At være her er herligt

»Hiersein ist herrlich« (At være her er herligt) siger en af dette århundredes store modernistiske lyrikere, Rainer Maria Rilke. Det kunne også være overskriften over modernisten Klaus Rifbjergs liv og værk. Som han selv udtrykker det i slutpassagen af erindringsbogen, som udkommer i dag: »Livet består af øjeblikke og jeg har samlet dem til mig, jeg har presset dem for hver eneste dråbe saft og kraft de ville give og brugt dem i sproget for at udtrykke min egen henrykkelse og smerte i et forfængeligt håb om, at andre mennesker skulle opleve deres følelser lige så intenst som jeg, slås med dem, forvandle dem, suge næring af dem og opdage, at de tilsammen udgør virkeligheden.« Sådan er en kulturradikal og modernists trosbekendelse, flot og smukt formuleret, sådan som bogen i det hele taget er. Poetisk realisme. Der er intens liv og lykke, glæde og smerte, overgivenhed og fanden-i-voldskhed på hver side i Klaus Rifbjergs »Sådan. En livsreportage«. Sådan. En vidunderlig titel på en erindringsbog, der indeholder den dynamiske spænding mellem barndommens tryghed og voksenhedens smerte, mellem hjemlighed og opbrud, mellem borgerlighed og revolution, mellem digt og sandhed. Og reportage er erindringsbogen, så sandt som den tager det hele med. Sådan. Og dog er et reportageagtigt »sådan« mere end som så. Realisme og realisme er to eller flere ting. Overfladen rummer en hemmelighed. Det begynder med fornemmelsen af hjemlighedens selvfølgelige eventyr i barndommens gade på Amager, hvor der kun »af og til var regnvejr«. Og det var i 30'ernes lærerhjem, hvor der var råd til pigen Agnes, som sikkert allermest sørgede for, at tingene var lige for hånden, og sådan bare var der - ligetil og ligefremt. Uskyldig idyl. Det var først med skolegangen, ikke mindst mellem- og gymnasieskolen på Vestre Borgerdyd, at den reelle virkelighed viste sig. Her blev man for første gang fanget af livets sådanhed - livets barske realiteter: konflikten mellem voksne og børn, lærernes sindssyge terrorisme og den gryende sexualitets himmel og helvede. Livet er en konfrontation, en magtkamp, en krig. Verden på stand-by Selve besættelsen oplevedes kun som en »discountudgave« af en rigtig krig, men i drengesindet aflejredes en melankolsk stemning af længsel efter at blive fri og uafhængig. En længsel, der i 50'erne ikke forløstes, trods mange forsøg på at komme under vejr med, hvem og hvorhen for den 20-årige Klaus? Alt var på stand-by eller i venteposition, sådan som koldkrigstidens Vesten også var det. Pubertetstiden blev lang - for både Rifbjerg og Vesten. Den første førte til en paschatilværelse med kone og børn, lidt journalist- og teatervirksomhed, den sidste byggede op til et stort klimaks. Rifbjerg og hans generation trådte for hurtigt og ureflekteret ind i den givne borgerlighedens idyl med villa, volvo og vovse. Generationen blev fanget i tosomheden, og selvom Ping - Inge Rifbjerg - har fået en one woman man, så måtte andre betale med opbrud og skilsmisse. Sådan er det bare, 60'erne forløste drømmen om frihed. I økonomien, sexualiteten og familien. Professorvældet, kvindeundertrykkelsen og USA-imperialismen må ændres i humanismens navn. Rifbjerg var på barrikaderne, både i den litterære og politiske kulturkamp, der for de radikales vedkommende var båret af en opstemthed og beruselse, der kunne få enhver hereticaner og bedsteborger til at gribe til salmebog og moralsk oprustning. Villy Sørensen, Leif Panduro, Palle Kjærulff-Schmidt. De tog os på sengen (i bogstaveligste forstand) med et godt grin og et par store fagter. Familien Danmark blev konfronteret med den virkelige virkelighed, og den nød afsløringen med eller imod dens vilje, så længe kritikken ikke stivnede i 70'er-marxismens brutale ideologi og skråsikkerhed. Hele virkeligheden med Hvad enten det var mødet med Spaniens sydlige og sommerlige livsbekræftelse, eller det skyldes (små-)borgerlighedens anstændighed og dannelse eller forfatterens iboende litterære inspiration til at skrive, hvad han har lyst til, så kan Rifbjergs humanisme ikke forlige sig med en rigid og menneskefjendsk politiseren som i 70'erne eller med 80'ernes litterære æstetik, hvor der står »billet.mrk.alvor«over hele linjen, eller den mærkelige polarisering i politisk højredrejning og anarkisme. At tage hele virkeligheden med. I rollen som ægtemand, journalist, skuespiller, revyforfatter, direktør, restauratør, men først og fremmest forfatter. Sådan. I realistisk øjenhøjde og med nøgternt blik kræver det måske netop en fastholden af hjemligheden, borgerligheden og digtet. Som han selv i retrospektivets selverkendelse siger: »Man påstår, det er sundt at få revet illusionerne væk. Jeg ved ikke. Et såkaldt ærligt syn på tingene grænser tit faretruende til billig overfladiskhed og kynisme. Under alle omstændigheder har jeg set illusionsløshedens tragiske ansigt på tilstrækkelig mange af mine nærmeste til at acceptere alt for voldsomme gebærder og sving med armene, når det gælder om at fjerne det syvende og sidste slør »i sandhedens interesse«. Selv vil jeg i hvert fald i visse situationer gerne have en lille klud at gemme mig under.« Illusionen. Den lille klud. Hvad gemmer den på - for Rifbjerg og de to tredjedele af det århundrede, han gjorde med? At tilværelsen er mere end billedet af en engelsk soldat på vej mod fjenden i skyttegraven i Første Verdenskrig, som han fik præsenteret af faderen som lille dreng. Nemlig en generøsitetens venskabelighed og menneskelig, overbærenhed eller sagt mindre patetisk og mere modernistisk: lyst frisind og munter erotik. Måske det er denne illusion, forsidebilledet til reportagen viser frem: den lille Klaus i korte bukser og frakke, med muntert smil, og som i en kort håndbevægelses øjeblik med bøllehatten ville sige: Sådan. I så fald har undertegnede suget næring af reportagen. Og opdaget virkeligheden. Sådan. En livsreportage. 240 sider. 265 kr. Gyldendal.