Jeg havde taget Doktor Faustus med til Estepona i Sydspanien, hvor jeg boede nogle måneder i 1963 og arbejdede som jazzkritiker. Jeg havde været meget interesseret i værket og Thomas Manns kontrakt med det dæmoniske. Og det endte næsten fatalt.
Jeg dykkede helt ned i dette utrolige værk og kunne ikke slippe det, og jo mere jeg læste, jo mere svimmel blev jeg. Den gav et uafrysteligt indtryk og blev en besættelse. Jeg kunne både direkte og i overført betydning mærke den afgrund, som Mann skriver om. Det føltes som et koldt sus fra et bundløst hul, jeg aldrig glemmer. Den fysiske oplevelse står lysende klart for mig den dag i dag. Jeg blev vanvittig forskrækket og angst for, at jeg simpelthen var ved at miste min forstand. Det endte med, at jeg måtte tage hjem til Danmark i trygge omgivelser.
I bogen møder hovedpersonen, komponisten Adrian Leverkühn, Djævelen og indgår en pagt. Og kulden, jeg oplevede, står helt konkret i begyndelsen af bogen, hvor han møder Djævelen, som kommer ind i rummet hos ham. Kulden kommer simpelthen direkte fra Djævelen, en iskulde, som samtidig trængte sig ind på mig. Og det var jo en symbolsk kulde, for sammen med pagten afkøles Leverkühn menneskeligt. Det er prisen for at få de kreative inspirationer. Og han opfinder tolvtonesystemet.
LÆS OGSÅ: Generation Ung
Doktor Faustus er i mine øjne et monumentalt værk i litteraturhistorien, og Mann var mere end nogen anden klar over, hvad han lavede og risikoen ved den dæmoniske pagt. Også helt konkret i den måde sproget hives op til fantastiske varmegrader på. Det er uden reservationer en heroisk og eviggyldig bog, den er dragende, beundringsværdig, stærk og et af litteraturens mesterværker.
Denne bog går til grænsen og over og handler om kunstnerens alliance med det dæmoniske, og han tager ikke afstand fra det eller beskriver moralske dilemmaer. Han vil undersøge det onde på dets præmisser og udforske det og bruge det. Værket har en masse autentisk angstbe-mestring i sig. Mann, den virtuose forfatter med et klart hoved, intellektuel og altid fuldstændig forberedt, mere end nogen kan forestille sig. Han oplevede jo også selv ondskaben i forbindelse med Tysklands drama i de år.
Bogen er i sig selv en modsætning til det, Mann stod for: det kontrollable. Han var i den grad meget omhyggelig, en konservativ spidsborger, der havde styr på tingene, sit familieliv, og spillede en stor rolle som moralsk mand med rette dyder og meninger. I det lys er det forbløffende, at han laver dette værk og er i stand til at søge ind i mørket.
Bogen var en erkendelse for mig. Jeg indså, at jeg nok skulle fortsætte med at skrive digte og lave film, men holde mig fra at eksperimentere med stoffer. På den tid handlede det for mig om at lave om på alt, lyd, billede og klipning. At nærme mig grænsen for det mulige. Men at balancere på randen af afgrunden var blevet farligt for mig.
Men det gjorde Thomas Mann, og det samme gælder jo Lars von Trier i dag. De to vover sig ud på ukendt terræn og tør arbejde med det onde i mennesket. Kunsten kan være som at rejse til ukendte egne af verden, som at være en slags opdagelsesrejsende i sindets jungle. Det er afgørende for Mann at vise, at den kunstneriske drift i sin yderste konsekvens er en alliance med det dæmoniske. Han følger Djævelens invitation og sender sin beretning fra helvede. Selve det at eksperimentere med metode og indsigt er en slags alkymi. En decideret ukristen drift. Jeg skriver for tiden om helte og skurke. Og finder altid ud af, at de gode helte er mindre spændende end skurkene. Den godhedsdrevne kunst er ikke særlig interessant. Vi vil gerne have den store kunst, og dermed at kunstnere ofrer sig for at nå høje mål. I ekstreme tilfælde må kunstneren for at skabe noget nyt undervejs ofre det menneskelige. Det er det, Doktor Faustus handler om. Det følte jeg mig meget anfægtet af dengang, og gør det stadig.
Jeg har oplevet tilbagefald ned i angsten, som da jeg boede i Veksø i 1960erne og en aften tilfældigt så Dreyers Blade af Satans Dagbog, en primitiv stumfilm. Den gjorde mig så bange, at mine tænder klaprede. Jeg blev klar over, at jeg måtte undgå at se bestemte film.
Bogen ændrede dog ikke mit syn på kunstens væsen. Det er vigtigt for kunsten, at den har et element af noget ukontrollabelt, noget risikabelt. Det ideelle er selvfølgelig, når den rummer begge dele, både det onde og det gode.