Utro mod Dostojevskij

Der er ikke meget af den religiøse overbygning tilbage i Rune David Grues iscenesættelse af "Forbrydelse og straf". Men der er et fantastisk skuespillerhold på scenen

Fra Det Kongelige Teaters opsætning af "Forbrydelse og straf" Foto: PR-foto

Et kors. Der bliver kastet bort. Det er, hvad der er tilbage af Dostojevskijs religiøse overbygning i Det Kongelige Teaters dramatisering af "Forbrydelse og straf". Tilbage står altså en historie om en mand, der tror, han er ualmindelig og overmenneskelig og derfor har lov til at tage andres liv. Men hvis samvittighed til sidst får ham til at erkende sin forbrydelse som den morder, han er.

Er det nok?

Det kan man jo altid diskutere. Det er jo et klart statement fra en instruktør og en dramaturg om, at religionen ikke har stor betydning i vor tid og derfor kan udelades af historien. Hvad man vel også kan, men så bliver det bare en kriminalhistorie med moralske og teoretiske overvejelser undervejs. Smag og behag.

Men Lazarus' opstandelse, Bibelen og også den prostituerede Sonja og hendes stærke tro får ikke helt samme symbolske værdi i opsætningen, som hvis man havde turdet den religiøse dimension.

Til gengæld er det et formidabelt skuespillerhold anført af en Thure Lindhardt, der erobrer scenen, selv når han ligger under et tæppe på sin sofa. Bleg og udmattet af sin samvittighed. Øjnene sidder dybere og dybere i ansigtet. Kroppen sitrer af træthed, af fysisk ubehag over sig selv. Men den intellektuelle skarphed er hele tiden intakt.

Scenen mellem ham og Rasmus Bjergs politikommissær Porfirij er et højdepunkt. Forbryderen, der er på vagt med hver en celle i sin hjerne, og politimanden, der er ham så fuldstændig overlegen alligevel. Med sit alt for venlige, alt for hvide smil permanent på, klar til at sætte tænderne i ham i rette øjeblik. Venligheden som facade over en fatal farlighed.

Det er skønt at se så gode skuespillere sammen på Det Kongelige Teater. Så velbesat et hold, med en Helle Hertz som forgræmmet mor med stort M, Thomas L. Corneliussen som den rige bejler, man vitterlig ikke ønsker for nogen kvinde, at hun er nødt til at gifte sig med. Hans mindreværdskomplekser er ubehagelige. Et menneske, der ikke vil andre noget godt.

Tina Gylling Mortensen i en glansrolle som fedtet – er hun ikke også lidt pukkelrygget? – pantelånerske, der bare kræver og kræver, indtil hun får sin helt uventede straf. For hvem kan vide, at den forhutlede student med småtingene inderst inde ser sig selv som et ualmindeligt menneske med helt andre, guddommelige rettigheder?

I den sammenhæng er "Forbrydelse og straf" jo så afgjort en teateraften værd. Gode skuespillere skal man aldrig gå glip af!

Men den ihærdige, skarpe romanlæser skal nok også forberede sig på et par timers grublen og indre debat bagefter. Om hvorvidt det ikke kunne være gjort anderledes og mere tro mod Dostojevskijs mening, end det er gjort i Rune David Grues iscenesættelse.

kultur@k.dk

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf. Bearbejdet af Rune David Grue og Solveig Gade. Dramatiseret og iscenesat af Rune David Grue. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Skuespilhuset. Til den 27. januar.