Prøv avisen

”Den dag på stranden” er et velspillet psykologisk drama – men mangler kritik af sociale normer

4 stjerner
Saoirse Ronan og Billy Howle spiller begge yndefuldt overvældende i Ian McEwan-filmatiseringen ”Den dag på stranden”. – Foto: Miracle Film

Ian McEwan-filmatisering om ung kærlighed i skammens slagskygge er øm tristesse, selvom den delvist svigter romanforlæggets dirrende kritik af sociale konventioner

To purunge, smukke mennesker spadserer på stranden ved Chesil Beach i Dorset i det sydlige England en sensommerdag i 1962. Nygifte, tydeligt forelskede – og anspændte. Florence, nærmest overjordisk udtryksfulde Saoirse Ronan (”Soning” og ”Lady Bird”), og Edward (Billy Howle) har yndefuldt og dydsiret nærmet sig denne bryllupsdag gennem et par års øm kurtisering.

Og mens evighedens ral knaser under parrets nypudsede sko ved vandkanten, ruller de fordækte følelser ind over de to uerfarne sjæle. Hver gang sandheden forsøger at få fast grund under fødderne, trækker den sig tilbage. Lige her, inden 1960’erne for evigt omkalfatrer omgangstonen mellem kønnene, må kærligheden nødvendigvis tabe til konventionerne.

Det er Ian McEwan selv, der har oversat romanen ”Ved Chesil Beach” til filmmanuskript. McEwan er i sit omfattende forfatterskab en skarp iagttager af ydre sociale normer over for den indre menneskelige moral. Det fejlbarlige menneskes drømme om godhed over for mørket udefra.

I romanen er der en myndig alvidende fortæller, der hele tiden sætter kærligheden mellem Florence og Edward ind i samtidens kontekst, det socialt bornerte England, hvor streng seksualmoral og puritanisme regerer. De to unges ægteskab forliser, inden det er stævnet ud. For vokabulariet for skyld, skam og angst er endnu ikke opfundet. Sex er ikke noget, man taler om.

Romanens kontante beskrivelser af det følelsesforskrækkede nærmest victorianske kastesamfund omfavner Florence og Edward med medrivende generøsitet. Men den måde, hvorpå fortælleren tilgiver sine hovedpersoner, forplanter sig ikke med samme nerve i filmen. Sociologien mangler, psykoanalysen står tilbage. Og sådan bliver Florences tilsyneladende frigiditet til et individuelt problem. Det bliver Florence, der er skyldig, i stedet for strukturerne.

Det individnære fokus bringer dog også en frihed i fortolkningen med sig, som smukt iscenesættes gennem musik og fotografering. Florence er klassisk musiker, Bach og Mozart flyder gennem filmen og sætter følelser i brand hos både karakterer og publikum. Saoirse Ronan har en fornem evne til at vise sin indre verden i et blik, et kast med hovedet, som hun også gjorde det i den tidligere McEwan-filmatisering ”Soning”.

Dialogen kan forfalde til det overtydelige, men gennem det fornemme sensible skuespil, hvor det ydre fortæller om det indre, er ”Den dag på stranden” et karakterbåret kammerspil.

Ansvaret for fortællinger tilfalder skuespillerne, og de bærer det fabelagtigt. Instruktøren Dominic Cooke gør sig mest på teatret. Det stråler igennem den tydelige personinstruktion og de fortættede scenografier på badehotellet. Edwards fortid i en fattig, men kærlig familie er badet i lyse farver, hvorimod Florences bornerte velhaverhjem er mørkt, indelukket i de mange tilbageblik.

”Den dag på stranden” kredser om samme brydningstid som Sally Potters poetiske ”Ginger & Rosa” og Lone Scherfigs lige så vidunderlige ”An Education”.

Afslutningen er desværre blevet overlæsset sentimental. For meget som musical-pastichen ”La La Land” og for lidt af McEwans modne mod til at lade udvejen stå åben. ”Den dag på stranden” er et umanerligt velspillet psykologisk drama, smukt og indtagende, men ikke med forlæggets dirrende sociale kritik.