Prøv avisen
Bog

Utrolig smuk og dybt bevægende grafisk roman om et lille menneskeliv

6 stjerner
Tegneserien ”Zenobia” fortæller om den syriske pige Amina, der flygter fra et krigshærget Syrien og drukner i Middelhavet. Illustration fra bogen.

Børnebogsforfatteren Morten Dürr og tegneren Lars Horneman har sammen lavet en grafisk roman, ”Zenobia”, som meget enkelt, respektfuldt og smukt deler en lille flygtningepiges historie med os

Disse års flygtningekrise påvirker os alle. Også børnene ser tv, og må på deres måde forholde sig til den absurde realitet, at de er født ind i en forbrugskultur, hvor vi ser på flyrejser til næste års sommerferie, samtidig med at folk, der gerne vil hertil, ligger og drukner i Middelhavet. Børnene ser også billederne i tv, og vi kommer ikke uden om at tale med dem om, hvad der sker.

Børnebogsforfatteren Morten Dürr og tegneren Lars Horneman har sammen lavet en grafisk roman, ”Zenobia”, som meget enkelt, respektfuldt og smukt deler en lille flygtningepiges historie med os. Det kunsten kan, her i form af et perfekt samspil mellem billede og ord, er gennem at levendegøre den lille historie også at gøre den store historie nærværende. ”Zenobia” handler om en lille pige, Amina, der flygter med en af de både, der kæntrer. Romanen udspiller sig som et flashback, alt imens Aminas lille krop forsvinder i havets skjul.

Det er en barsk historie, alt andet ville jo være en løgn, men den er fortalt så nænsomt og så fint, som det overhovedet er muligt. ”Havets skjul”, skrev jeg, og den gennemgående figur i værket handler om at gemme sig. At gemme sig og at blive fundet er barnets allerførste leg. Amina tænker tilbage på, hvordan hun legede den med sin mor.

Men pludselig er virkeligheden en anden, man skal gemme sig for ikke at blive fundet. Og Amina klarer det helt frem til skibet. Indtil hun forsvinder i havet. Med den lille opfordring til læseren: ”Find mig!”.

Lars Horneman har givet Amina krop. En helt almindelig lille seks-otteårig piges krop. Han tegner de krigshærgede landskaber, men pensler ikke ud. Vi ser ikke volden, vi ser fraværet, da far og mor forsvinder. Ligesom Dürr i sin korte tekst har Horneman fokus på de almenmenneskelige relationer: Aminas leg med mor. Kvinden, der giver hende en kiks på båden.

De nære, konkrete detaljer, som både barnelæseren og den voksne kan relatere sig til. Det handler om at gøre det nærværende for læseren. Og aldrig har Horneman tegnet så skarpt og smukt før, med blik for lys og skyggevirkninger.

Farveholdningen er nedtonet, nutiden på havet er blågrå, flashbacks til tiden før havet er holdt i sepia-toner, den lille piges lyserøde gamacher, der ligner alle andre danske pigers gamacher, gør identifikationen stærk.

Der er meget plads i de tegninger, mange tomme rum, man kan i den grad sige, at tomheden også er en medfortæller. At ord og billede slipper op, det giver god mening. På den første højre side ser vi tre billedrammer over hinanden. Den øverste, smalleste med himmel. I midten, lidt større ser vi horisonten, og nederst, i den største ramme, havet.

Farveskalaen bevæger sig fra hvidlig blå til ensartet blå. I den sidste billedramme, den med havet, ses et skib. Med så mange bittesmå mennesker på, at vi alle ved, hvad det handler om. Mere behøves ikke. Vi ser udsatheden, at være langt ude på havet, alt for mange i en båd. Måske en hel side tekst fortalt i tre tavse og næsten tomme billeder.

Morten Dürr har skrevet den ret korte tekst. Mesterligt. Fordi der aldrig bliver overfortalt. At skære ned på den måde viser hans forståelse for den grafiske romans styrke.

”Zenobia” er en fortælling om flugt, fortalt i børnehøjde. Og det er forfatterens store poetiske styrke, at de på det allersidste opslag, der næsten spejler åbningen, lader den munde ud i en mulig form for håb. Selv midt i det allermest meningsløse fandt Amina sit håb i fortællingen om Syriens dronning, Zenobia. Ligesom børnelæseren lades tilbage med et håb om, at nogen, der gerne vil findes, bliver fundet igen.