Overblik: Disse udstillinger bør du se i november

Fra Dea Trier Mørch i Aalborg over Clay i Middelfart til impressionisme i Hamborg: Museerne slår dørene op til en række nye udstillinger de kommende dage

I Hamborg kan man fra den 7. november opleve en række franske perler fra Ordrupgaards samling, her er det Berthe Morisots ”Dame med vifte” fra 1874. – Foto: Ordrupgaard.
I Hamborg kan man fra den 7. november opleve en række franske perler fra Ordrupgaards samling, her er det Berthe Morisots ”Dame med vifte” fra 1874. – Foto: Ordrupgaard.

Sirligt og interessant på Kobberstiksamlingen
Tænk, at kunne tegne så sirligt og fint, karakterfuldt og karakteristisk, at papiret løfter sig fra bordet, sættes i ramme eller lægges mellem stykker af syrefrit pap i et velbevogtet arkiv. Tænk, at kunne tegne og blive en del af en samling så sofistikeret som den, Statens Museum for Kunst har skabt hen over de sidste 500 år, hvor Den Kongelige Kobberstiksamling, der indeholder hen ved 240.000 tegninger, raderinger, træsnit, kobberstik og litografiske værker, har vokset sig stor og stærk. Kunst på papir kan noget. Og det uanset om det er bevirket af renæssancens Albrecht Dürer, af Christen Købke i 1800-tallets København eller af Georgia O’Keeffe i 1960’ernes USA. Når Statens Museum for Kunst derfor her i november trækker højdepunkter fra Kobberstiksamlingen frem i lyset, er det med at finde læsebrillen frem og benytte sig af lejligheden til at se og nærstudere tegningens kunst. Motiverne, teknikkerne og stemningerne, som de skifter og udvikler sig hen over tid og sted, skildringen af mennesket og naturen, detaljerne og helheden. Ud over papirarbejde af Dürer, Købke og O’Keefe rummer samlingen værker af Pablo Picasso, Henri Matisse, Nicolai Abildgaard, Anna Ancher, Sonja Ferlov Mancoba, Per Kirkeby, Tal R og mange flere, så der skal nok blive meget fint at se på.

Highlights fra Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst, København. Åbner den 29. november.

Udstillingen ”Highlights fra Kobberstiksamlingen” på Statens Museum for Kunst rummer blandt andet dette værk af hollænderen Rembrandt van Rijn, ”De Omval”, fra 1645. – Foto: Statens Museum for Kunst.
Udstillingen ”Highlights fra Kobberstiksamlingen” på Statens Museum for Kunst rummer blandt andet dette værk af hollænderen Rembrandt van Rijn, ”De Omval”, fra 1645. – Foto: Statens Museum for Kunst.

Eftertrykkelig eksistens i Aalborg
Det er blevet nordjydernes tur til at opleve Dea Trier Mørch. Den danske forfatter og billedkunstner fik i starten af året nostalgiske socialister, nyudsprungne feminister og kunstelskere en masse til at valfarte til kunstmuseet Louisiana for at opleve linoleumstryk af spædbørn og barslende kvinder, politisk grafik og socialrealistiske træsnit. Nu er udstillingen rykket til Kunsten i Aalborg, hvor Alvar Altos hvide rammer sætter selvsamme agenda, som Dea Trier Mørch i sin tid blev så kendt for. Det fællesmenneskelige og vores vej ind i verden, empatien, sociale vilkår, familierelationer og hverdagsliv, når det er allermest privat og intimt. Udstillingen, der tager afsæt i kultromanen ”Vinterbørn” fra 1976, præsenteres i Kunstens syv sidelyssale og selv dem, der ikke umiddelbart finder fælles sympati med kunstnerkollektivet Røde Mor (hvor Dea Trier Mørch og hendes mand, sangeren Troels Trier, var drivende kræfter), bør lægge vejen forbi. For hvis der er noget, vi har brug for i disse tider, er det et empatisk, realistisk blik – på hinanden. Og som Louisianas direktør (og Kunstens fremtidige overdirektør) Poul Erik Tøjner er citeret for at sige ved åbningen i Humlebæk: ”Uanset, hvad man mener om Dea Trier Mørchs politiske holdninger, har hun skabt et ikonisk billedsprog, der fik vid udbredelse og betydning i en tid, der for mange af os var vores barndom og ungdom.”

Dea Trier Mørch – ind i verden, Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg. Åbner den 13. november.

Franske perler i Hamborg
Vi har i Danmark et par fantastiske samlinger af fransk kunst. Dels på Statens Museum for Kunst, hvor det franske kom ind ad bagvejen, da kunstsamleren og ingeniøren Johannes Rump i 1927 donerede sin malerisamling til museet, heriblandt 25 værker af Henri Matisse, og ikke mindst på Ordrupgaard, hvor kollektionen blandt andet gemmer på enestående mesterværker af franske impressionister. Et udvalg af sidstnævnte franske perler kan i november og frem opleves i Hamburger Kunsthalle. For mens Ordrupgaard har overladt domicilet til gravearbejde og bygningsarkitekter (de er i gang med at realisere en underjordisk tilbygning kaldet Himmelhaven) er kunsten draget på turné, og i Hamborg kan man således se eller gense en række af samlingens bedste malerier; imponerende værker af Camille Pissarro, Édouard Manet og Edgar Degas, Pierre-Auguste Renoir og Claude Monet, og ikke mindst det underskønne ”Dame med vifte. Portræt af Marie Hubbard” af den kvindelige impressionist Berthe Morisot – et billede, der sagtens kan tåle en hel del ekstra opmærksomhed.

Impressionism: Masterpieces from the Ordrupgaard collection, Hamburger Kunsthalle, Hamborg, Tyskland. Åbner den 7. november.

25 års keramisk kunst i Middelfart
Har man fulgt almindeligt med i dansk kulturliv, vil man måske studse over, at keramikmuseet Clay her i november kan åbne dørene til en 25 års-jubilæumsudstilling. For Clay er et forholdsvis nyt fænomen i den danske museumsverden og kom først på manges læber i 2015, samtidig med at keramik af både ny og ældre dato fløj til tops på listerne over kunst, man gerne ville eje. Men, clay er ikke et nyt ord i keramikkens verden, for Clay (Clay Today) er også navnet på den kunstnersammenslutning, der i 1990’erne var med til at sparke liv i danske keramikeres drømme om et museum, der sætter fokus på keramisk kunst og kunsthåndværk som andet end halvpraktisk brugskunst. Det blev dengang til Keramikmuseet Grimmerhus ved Middelfart, og det er præcis det, der siden har forvandlet sig til museet Clay og deraf kommer altså de 25 år. Kender du allerede den historie, kan du få den repeteret på udstillingen, der hylder de ildsjæle, der startede det hele – og er den ny for dig, ja, så har du hermed fået anledningen til at få stedet besøgt. Clay er nemlig, nøjagtig som Grimmerhus også var det, et moderne museum med internationalt udsyn, huset viser keramik af bedste skuffe, og så er bygningerne med udsigt over Lillebælt, tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter, i høj grad også et besøg værd.

Clay Today – museets 25-årsjubilæum, Clay Keramikmuseum Danmark. Åbner den 17. november.

Gennem nåleøjet på efterårsudstilling
Når bladene falder af træerne, er det tid til Kunstnernes Efterårsudstilling i København. J.F. Willumsens ikoniske bygning, Den Frie Udstillingsbygning ved Østerport, danner for 119. gang rammen om den historiske kunstudstilling og åbner dørene til et facetteret udpluk af samtidens kunst. 546 kunstnere har sendt værker til bedømmelse, og en jury bestående af blandt andre kunstneren Peter Land og årets danske repræsentant ved Venedig-biennalen, Larissa Sansour, har udvalgt, hvad du kan opleve. Nøjagtig som det er sket hvert år siden 1900, hvor ideen om en åben, censureret udstilling drevet af billedkunstnere første gang tog form. Der er hverken krav om uddannelse eller forudgående blåstempling blandt ansøgerne, men niveauet er som regel højt, og de mange forskelligartede værker giver typisk et fint billede på, hvad der rører sig lige nu. Og så er Kunstnernes Efterårsudstilling på lige fod med Forårsudstillingen på Charlottenborg en lille kunsthistorisk begivenhed, der er interessant at bakke op om, netop som kunstelskere og -mæcener har gjort det i over hundrede år.

Kunstnernes Efterårsudstilling 2019, Den Frie udstillingsbygning, København. Åbner den 2. november.