Sofie Gråbøl er klejn af statur. Men det er, som om hendes ansigt, de store grønne øjne, vokser én i møde og tager én med ind i et trygt land – noget, som vel kommer af det, at hun er en af landets mest anerkendte og velkendte skuespillerinder.
Samtidig er det en forløsning for en gangs skyld at høre hende fremføre sine egne ord.
”Hvad synes du?,” kan hun spørge.
”Er det alt for luftigt, det jeg sidder og siger?”
Og pludselig holder hun pause i talestrømmen og ser ud af vinduet, mens man nærmest kan høre, at en ny tanke lige skal kobles til de rette ord, før samtalen kører videre.
Til sommer fylder Sofie Gråbøl 50 år, hun er nemlig født i det herrens år 1968, hvor også forfatteren Jakob Ejersbo kom til verden. De var begge børn i 1970’erne, hun i et flippet miljø på Frederiksberg, han i en slags kernefamilie i Rødovre. Og de havde begge forældre, der havde store drømme, projekter og tanker om at forandre verden. Ejersbos forældre var udsendt som hjælpearbejdere til Tanzania i 1980’erne, og fortællingen i den sidste bog, Ejersbo skrev før sin død i 2008, ”Liberty”, om drengen Christians ungdomsår i Afrika, tolkes af mange som en parallel til Ejersbos eget liv. Fra næste søndag den 25. februar viser DR 1 ”Liberty” som tv-serie i fem afsnit, med blandt andre Sofie Gråbøl i en hovedrolle som Christians idealistiske, men mildt sagt fraværende mor, Kirsten.
I bogen fortælles historien skiftevis af Christian og hans afrikanske ven, Marcus. De to teenagere står på sidelinjen og ser de ”voksne” skandinaviske udsendinge snuble af sted i forsøget på at redde verden, mens al moral druknes i gin og tonics og lumre aftaler. De hykler og svigter, så det står dem ud af ørerne. Mens Ejersbo valgte de unges blik med den sandhed og de begrænsninger, det indebærer, så har tv-serien et mindre karskt blik på de voksne, siger Sofie Gråbøl.
”For mig er det et rigtig stærkt portræt af både mine forældres generation og min generation, som voksede op som børn af 68’erne. En generation, der satte så tydeligt et aftryk og efterlod sig en arv på godt, men også ondt. Det er meget et opgør, synes jeg. Jeg kan også virkelig relatere til Christians følelse af ligesom at være på egen hånd.”
Hvordan det?
”Altså det var...,” begynder hun. ”Tidsånd er så interessant et begreb, for den er en ubetinget stærk faktor, men man kan ikke lægge hele skylden på tidsånden. Det enkelte menneske har et ansvar for at præge tidsånden, handle og leve på bedst mulige måde. Min opvækst var da præget af tidsånden dengang. Jeg har ikke været sendt til Afrika som Christian, men jeg har da helt klart været barn af en familie, som skulle ’tage sig af verden’. Ændre den. På den ene side var vi en generation, der fik så meget forærende,” siger Sofie Gråbøl, retter ryggen og slår ud med armene i proklamation.
”Se, ungdomsoprøret er lige ordnet for jer! Kvindeoprøret er lige ordnet for jer! I behøver ikke følge den slagne vej, alle generationer før jer har fulgt. Væggene er banket ned, I skal ikke bare indrette værelset, nej, I kan selv bygge på grunden!”
”På den ene side er der denne følelse af, at verden står åben, og du kan gå lige hvorhen, du vil. Men lige ved siden af ligger: ’Og det må du i øvrigt selv om!’. Når alt, hvad der er defineret og nagelfast, er nedbrudt og fjernet fra matriklen, er der heller ikke noget at læne sig op ad.”
Begge Sofie Gråbøls forældre var arkitekter, og hendes mor var politisk aktiv på den yderste venstrefløj. Forældrene blev dog skilt, før hun blev født, og hun er vokset op sammen med sin mor, bror og stedfar.
”Min far boede faktisk fem år i Kenya, hvor han tegnede hospitaler. Han forsvandt bare – det gjorde man i 1970’erne,” konstaterer hun tørt.
”Det store opgør var med autoriteter over en meget bred kam, og det blev også en helt ny definition af forældrerollen. Man gjorde op med den forældrerolle, der sætter rammer, inden for hvilke børn skal leve. Hjemme hos os kaldte vi hinanden ved navne. Og det er et billede på, at ’nu er vi ligeværdige og i øjenhøjde’,” siger hun.
Det er det samme med Christian og hans forældre i ”Liberty”?
”Ja, og det talte vi om, da vi filmede serien. Det er meget typisk for den tid. På den ene side er man ikke længere reduceret til at være et barn af en mor eller far, man blev italesat som et medmenneske. Men fra mit perspektiv, fra barnets perspektiv.... Jeg oplevede det ret voldsomt konstant at skulle konfronteres med meget voksne livsproblematikker. Atomkrige, demonstrationer, ø-lejre. Seksualitet, altså voksenseksualitet. Det var også en del af ligheden, at man var vidne til det. Som barn oplevede jeg det som utroligt ’in your face’”, siger hun og trækker sig hurtigt tilbage i stolen.
”Der var en vis selvoptagethed. Og selvoptagethed kan være en vidunderlig ting, fordi det er en stærk motor, hvis man vil frem: Alt, hvad der har været før mig, er ligegyldigt, for lige nu bliver verden skabt. Ingen har, nogensinde, fattet noget før!’ Det er noget, som i det enkelte menneskeliv hører en ungdomstid til, og det er jo en vidunderlig, uskyldig drivkraft, som gør, at mennesket udvikler sig. Men det credo fulgte mine forældres generation langt ind i voksenlivet. I kølvandet på den meget selvoptagede drivkraft kom næste generation så. En generation, som i værste fald følte sig kørt over og i bedste fald overset.”
Har du selv gjort op med den tid?
”Ja, det har jeg. Men mit oprør kom meget sent. Fordi forældre-barn-relationen i 1970’erne var så mærkelig udefineret, så blev man også kammerater med sine forældre, og jeg blev ret vant til at se tingene fra min mors synspunkt. Jeg var ikke i stand til det helt uskyldige ’du er dum’-opgør, for jeg følte på en måde, at vi var...”
Hun tygger lidt på det.
”Venner er et forkert ord... At vi var på samme niveau. Og så troede jeg jo nok, at det kapitel var sprunget over – det troede min mor også. Men det kan man ikke bare springe over. Det kom i mine 20’ere, og de ti år var de år, hvor jeg definerede mig selv og løsrev mig. Det er en dum udsættelse, for det slår hårdt, når elastikken er blevet strukket så hårdt og så længe. Og man er blevet et voksent menneske med et voksent menneskes kræfter. Jeg har et godt forhold til min mor i dag, men det indbefattede en masse psykoanalyse og nogle år, hvor jeg forsøgte at forstå, hvad det egentlig er, jeg er rundet af.”
Nu har du fået til opgave at identificere dig med ”de voksne” fra din egen barndom. Har det åbnet rum for forståelse af dine forældres generation?
”Når man når over sine mest opgørssultne år, så indfinder der sig jo en interesse for nogle lidt større sammenhænge og de bevæggrunde, der ligger bag. Der er jo ikke nogen, der vil være en dårlig mor, heller ikke Kirsten i ’Liberty’. Men helt paradoksalt, i al hendes iver for at vise omsorg og næstekærlighed og gøre verden til et bedre sted, kommer hun i samme bevægelse til at negligere sine børn, altså dem hun i virkeligheden havde det allernæreste omsorgsansvar for. Skade dem, faktisk. Ikke af ond vilje, men fordi hun ikke ser Christian, sin søn.”
Og, pointerer Sofie Gråbøl, så er Kirsten direkte skyld i en voldsom tragedie, der indtræffer i Afrika, og som får betydning for hele familien. Hvad der præcis sker skal ikke røbes af hensyn til seerne, men den fylder Kirsten med en skyld, som også påvirker hendes evne til at være forælder, mener hun.
”Når man møder en stor livskrise, så kan man tage livtag med den og se den i øjnene, eller man kan løbe sin vej. Kirsten løber – hos Ejersbo løber hun helt ud af historien. I vores, tv-seriens, fortolkning flygter hun ind i sit arbejde. Fordi det er det eneste, der kan give en følelse af mening med tilværelsen.”
Du er selv mor til to børn. Hvad har du selv tænkt i forhold til balancen mellem det at arbejde og være mor?
”Masser. Det har altid været noget, jeg har været konfronteret med i mit arbejde. Det har svinget i intense perioder, hvor jeg har kunnet risikere at være væk og have meget lange arbejdsdage og så perioder, hvor jeg er der hele tiden. Det liv er mine børn prisgivet, for det er mit liv. Men nu er mine børn 13 og 16 år og er efterhånden blevet ret store, så de senere år er jeg begyndt at lave ting, der tager mig væk fra Danmark. Men i alle de år, hvor de var mindre, var det en vigtig del af min arbejdsprioritering ikke at tage jobs, der tog mig væk fra dem i det, jeg vil kalde deres barndom.”
”Det er jo det vilkår alle forældre bliver givet, faktisk. Skal man forløse sig selv og sit potentiale fuldstændigt, eller skal man sidde og holde om sine børn 24 timer i døgnet og sørge for, at de har det så godt, som overhovedet muligt? Det er sådan en konto, hvor alle i en familie må sætte lidt ind, før det hænger sammen. Det har været vigtig for mig at være meget opmærksom på, hvordan saldoen stod i forhold til, hvor meget jeg har taget og givet. Og det hænger sikkert sammen med, at jeg har været barn af den generation, jeg er barn af.”
Dine børn er blevet teenagere nu. Har du tænkt over, hvad de kommer til at gøre oprør mod?
”Ja, det er meget spændende,” griner hun.
”Jeg kan heldigvis ikke selv se, hvad det skulle være. Hvis man var pinedød bevidst om den skade, man gør på sine børn, så ville man nok gøre noget andet.Det er jo også først nu, hvor man har lagt afstand til 1970’erne, at man kan se, hvad der egentlig skete. Det er først, når man er filtret ud af det, at man kan begynde at se opbjektivt på, hvad der var godt, hvad der var skidt, og hvad man selv vil gøre anderledes. Måske ser jeg i virkeligheden slet ikke ”Liberty” som en kritik, men som en undersøgelse af den tid.”
Men det er jo en ret hård fortælling, på sine punkter desillusioneret og trøstesløs. Der kommer i bogen heller ingen forsoning mellem Christian og hans mor. Så hvor er det opbyggelige henne?
”Jeg er enig med dig i, at det er et nøgternt, klart blik. Men for mig er det blik ikke ukærligt. Det nøgterne blik indebærer en indsigt, som i sig har muligheden for, med et stort ord, tilgivelse. På en mindre skala; mildhed, overbærenhed, forståelse for bevæggrundene. For mig er det noget af styrken ved hans fortælling, at blikket er så klart,” siger hun.
”I virkeligheden er det jo en historie om illusioners fald. Men det behøver jo ikke betyde fallit for håbet, for i virkeligheden står illusionerne jo ofte i vejen. Illusionerne er alt det, man gerne vil have skal være der, men som ikke nødvendigvis er der, så der ligger en løgn og et selvbedrag der. Det gælder også disse mennesker i ”Liberty”. De bliver strippet for deres illusioner om, hvordan de gerne vil have verden skulle være. Men når du er strippet for illusioner, efterlader det dig også på et nulpunkt, hvor du i virkeligheden er i stand til at gå frem, hvis du vil. Fordi du, endelig, ved, hvor du står.”
”Jamen er det ikke underligt?,” siger Sofie Gråbøl og lægger hovedet på skrå.
”Når vi taler om at være desillusioneret, så er det altid negativt. Men i virkeligheden er det jo muligheden for alt godt! Det er først, når illusionerne er væk, at vi møder virkeligheden. Og måske er det først dér, når du står i den, at du for alvor kan forandre den.”