Mange læsere kender sikkert den jødisk-østrigske journalist og forfatter Joseph Roth (1894-1939) som ophavsmanden til romanerne ”Radetzkymarch” og ”Legenden om den hellige drukkenbolt” fra henholdsvis 1935 og 1939.
Joseph Roth blev kun 44 år. Han var hele sit omflakkende voksenliv stærkt alkoholiseret, og han døde i Paris, fattig og forhutlet, ganske få måneder før Anden Verdenskrigs udbrud. Joseph Roth skrev en lang række meget læseværdige romaner, og kort før sin død bedrev han det lille mesterværk ”Historien om den 1002. nat”.
Denne sidste roman er da også noget helt for sig selv. Joseph Roth er en sprogets mester af de sjældne og dertil en stor psykolog. En menneskekender med en vidunderlig underfundig humor.
”Historien om den 1002. nat” foregår, som titlen antyder, i en ganske eksotisk atmosfære. Engang i 1800-tallet sidder den persiske shah og keder sig mellem sine 365 hundrede haremsdamer. Han bliver derfor enig med sin overeunuk om, at lidt afveksling vil gøre ham godt. Han tager derfor på statsbesøg i Østrig, hvor han forelsker sig i en vis grevinde W, gift med grev W, hvis absolut eneste lidenskab i sit ægteskab er at dyrke sin skinsyge på sin hustru. Ingen tør nægte shahen et ønske. Ingen tør forelægge den østrigske kejser shahens ønske. Og ingen tør fremlægge problemet for grev W. Gode råd er mere end dyre.
Men ritmester, baron Taittinger ved råd. Han får i hast fremskaffet en substitut for grevinde W. Det drejer sig om Mizzi Schinagel, Taittingers egen tidligere elskerinde og moderen til hans barn. Denne unge kvinde er, forårsaget af baronens tidligere svigt, nu tjenestegørende i et glædeshus. Her bliver hun udklædt som grevinde W, som hun har en vis lighed med, og hertil bliver shahen bragt. Og som tak for dette natteeventyr lader han Mizzi overbringe et meget kostbart perlehalsbånd, som hun straks omsætter i klingende mønt. Derefter går alting galt, ikke blot for Mizzi og hendes søn, men først og fremmest og i det lange løb mest for baron Taittinger.
Med stigende interesse og ikke så lidt nydelse følger læseren denne absolut amoralske godsejer, baron og engang velhavende levemands vej gennem degradering, flugtforsøg, svindel, svigt og stadig mere påtrængende pengeforlegenhed frem til den endelige og absolutte deroute som fordrukken tugthuskandidat.
Men hvoraf kommer denne interesse? Og hvordan kan det være en ligefrem nydelse at følge denne på alle måder elendige skæbne frem til den totale selvdestruktion? Hvordan kan det forklares? Det kan udelukkende forklares derved, at Joseph Roth er en sand mesterfortæller. Den lette, ironiske tone, hvori baron Taittingers tunge skæbne er beskrevet, går overalt hånd i hånd med en sikkert gennemført pastiche, der stråler og funkler i sproglig veloplagthed. Dertil kommer, at den totalt desillusionerede afsløring af begærets ødelæggende forfængelighed og pengegriskhedens uskønne alliance med forløjethed og brutal umenneskelighed er beskrevet med en psykologisk indsigt, der ganske enkelt er medrivende i sin nuancerigdom og underfundighed.
Utak er verdens løn. Baron Tatittinger viste snarrådighed i en penibel situation. Alligevel blev denne hemmelige operation ved med at forfølge ham og endte mange år efter med at tage livet af ham som en offentlig skandale. Måske havde han heller ikke fortjent bedre. Men mange andre slap nådigere igennem skandalen end Taittinger, skønt de på ingen måde havde fortjent en bedre skæbne end han. Joseph Roth fælder ingen domme og løfter ingen pegefingre, han løfter blot en flig af tilværelsens gåde og lader os se bagsiden af den menneskelige natur. Man bliver ikke ligefrem optimist på menneskehedens vegne af at læse Joseph Roth, men man bliver så afgjort klogere.