Direktør ser "Othello"-aflysning som del af sund vækkelse
Flere blev overraskede, da Det Kongelige Teater for halvanden måned siden aflyste en af efterårets store satsninger på balletscenen, John Neumeiers ballet over Shakespeares "Othello", fordi danserne fandt en af sekvenserne racistisk. Balletmester Nikolaj Hübbe bakkede sine dansere op, da de afslog at danse en "krigerdans", og da Neumeier ikke ville tage sekvensen ud, valgte Hübbe at sætte en anden Neumeier-Shakespeare-ballet op, "En skærsommernatsdrøm".
Blandt kritikerne dengang var Berlingskes skribent Jakob Steen Olsen, der betegnede balletten over "Othello" som "et raffineret og komplekst værk" og advarede om "ikke at tage alt, der foregår på en scene, for pålydende. Sætter man en pædofil på scenen, er man så selv pædofil?"
I den forgangne uge tog Marianne Klint, direktør på Teater Momentum i Odense, imidlertid debatten et nyt sted hen, da hun slog fast, at teaterledelser ikke skal tage alt for pålydende eller censurere kunsten af frygt for at krænke eller være grænseoverskridende. Men hun bifalder aflysningen af Othello, fordi den handler om noget andet.
"Grundlæggende handler det om, at kunsten – især scenekunsten – er en kollektiv udtryksform, der skal sørge for, at alle, der medvirker i noget, føler sig godt tilpas. På den front er der sket en forandring, og der er en sund vækkelse i gang," siger Marianne Klint i et interview med netmediet Kulturmonitor.
Ifølge teaterdirektøren skal man som teaterledelse "agere lyttende og omstillingsparat i denne tid, hvor vi er med til at definere en ny orden." Har medarbejderne en oplevelse af, at en forestilling tager kunsten et forkert sted hen, vil hun selv som leder være "glad for at blive vejledt og taget i hånden af alle dem, jeg samarbejder med." Til gengæld skal der helst skubbes lidt til publikums grænser i hver eneste forestilling, mener hun:
"Hele det dannende aspekt, der ligger til grund for det, vi gerne vil med kunsten mange steder, handler vel netop om at prikke til grænserne af publikums deltagelse og sørge for at tilbyde en viden, de ikke havde i forvejen. Mine grænser kan sagtens nås, når jeg ser splatter-teater med kropsvæsker over hele scenen, men jeg lærer også noget – både om mine egne grænser og om et kunstnerisk behov, der findes i tiden for at eksperimentere med at udstille performerens egne grænser."
Kritik af hvid billedhuggers hyldest til sort kvinde
I tiden omkring den amerikanske borgerkrig midt i 1800-tallet engagerede en sort kvinde sig i at rejse til sydstaterne og hjælpe slaver med at flygte. Harriet Tubman var selv slave i sine unge år, men flygtede fra syden til Philadelphia i nordstaten Pennsylvania. Hun levede, til hun blev 91 år, hjalp flere hundrede slaver til flugt og oprettede en skole for de tidligere slavers børn.
I de senere år har Tubman opnået stor hyldest, blandt andet fik hun i 2010 en asteroide opkaldt efter sig. Nu planlægger bystyret i Philadelphia at opstille en stor permanent statue af hende centralt i byen - men er kommet i modvind, fordi den billedhugger, der er udset til opgaven, Wesley Wofford, er hvid.
Ifølge det amerikanske medie Artforum var statueprojektet i offentlig høring frem til i torsdags, og det har ikke skortet på kritik. Fra flere borgerrepræsentanter og lokale sorte kunstnere bliver det betegnet som "forræderi", "smertefuldt" og "traumatiserende", at Wofford, som hverken er lokal eller sort, men bor i North Carolina og tilhører den hvide race, fik opgaven, uden at andre har haft mulighed for at byde sig til.
"Hvis det havde været et åbent udbud, og Wesley blev valgt, var det i orden. Men det er en mærkesag, fordi det ikke var en åben proces," har den lokale sorte tekstilkunstner Dee Jones udtalt.
Til gengæld har Wofford allerede skabt en statue, "Harriet Tubman: The Journey to Freedom", som ikke er til permanent opstilling, men har været placeret flere forskellige steder, også i Philadelphia. Byens styre holder så meget af denne statue, at de prøvede at få den til permanent opstilling, hvilket blev afslået. Ønsket var derfor, at der skulle skabes en ny statue af Harriet Tubman, der knytter mere direkte an til Philadelphia, men ellers minder så meget som muligt om "The Journey to Freedom".
Kelly Lee, ledende embedsmand i byens kulturforvaltning, Creative Philadelphia, har udtalt, at "folk ikke fokuserer på, hvem kunstneren er," når de ser Woffords statue. I stedet giver mange sig til at græde, fordi "statuen resonerer så dybt, den indfanger hendes ånd og hendes essens,“ som hun formulerer det.
Det er på den baggrund, og ikke fordi han er hvid, at Wesley Wofford er valgt, lader man sig forstå. Den eneste billedhugger, Creative Phildelphia ville bede om at lave en statue, der er et plagiat af den, der eksisterer i forvejen, er Wofford selv.
"Stranger Things"-stjerne kalder serieskabere bløde
Siden tv-serien "Stranger Things" blev søsat af Netflix i 2016 har den udviklet sig til et kultfænomen for unge og andre, der holder af gys, science fiction, ungdomsvenskaber og skæve referencer til 1980'ernes populærkultur. Succesen nåede nye højder, da fjerde sæson for nylig blev afsluttet og seriens brede persongalleri af gæve teenagere på ny udkæmpede et drabeligt opgør med de grusomme mørke kræfter, der er sluppet løs.
Men midt i al succesen er der én, der drypper malurt i bægeret og kritiserer "Stranger Things" for ikke at være konsekvent nok i sin gys, gru, død og ødelæggelse, idet samtlige bærende karakterer indtil nu har overlevet alle monsterangreb, ildkampe, ophold i sibiriske fangelejre og andre genvordigheder.
Kritikken kommer fra ingen andre end Millie Bobby Brown, der spiller seriens hovedrolle som den karseklippede menneskelige laboratorierotte Eleven, der kæmper for verdens overlevelse bevæbnet med lige dele superkræfter og barndomstraumer. Ifølge filmmagasinet Soundvenue har Brown kaldt seriens skabere, Ross og Matt Duffer, for bløde "sensitive Sallies" og foreslået, at "Stranger Things" læner sig mere op ad en anden populær serie, "Game of Thrones", hvor hver sæson slutter med, at cirka halvdelen af de centrale karakterer bliver slået ihjel.
For et medlem af forældregenerationen der har siddet på det yderste af sædet i frygt og bæven over, hvordan de unge mennesker skulle klare skærene, forekommer betegnelsen "blød" besynderlig. I den forgangne uge tog Matt Duffer også til genmæle i et podcast-interview, hvor han afviste, at han holder sine figurer i live, fordi han er en "sensitiv Sally".
"Der er en logik bag det, der ikke har noget at gøre med min følsomhed," sagde Duffer og uddybede, at mens "Game of Thrones" handler om kynisme og forræderi, er sammenhold og venskab det bærende tema i "Stranger Things". At miste et centralt medlem af sammenholdet vil simpelthen være for hårdt, ikke kun for karaktererne, men også for publikum.