Prøv avisen

Vær velkommen til et nyt bogår

Illustration: Morten Voigt.

Bogens krise er ikke til at få øje på i forlagenes forårskataloger, der byder på bøger i alle genrer med plads til flere debutanter, forfattercomeback og eksistentielle udgivelser.

Et nyt år betyder nye bogudgivelser, og et kig ind i forlagenes forårskataloger viser, at der også i 2012 bliver plads til bøger i alle genrer på boghylderne. For nylig udtalte en repræsentant for bogkæden Arnold Busck her i avisen, at julesalget pegede i retning af, at krimier mister terræn, mens der bliver mere plads til krævende og eksistentielle bøger, der rammer et behov for fordybelse. En rundringning til en række danske forlæggere tyder på, at der i hvert fald ikke kommer til at mangle titler, der kan møde det behov.

LÆS OGSÅ: 2012 bliver e-bogens gennembrud

Unitas Forlag er for eksempel klar med en bred buket af eksistentielle og teologiske bøger inden for det næste halve år fra minikonfirmandmateriale til klosterutebøger, fortæller forlagsdirektør Henrik Bundgaard Nielsen, der tror, at to af forlagets bøger især vil skabe opmærksomhed Der hvor ingen andre er en fortælling om Kirkens Korshær og

Kaj Mogensens bog med arbejdstitlen Frelse og fortabelse.

Allerede da Kaj Mogensen var sognepræst i Thy, beskyldte de mere fundamentalistiske kirkelige kredse ham for at være for slap i sin holdning til spørgsmålet om fortabelse, men han fik aldrig problemer med sin biskop. Og bogen bliver et vigtigt indlæg i den teologiske debat om emnet, siger Henrik Bundgaard Nielsen.

Kristeligt Dagblads Forlag mangler heller ikke gode forårstitler, fortæller forlagschef Johannes Baun og peger på tre fængslende bøger om Anden Verdenskrig og en bog om Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel:

Fangekoret betegner sig selv som Danmarks mest kriminelle boyband, men er i virkeligheden et kirkekor fyldt med skæbner fra samfundets vrangside. Det bliver en utrolig beretning, siger Johannes Baun, der dog har flere stærke personhistorier i sit forårskatalog:

I april kan vi pege på en ganske særlig genudgivelse, nemlig af De sidste timer. Afskedsbreve fra de henrettede danske patrioter. Umiddelbart efter afslutningen af Anden Verdenskrig samlede man afskedsbreve fra næsten alle de 112 danske frihedskæmpere, der blev henrettet ved tysk krigsret. Disse breve er et dybt rørende vidnesbyrd om det offer, der blev bragt, og en påmindelse om fællesskabets betydning, fortæller han.

Forlaget Anis har også flere vigtige bøger om teologi på vej, fortæller redaktør Henrik Brandt-Pedersen og nævner Iben Krogsdals omfattende undersøgelse af danskernes religiøsitet, der udkommer i bogform fra forlaget med titlen De måske kristne. Forlaget udsender også et missionsleksikon og en bog Islamisk filosofi, som Henrik Brandt-Pedersen mener vil udfylde et stort hul. Og endelig tror han, at rigtig mange vil få gavn af Martin Schwartz Laustens kommende bog Jøderne i Danmark, der bygger på hans tidligere seks bind om jødernes historie.

Lausten har faktisk begået en bedrift ved at koge 3000 sider ned til 250 sider, siger Henrik Brandt-Pedersen.

Forlagene under Lohse er også klar med flere nye bøger, der forener teologiske tanker med svære menneskelige forhold .Skilt men ikke fra Gud er for eksempel en bog med bidrag fra folk i vækkelsesmiljøet, som har gennemgået en skilsmisse. Og et andet emne, der formentlig også vil fylde dagsordenen i 2012, er religionerne og kulturers indflydelse på hinanden. I bogen Lydighed eller Lovsang foretager professor på Menighedsfakultetet i Aarhus Kurt Christensen ifølge Forlaget Kolon en grundig sammenligning af islam og kristendom.

Flere af Kristeligt Dagblads skribenter bliver også bogaktuelle i 2012. Det gælder blandt andre udlandsredaktør Henrik Bruun, der udsender sin anden krimi efter sin debut i år. Og avisens samlede kulturredaktion går også til bogen, når Gyldendal udgiver en let omskrevet version af avisens store klassikerserie Værker, vi mærker, der kommer til at hedde Livsværker i bogform. Men Danmarks største forlag har naturligvis meget andet på programmet.

Det bliver blandt andet til et gensyn med succesforfatteren Christian Jungersen, der er klar med sin første roman efter Undtagelsen. Jungersens nye roman hedder Du forsvinder.

Et andet godt bestsellerbud i det nye år hedder Ildvidnet, der er tredje bind af Lars Keplers krimiserie, der ifølge forlaget fører læseren langt ind i en sandhed, man helst ikke vil kende.

Andre vil sikkert glæde sig til Kim Leines nye roman, Profeterne i Evighedsfjorden. Leine er forfatteren bag Kalak, og hans nye bog er en stort anlagt historisk roman om en religiøs vækkelse i Grønland i slutningen af 1700-tallet og de trykbølger, den sendte igennem det danske rige.

Christel Wiinblad bliver også aktuel i foråret med romanen Ingen åbner, som forlaget kalder et rystende præcist dobbeltportræt af psykopaten og hans modpart. Romanen bliver bog nummer to i Wiinblads trilogi.

På den skønlitterære front giver Gyldendal også plads til flere debutanter til foråret, mens 2012 også bliver bogåret, hvor Pia Tafdrup fylder 60 år og udsender digtsamlingen Salamandersol med 60 digte, der beskriver hver sit år i forfatterens liv. Gyldendal udkommer samtidig med nye erindringsbøger fra Jørgen Leth, Bent Mejding og Jørgen Reenberg samt selvbiografiske essay fra Ib Michael.

Lindhardt og Ringhof markerer i stedet Johannes Møllehaves 75-års fødselsdag den 4. januar med bogen 75 fyndord og fyord, hvori Møllehave har indsamlet femoghalvfjerds forrygende aforismer en for hvert levet år, som forlaget skriver. En af samlingens korte tekster lyder således: Hellere én prop i flasken end to i hjernen!.

På fagbogsiden udkommer Lindhardt og Ringhof blandt andet med Det ultimative værk om Anden Verdenskrig og et dokumentarisk roadtrip Med Jacob Holdt i Amerika.

Lindhardt og Ringhof gør samtidig comeback som lyrikforlag, ligesom forlaget både kan præsentere udenlandske bestsellernavne som Linn Ullmann og Karl Ove Knausgård og stærke danske forfattere som Maria Helleberg, Jens Christian Grøndahl, Flemming Jensen og Torben Munksgaard, der alle er klar med nye romaner.

Munksgaard er samtidig medforfatter til antologien Dette er ikke en krimi, der kommer til at bestå af kortere skønlitterære tekster og fortællinger fra 10-12 af Nordens bedste forfattere, som for eksempel Svend Åge Madsen, Einar Már Guðmundsson og Pia Juul, der på den ene eller anden måde vil problematisere eller undersøge krimigenren.

Hos forlaget PeoplesPress sætter kreativ direktør Jakob Kvist dog sin lid til, at danskerne ikke er blevet alt for trætte af krimier.

Vi har tre store krimier på vej, som vi forventer os meget af. To af dem er svenske succeskrimier. I løbet af det næste kvartal udsender vi både Camillia Läckbergs nye krimi, Englemagersken, og Ninni Schulmans Pigen med sne i håret, der blev en kæmpe succes i Sverige, hvor den også har vundet flere priser. Derudover udsender vi også en krimi af Johannes Møllehave, der hedder Tak for ilden. Den foregår på et teater, hvor man opsætter Et dukkehjem og Gengangere af Ibsen, så det er et drama inde i dramaet. Og endelig udgiver vi en stor sportsbiografi om Ståle Solbakken til marts, siger Jakob Kvist, der tror, at 2012 bliver et godt år for debutanterne:

Jeg tror, at det er tid for nogle nye gennembrud. Om det bliver en ny debutant eller en historisk roman eller andet er altid nemmest at kloge sig på i bakspejlet. Det eneste, der nok er sikkert, er, at 2012 bliver året, hvor e-bogen får sit store gennembrud herhjemme. Men jeg tror i det hele taget, at læsningen vil få det godt i 2012. Vi går ind i en hård krise, og det giver erfaringsmæssigt større rum til fordybelsen.