Prøv avisen
Bøger fra udlandet

På 400-året for Shakespeares død: Var forfatteren katolik?

William Shakespeare skrev blandt andet 38 skuespil og 154 sonetter og døde i april 1616. Her besøger prins Charles Shakespeares grav i Holy Trinity-kirken (Treenighedskirken) i Stratford-upon-Avon mellem Oxford og Birmingham. Foto: AFP/Scanpix

Hvis ”Kong Lear” er langfredag, så er ”Vintereventyret” påskemorgen , siger Shakespeare-forsker. For tiden udkommer en række bøger om Shakespeares forhold til kristendommen

Livets store spørgsmål bliver behandlet fra mange forskellige vinkler i Shakespeares værker. Hans skuespil og digte giver dog ikke et entydigt svar på den store forfatters egen religiøse overbevisning, og mange har spekuleret på, om William Shakespeare i virkeligheden var katolik.

Han skrev i brydningstiden, efter at England under Henrik VIII havde brudt med Vatikanet, og hvor katolikker måtte praktisere deres tro i det skjulte. Som det var naturligt i hans samtid, blev Williams Shakespeare både døbt og begravet i den anglikanske Holy Trinity (Treenighedskirken) i Stratford-upon-Avon, og turister valfarter den dag i dag til kirkens mindesmærke over Stratfords mest kendte bysbarn.

Hele det religiøse element hos William Shakespeare er genstand for en lang række nye bøger, som er udgivet eller genudgivet omkring markeringen af 400-året for hans død den 23. april.

”Vi ved ikke meget om hans religiøse overbevisning. Men jeg tror, at han ville være medlem af Church of England. Ellers ville hans navn være at finde i arkiverne over de, der nægtede at gå i kirke,” forklarer Alison Shell om Shakespeares samtid, hvor bruddet med pavestaten betød, at samfundet havde kontrol med folks religiøse overbevisning.

Hun er professor i engelsk litteratur ved University College London og forfatter til bogen ”Shakespeare and Religion”. Hendes indgående studier giver ikke noget entydigt svar om religionen hos Shakespeare.

”Han kan have været sympatisk indstillet over for katolicismen. Men det er usandsynligt, at han var katolik. Men vi kan også se, at han var skeptisk. Han kunne se både fordele og ulemper i kristendommen. Jeg vil ikke sige, at han var ateist, men han var bekendt med nogle af de brudlinjer, som ateister senere tog fat i,” forklarer Alison Shell.

Hun bruger Shakespeares død til at illustrere, at han opererede uden for en religiøs sfære.

”Da digteren John Donne, der også blev præst, døde, så blev der skrevet poesi om ham, og hans venner talte om, at han var gået til himmelen. Men i mindeordene til Shakespeare talte ingen af de andre poeter om, at han var opfaret til en kristen himmel.”

Hun minder om, at Shakespeare netop skrev i en tid, hvor mange mennesker skrev religiøse tekster.

”Derfor er det slående, at Shakespeare ikke gjorde det.”

Amerikanske Velma Bourgeois Richmond er forfatter til bogen ”Shakespeare, Catholicism and Romance” om Shakespeares forhold til katolicismen og det romantiske.

”Min konklusion er, at man ikke med sikkerhed kan bevise, at Shakespeare var katolik. Men der var ingen tvivl om, at han skrev med en katolsk tradition i tankerne. Der er en følsomhed, inspireret af romersk-katolske traditioner, og der er ingen tvivl om, at Shakespeares forfatterskab udtrykte mange katolske elementer,” siger hun.

Hun tager udgangspunkt i, at hans skuespil krævede en tredeling af scenen – med et øvre galleri, selve scenen, samt en lem i scenegulvet.

”Det stammer fra den teatralske tradition i middelalderen og afspejler tredelingen mellem himlen, jorden og helvede,” forklarer Velma Bourgeois Richmond, der er tilknyttet Holy Names University i Californien.

”Den naturlige konsekvens må være, at vi accepterer den mulighed, at vi skal genoverveje billedet af Shakespeare som et eksempel på elizabethansk protestantisme og anglikansk nationalisme,” fastslår Velma Bourgeois Richmond.

Alison Shell har forståelse for, at nogle værker kan læses i en katolsk optik.

”Et tidligt stykke som ’Romeo og Julie’ er interessant i den måde, som det religiøse sprog blandes med kærlighed og begær. Da de mødes til et bal, taler de sammen om kærlighed som en pilgrimsfærd til et helligt sted. Det kan synes katolsk. Men det var normalt dengang at bruge en katolsk sprogbrug om verdslig kærlighed,” forklarer hun.

Danske Anne Sophie Refskou er tilknyttet instituttet for teaterstudier ved Surrey University, og hun skrev ph.d.-afhandling om medfølelsen i Shakespeares værker. Her konstaterede hun hurtigt, at det var umuligt at gå uden om de kristne og bibelske referencer.

”I tidlige tragedier som ’Othello’ og ’Kong Lear’ er døden altid uigenkaldelig – i den sidste scene af ’Kong Lear’ træder Lear frem med sin myrdede datter i armene. Cordelia betragtes også ofte som en Kristus-figur – og publikum fristes til at forvente en opstandelse, der dog udebliver,” forklarer Anne Sophie Refskou.

Den kommer til gengæld i senere skuespil som ”Stormen” og ”Perikles”.

”Vi ser det måske allerstærkest i det fortryllende ’Vintereventyret’, der faktisk ender som en forårsfortælling, hvor liv, genforening og tilgivelse kommer tilbage på scenen efter død og sorg i første del af stykket. Slutscenen er et mirakel, som for danskere måske vil vække associationer til miraklet i Kaj Munks ’Ordet’,” forklarer Anne Sophie Refskou med henvisning til, hvordan Shakespeare lader en statue af dronning Hermione komme til live og tilgive sin mand, som forårsagede hendes død.

”Han rækker hånden ud og rører ved hendes, mens han siger: ’Hun er varm’. Måske er det som Thomas, der får lov til at bekræfte sin tro ved at røre ved den opstandne Jesus. Og tro er netop nøglen til miraklet i ’Vintereventyret’, som har den slutning, vi snydes for i ’Kong Lear’. Hvis ’Kong Lear’ er langfredag, så er ’Vintereventyret’ påskemorgen,” mener Anne Sophie Refskou.

”Vintereventyret” er sammen med ”Perikles”, ”Cymbelin” og ”Stormen” blandt de stykker, som såvel Shakespeares Globe i London som Royal Shakespeare Company i Stratford-upon-Avon har på programmet i forbindelse med 400-året for dødsdagen.