Litteraturen nedbryder grænser. Den bringer os i bevidstheden steder hen, som vi ikke kan komme fysisk. Se bare Ian McEwans nye roman på dansk, ”Nøddeskal”. Her kommer vi med ind i en livmoder, ja, McEwan iscenesætter verden set fra fosterstadiet.
Hovedpersonen i romanen er en ufødt dreng, der fra indersiden lytter til sin mor, Trudys, affære med drengens onkel Claude. Faderen John er flyttet, og nu planlægger de to elskende at forgive den forstødte herre i huset, så de kan leve lykkeligt – men næppe til deres dages ende.
For hvis plottet lyder en anelse bekendt, er det, fordi Shakespeare for 400 år siden skrev samme historie, som Ian McEwan gør i ”Nøddeskal”: Historien om Hamlet.
Udover at bringe os nye steder hen kan litteraturen nemlig også noget andet: skrive videre på fortidens klassikere.
De bedste bøger er ikke sjældent dem, der varierer, fornyer og undertiden forbedrer forlægget. Helt så store ambitioner har McEwan ikke her; ”Nøddeskal” vil ikke som onkel Claude forstøde kongen fra tronen, men snarere hylde kong Shakespeare for at have skrevet et genialt skuespil, der med lethed kan overføres til den øvre middelklasse i London anno 2017.
De berømte ord ”At være eller ikke at være” bliver i ”Nøddeskal” meget konkrete: Hamlet, der ligger inde i livmoderen, er bogstaveligt talt midt i et bedrag, ja, han forsøger at være i en affære. Men pladsen er trang, og han vil snart ud, og som den mesterlige arrangør McEwan er, orkestrerer han naturligvis Hamlets fødsel og plottets klimaks med djævelsk præcision.
Inden da er fulgt en særdeles underholdende handling. McEwan er i sit lette hjørne og forener ubesværet præcis personkarakteristik og ditto dialog med tænksomme digressioner, der tillader Hamlet at kommentere eksempelvis den aktuelle politiske udvikling, som han ret beset ikke kan vide noget om. Han er trods alt kun et foster.
Men McEwan er en tryllekunstner, og tricket i ”Nøddeskal” består i, at hans veltalende foster-Hamlet er så skøn en opfindelse, at man gladeligt lytter til hans observationer fra sin flue-på-væggen-position.
”Nøddeskal” rummer ikke samme etiske og filosofiske overvejelser som ”Soning” og andre af McEwans romaner, men hvad den mangler i tyngde, vinder den i elegance og vid. McEwan kan tilsyneladende kun skrive godt, også når han er ovre i spion- og krimi-genren, som han var med ”Søde tand” og nu til dels er i ”Nøddeskal”.
Altid værd at læse, aldrig en dårlig dag. Den engelske forfatter har med garanti moret sig under skrivningen og har med sin mini-Hamlet fundet en perfekt legekammerat.