Det giver god mening, hvorfor Tommy Kenter har valgt netop ”Spillemand på en tagryg” som sin store afskedshonnør til teaterscenen. Musicalen om den fattige jødiske mælkemand, der kæmper med at bevare religiøse og familiære traditioner i en verden under stadig forandring, handler jo om kvalerne ved at indse, at ens egen tid rinder ud, og man pænt må videregive verden til næste generation. Og så er rollen som den elskelige Tevye som skabt til Tommy Kenters muntre melankolske skuespillernatur. Men mere om det senere – nu til handlingen.
”Spillemand på en tagryg” er en sjældent meningsfuld, ja ligefrem dybsindig, musical. Den stammer fra 1964 og er baseret på den store jødiske forfatter Sholem Aleichems fortællinger om de millioner af jøder, der blev forfulgt og fordrevet fra tsartidens Rusland fra 1880’erne og frem til Første Verdenskrig. Året er 1905.
Vi befinder os i den fattige russiske flække Anatevka, hvor en familie bestående af husfar Tevye, mor Golde og deres tre store døtre lever et tilforladeligt liv i overensstemmelse med jødiske sæder og skikke.
Dog har Tevye sit hyr først og fremmest med at skaffe til dagen og vejen som forarmet mælkemand med én eneste halt hest og dernæst med at leve op til forpligtelserne som familiens overhoved.
Én efter én fravælger døtrene de ægtemænd, traditionen foreskriver, at faderen skal udpege for dem. Tzeitel, den ældste, forelsker sig i en fattig skrædder, mens Hodel, den mellemste, stikker af med en ung revolutionær fra Kiev, og den yngste, Chava, gifter sig i trods med en kristen soldat.
Det kunne ikke være meget værre – og stakkels Teyve kan kun se til, mens den gamle verden styrter i grus omkring ham. Skiftevis påkalder han Vorherre og rådfører sig med sit eget tvivlrådige sind i monologform fra forscenen.
Omdrejningspunktet er generationssammenstødet og den gamle patriarks smertelige magtafgivelse. Men også ude i den store verden er der røre og uro. Tsaren strammer nettet til om den jødiske befolkning, og frygtelige pogromer trænger sig på med truslen om at fordrive hele byer fra Rusland til Vesteuropa og USA.
At musicalen er en af Broadways største succeser nogensinde skyldes netop det, at den handler om noget – at den vedbliver at være lige så aktuel, som den er almengyldig. Konflikten angår på én gang det helt nære og det helt store. Fra flugt og forfølgelse over tab af traditioner og kultur til forældresorgen over at se sine børn blive voksne og sig selv overflødiggjort.
Tommy Kenter indtager scenens naturlige centrum som lige dele vrangvillig Jeronimus og godmodig mælkemand. Og han gør det med et hjertegribende tilstedevær, ømhed, tragik og humor. Med Kenter får rollen mere varme og menneskelighed, end vi ellers har set hos den splittede husfar.
Og det klæder ham. For selvom den garvede skuespiller ikke er den største stemme, dansk musicalteater kan diske op med disse år, er der en sympatisk og bevægende skrøbelighed over Kenters dirrende røst, når han giver glansnummeret ”Hvis jeg var en rig mand” med bedende bulldogblik og det hele. Som passende modstykke har vi Ann-Mari Max Hansen, der efter 18 års kunstpause er et glædeligt gensyn på scenen som Teyves skarpsindige, handlekraftige hustru.
Det hele er dekorativt pakket ind i Paul Farnsworths simple scenografi af slanke birketræer, der udmærker sig ved ikke at stjæle scenen fra historien. Sammen med de traditionelle jiddische klezmertoner i musikken og de jødiske folkedansetrin hensættes vi vellykket til et på overfladen trygt jødisk lillebysamfund omkring århundredskiftet, hvor revolutionen lurer lige om hjørnet, og deportationernes rædsel regerer.
”Spillemand på en tagryg” er begavet musicalteater til alle tider – og denne gang er det også et værdigt farvel til Tommy Kenter på selvsamme scene, hvor han debuterede for 60 år siden.