Prøv avisen
Bog

Vældig progressivt, men ikke litterært interessant

2 stjerner
Niels Lyngsøs nye roman "Himlen under jorden" er en forlængelse af hans forrige roman "Min ukendte bror" fra 2015. Foto: Ditte Bjerregaard

Niels Lyngsøs nye roman er fattig på indføling, menneskeklogskab og visioner

Niels Lyngsøs nye roman, ”Himlen under jorden”, lægger sig i forlængelse af hans forrige roman, ”Min ukendte bror”. Den er konstrueret over et ret simpelt plot, nemlig at denne Hans-Peter Frederiksen, født i 1968 (ligesom forfatteren), kommer under vejr med, at han har en ukendt halvsøster.

Halvsøsteren hedder Nadia Nazir. Hun er antropolog og lever i et underjordisk gangsystem (katakomberne) cirka 20 meter under Paris. Mod slutningen af romanen opklares de to halvsøskendes familiære forbindelse. Mens én gåde løses, stilles en anden. Nadia Nazir efterlades uden et ord af sin kvindelige partner, og denne har taget deres fælles barn med sig, hvorfor der selvfølgelig er lagt op til en tredje roman.

Det er lang tid siden, jeg har læst en roman, der gav mig så lidt plads for identifikation som denne. Niels Lyngsø har en besynderlig tilbøjelighed til at forklare alting for læseren frem for at fortælle og levendegøre en fiktionsverden. Måske fordi han er så klog eller rettere ved så meget om mange videnskabelige emnefelter, kan han slet ikke lade være. Men det ville afgjort fungere langt bedre, hvis han næste gang overlod læseren et større rum at færdes, opleve og tænke i. Han behøver ikke kaste sig ud i en decideret minimalisme, men litteratur bør nu engang være væsens-forskellig fra den akademiske afhandling.

I virkeligheden forklarer Niels Lyngsø hele romanens seksuelt revolutionære tematik efter først cirka 100 sider og så igen efter cirka 200 sider. Hvad der står før, mellem og efter, er en slags populærvidenskabeligt fyldstof, man næsten kun pligtskyldigt bladrer sig igennem.

Om det kollektiv, kaldet Sapiens, som Nadia Nazir bor i, står der: ”Sapiens opererede til at begynde med ud fra nogle enkle og bredt definerede normer: Ingen kunne eje noget, alle var lige, evner og erfaring skulle respekteres, beslutninger skulle træffes i enighed, og enhver form for sex mellem frivilligt deltagende voksne mennesker var ikke alene tilladt, men også efterstræbelsesværdigt.”

Den nøgterne beskrivelse efterfølges af romanens progressive synspunkt: ”Sex øger følelsen af tillid, styrker empatien og løsner psykosociale spændinger og vil derfor skabe øget samhørighed mellem de involverede.”

En tredjedel længere fremme reformuleres problemstillingen, og så kommer der endnu en erklæring: ”At det gælder mænd, har man vidst og accepteret gennem hele historien, men at kvinder er mindst lige så promiskuøse, er en kendsgerning der stadig støder på massiv patriarkalsk modstand.”

Romanens seksuelt frigjorte og feministiske synspunkt, der er praktiseret af dens talrige karakterer, kan være både overbevisende og sympatisk, men som litteratur i betydningen ordkunst er det jo helt irrelevant, hvis ikke alt det, som kendetegner god litteratur, nemlig indføling, menneskeklogskab og visioner, varetages omhyggeligt og opmærksomt.