af punkbandet Sex Pistols. I den svensktalende finske forfatter Monika Fagerholms roman ”Hvem slog bambi ihjel?” er der en ung mand, der vil lave en film med den titel. Men den fortrængte lokale overgrebshistorie, han vil rette lyset imod, bliver i stedet til en international actionfilm sponseret af kapitalen, og det ubekvemme overgreb kan synke ned i mørket igen.
Monika Fagerholm er født i 1961, og ”Hvem slog bambi ihjel?” er hendes syvende roman. Den er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år og har allerede vundet Det svenske Litteraturselskabs hovedpris i 2019.
Det er en kompleks, mytologisk og sprængt roman, der handler om vold, skyld, skam, tavshed, men først og fremmest handler den om magt, og hvordan den udspiller sig både konkret gennem kapitalen og igennem sproget.
I romanens fortællende stund, 2014, er det seks år siden, en ung pige blev voldtaget i løbet af flere timer af fire unge mænd til en fest i en villabys overklasseghetto. Anføreren var den på mange måder ødelagte Nathan (navnet betyder ”Guds gave”, men rimer symbolsk nok også på satan), pigen var hans ekskæreste, som ikke ville ham mere. Hun meldte det ikke bagefter, men en af drengene, Gusten Grippe, som er romanens hovedperson, kunne ikke bære det og gik til politiet.
Han ville have sin straf, men blev frikendt, kun Nathan fik en betinget dom. Op til retssagen rejste der sig en folkestemning omkring, hvor synd det var for de unge drenge. Efterfølgende fik de en tur til Alperne med en kendispsykolog. ”Nu må vi vende et blad og en skønne dag har vi vendt så mange blade, at intet af det her er sket”, siger Nathans mor, lederen af den neoliberale tænketank Guldfontænen, Anne Lise Häggert, efterfølgende
Fagerholms roman viser, at det ikke lader sig gøre. At nok kan sproget fortie, men volden forandrede alt. Voldtægten tog en uskyld med sig, også selvom den aldrig siden blev omtalt, og selv pigen tav, godt betalt som hun og familien blev af familien Häggert.
Monika Fagerlunds roman er en grum, betændt dunkende skildring af svigtede unge i en overklassevirkelighed, hvor det nyliberale verdenssyn hersker, og der ikke eksisterer nogen egentlig lov eller moral, der ikke kan omgås. Mødrene er der, men mentalt fraværende med store karrierer, senere får de kræft, fædrene stikker af, eloperer omskriver de det til, med andre kvinder, og har ingen reel kontakt med de unge.
De unge selv lever et parallelt liv, ikke børn, ikke voksne, men såkaldte ”kiddults”, beskrevet med referencer til populærkulturen, de holder til ved floden, som i Bruce Springsteens sange. De er ”lost kids” eller ”Just Kids”, med en reference til Patti Smiths erindringsbog.
Der er mange henvisninger hos Fagerholm, ikke mindst til musik, man mærker det som en energi i skriften, det strømmende eller dunkende. Som, også i den sprængte måde, den fortæller på, får mig til at tænke på Sara Stridsbergs prosa. Fagerholm skriver rytmisk, repeterende, vokalers lyde og konsonanters skillevægge bruges aktivt. Det må have været et udfordrende oversættelses-arbejde for Pia Juul. Derfor er det ærgerligt, at fejlen i det centrale Simone Weil-citat om, at hvis man skal kunne elske en fremmed som sig selv, skal man kunne elske sig selv som en fremmed, ikke er fanget i korrekturen.
Man skal kæmpe lidt for at finde fodfæste i den sprængte form, noget kræver flere læsninger, men så er man fanget og vil bare gerne vide mere om de efterladte karakterer. Først og fremmest er det portrættet af Gusten Grippe, man ikke kan ryste af sig. Hvordan det ikke at blive anerkendt som skyldig kan smadre et menneske.
Bambi er den voldtagne pige. Men bambi er også den uskyld, der er magtens første offer. Når alting kan omskrives og viskes ud, som var det aldrig sket. Når alt det, der er svært, bliver til tavshed eller glat prosa og velredigerede billeder på Instagram.