At være dansk er… til diskussion

Mungo Park Kolding udfordrer indfødsretsprøven med en både forfriskende og livlig danskhedscabaret

"Indfødsretsprøven" med Marie Nørgaard og Magnus Christensen i hovedrollerne.
"Indfødsretsprøven" med Marie Nørgaard og Magnus Christensen i hovedrollerne. . Foto: Palle Peter Skov/Mungo Park.

Hvor mange Olsen Banden-film blev der lavet frem til 1981?

I hvilket stjernetegn opdagede Tycho Brahe en ny stjerne?

Hvornår opnår man ifølge protestantismen frelse?

Ved du det ikke? Ja, så er du måske ikke dansk. Eller hvad?

Således spørger Mungo Park Koldings lille polemiske forestilling med den simple titel ”Indfødsretsprøven”. Stykket er et dramatiseret ekko af den kritik, prøven har været udsat for, siden den blev indført i 2005.

”Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde”, skrev Grundtvig i 1856. Men sand oplysning – er det at udenadslære et pensum på 147 sider og sætte 40 krydser? Er det sådan, man bør skille de danske får fra de ikke-danske? Selv Den Lille Havfrue – det mest danske vartegn, vi har – var også en slags indvandrer, der ikke fik statsborgerskab og blev til skum på havet.

Instruktøren er amerikanskfødte Katrina Bugaj, som har boet i Danmark i de seneste syv år. Hun har endnu ikke været oppe til indfødsretsprøven. Manuskriptet er et sammensurium af indspark fra spillerne og instruktøren samt en række andre bidragydere.

Det er en enormt dynamisk sammensætning af små sange, fysiske udfoldelser, lydbilleder, eventyrfortællinger, fællessang og meningsfyldte samtaler – alt sammen ledet af to skuespillere, der forsøger at gøre et tungt historiepensum let og at finde mening i prøven og danskhedsdiskussionen.

Marie Nørgaard og Magnus Christensen fra teatrets faste ensemble er en fantastisk duo. De har en ungdommelig energi og er naturlige på scenen, fiffige og legende og med et smittende humør.

Dertil gode stemmer og en evne til at få os med på legen – som i virkeligheden ikke er nogen leg, men en målrettet kritik i ramme alvor.

De to skuespillere begynder med at stille det store spørgsmål: Hvad er det egentlig, der definerer en dansker?

De vandrer enige i takt igennem truismer og fortærskede spørgsmål. For at kunne fastslå, hvad en dansker er, må man nødvendigvis også diskutere, hvad dansk er. Og her ryger de i utakt. Fra låger og skuffer i et stort skab – et skab, de har tilfælles – flyder danske ting, danske dialekter, danske lyde sammen til en kakofoni af danskheder.

Rigtig dansk er man kun, hvis man fælder en tåre, når man tænker på Dybbøl. Rigtig dansk er man kun, hvis man elsker fællessang, tror på ytringsfrihed, har fordomme om folk fra andre landsdele, elsker hygge, spiser sild og drikker snaps og Faxe Kondi og ved, at knopsvanen er den danske nationalfugl.

At være dansk er. til diskussion. Ja, det er konklusionen. Men den får os ingen steder, vi vader stadig rundt på stedet og diskuterer i ring.

”Indfødsretsprøven” rykker nok heller ikke debatten videre, men den gør noget andet. Den får os til at grine ad vores stærkt personlige behov for at definere det Danmark, vi bor i, og humoren kan tage brodden af den følsomhed, der er omkring den politiske debat.

Det er Mungo Parks stil, det er forfriskende, og forestillingen er absolut seværdig uden dog at komme helt op at flyve. Erik Balling instruerede i øvrigt 13 Olsen Banden-film inden sin død i 1981.