Ny biografi om Nietzsche er munter, medrivende og indimellem begavet – men ikke overbevisende

Ny biografi om filosoffen Friedrich Nietzsche er både munter, medrivende og indimellem begavet. Alligevel er den ikke en overbevisende udgivelse

Ny biografi om Nietzsche er munter, medrivende og indimellem begavet – men ikke overbevisende

Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) blev som 13-årig optaget på Schulpforta ved Naumburg, en af det tyske forbunds førende drengeskoler. Det var et sted, der af dens rektor blev kaldt en ”skolestat”, fordi den var Athen om formiddagen og Sparta om eftermiddagen.

Nietzsche dyrkede dengang blandt andet digterguden Hölderlin. Eftersom denne havde skrevet et stykke om den førsokratiske filosof Empedokles, ville Nietzsche det samme. Historien vil det, at Empedokles sprang i vulkanen Etnas krater med sikker forvisning om, at han ville genopstå af den som gud. Hölderlin lagde senere disse ord i munden på den græske filosof: ”At være alene og uden guder er døden.”

Britisk-norske Sue Prideaux spekulerer i denne biografi om Nietzsche om, hvorvidt Nietzsches tidlige fascination af dette kompleks blev begyndelsen til hans fanatiske orakelgave: ”Den første hvisken af den gigantiske tragedie, som Nietzsche ville formulere som Guds død.” I hvert fald kan Prideaux se et fællestræk: ”Gudsrørt vanvid” blev på en måde skæbnen for alle tre.

Ud over den veloplagte fortællestil er dette nedslag i en fejret biografi oplagt, fordi det udtrykker en afgørende indsigt i Nietzsches forfatterskab. Generelt lægges fokus på de store venskaber. Først og fremmest venskabet med den noget ældre Richard Wagner. Han er nævnt flere gange i Nietzsches forfatterskab end Jesus, Sokrates og Goethe.

Derudover søsteren Elisabeth, der blev overbevist nazist og viste den sindssyge Nietzsche frem som klenodie i huset i Weimar, mens hun overtog udgivelsesretten over hans værker og ændrede dem, så hun og den ariske race fremstod i et bedre lys. Den anden bedste ven synes at være sygdommen, der fulgte ham hele livet. Hovedpinen ”bearbejdede ham” fra klokken 7 til 23. Kroppen førte ”Blitzkrieg” mod hans tarme.

Prideaux udtrykker løbende over alle godt 500 sider, at hun forstår vulkanens springende punkt: Nietzsches herostratiske deklamation af Guds død var en diagnostik af en syg kultur, ikke konstateringen af en ydre kendsgerning som i: Patienten er død. At være alene og uden guder er døden.

Sygehistorien fortsættes langt senere, da Prideaux genfortæller handlingen i Nietzsche-værket ”Således talte Zarathustra”. I dennes fjerde del, af Prideaux kaldet ”en langstrakt hævnfantasi rettet mod alle, (…) fra Gud til igler,” fører hovedpersonen samtaler med de ”højere mennesker”, som hidtil havde ledt den europæiske civilisation: ”Konger, paven, Schopenhauer, Darwin, Wagner og endda Nietzsche selv.” Zarathustra sender dem ind i sin hule, hvor visdommen findes. Men da han selv træder ind, har disse skønånder påbegyndt tilbedelsen af et æsel: ”I fraværet af en gud vil menneskeheden tilbede hvad som helst,” påpeger Prideaux i sin parafrase. Hvor sandt og tilmed: hvor kongenialt med Nietzsches diagnostik.

Som læseren måske vil fornemme, er der tale om en biografi i den angelsaksiske stil for essayistisk fortællekunst, og lige i dette tilfælde tilmed for en relevant forståelse af et dødsvært forfatterskab. Over de godt 500 sider, der føles som mindre, begynder det med et plateau, hvor Nietzsche møder sin åndelige far, Richard Wagner, og slår over i den kronologiske genfortælling af et sygeligt og omflakkende liv, der endte i sindssygen. Nietzsche blev meget tidligt professor i filologi i Basel, men forstod, at læreanstalter dræber én på den kedelige måde. Man falder i hvert fald ikke i vulkaner, og man genopstår slet ikke. Ikke som gud og ikke (engang) som fri ånd.

Men han ville være en af delene, og da tiltagende blindhed og hovedpine først gjorde, at han ikke for alvor kunne undervise, og da en række skøre bogudgivelser gjorde, at ingen studerende heller ville høre på det, sagde han i stedet op. Det blev anledningen til 10 rejseår som den ”gode europæer”, Nietzsche faktisk mente at være: Sils-Maria, Torino, Nice. Nietzsche afskyede både antisemitisme og dumme former for nationalisme.

Alt dette er både muntert, medrivende og indimellem begavet. Alligevel er det ikke kun en overbevisende udgivelse. Den øvede og øvende stil er prisværdig, men i Storbritannien bliver den slags bøger tit til oven på en afgrund af kildestudier og nye fund. Her tyder det snarere på, at Sue Prideaux stort set kun har betjent sig af litteratur, der allerede er oversat til engelsk. Der er derfor intet nyt at hente på kraterbunden, selvom man – bevares! – er underholdt oppe på skrænten, inden man falder i. Nye læsere kan begynde her, men ingen bliver guddommelige af det.

Det virker bestemt til, at oversætteren Joachim Wrang har gjort en indsats, idet han selv har oversat alle citater af Nietzsche og de mange breve fra tysk i stedet for ordret at tage de engelske. Alligevel præges oversættelsen af en usædvanlig mængde sære fejl. Hvordan kan ”pension” blive til ”person”? N og r ligger ikke tæt på hinanden på tastaturet. Der er en del af disse mærkværdige udskiftninger. Hvorfor er forlaget ikke i stand til at hjælpe oversætteren, der tydeligvis har gjort et stort kildearbejde, med at undgå ligge/læggesamt hans/sin-fejl?

Prisen, indbindingen, selvbevidstheden synes at antyde, at dette er en vægtig udgivelse. Men tænker man på en lignende nylig begivenhed som oversættelsen af Ivo de Figueiredos biografi om Ibsen, står det ikke mål. Det er, som om form ikke svarer til indhold i denne danske udgave. Bogen er slet ikke så righoldig som både bog- og skriftstilen lover. Det er selvfølgelig ikke kun Sue Prideaux’ skyld, men det er dog dybt et dybt u-nietzscheansk træk.

Vi har trods alt at gøre med manden, der mente ”at tale samme sprog som en verdenshersker” og i en vis forstand ”drak havet op,” som hans gale menneske kaldte Vestens civilisatoriske mord på Gud; og gjorde det, så form netop svarede til indhold.