Prøv avisen
Boguddrag

At være myndig handler om mod til at stå ved sig selv

Journalist og Forfatter Jakob Levinsen Foto: Susanne Mertz

Jakob Levinsen tager i sin nye bog "Gå bare selv" et opgør med konfliktskyhed, selvironi, offerromantik og antiautoritært hykleri. Uddraget som Kristeligt Dagblad bringer i denne artikel er bogens første kapital "Stå frit frem"

På aktuelt hverdagsdansk er personlig myndighed blevet reduceret til en temmelig indsnævret, juridisk størrelse. Det er noget officielt, som man i en bestemt alder er gammel nok til at opnå og som har bestemte rettigheder og konsekvenser. På samme måde klinger ordet myndighedspersoner gerne af noget med offentlig forvaltning, uniforms-kasketter og udskrivning af bøder for at køre uden cykellygte.

Men myndighed kan også ses i et meget større perspektiv. Det er et begreb, der rækker helt tilbage til ældre kulturers fejringer af de nu forhenværende børns afgørende indtræden i de ansvarlige og selvstændige voksnes verden. Eller som det hedder på gammelt dansk: at være nået til skelsår.

For myndighed er på ingen måde det samme som blot at være en uniformeret person med trille-fløjte, titel og adgang til tåregas. Det er tillige noget ganske andet end blot at være en del af myndighederne i abstrakt, formaliseret forstand. Tværtimod er det noget helt grundlæggende som den enkelte både kan have, turde udfolde og turde forholde sig til.

Det samme gælder det modsatte begreb umyndig. Også det kan dække over meget mere end blot at være under en bestemt juridisk lavalder. I det følgende står det at være umyndig snarere for en livsholdning, en manglende vilje til at stå ved sig selv.

Det er i denne udvidede og på alle måder uformelle betydning, at jeg i det følgende bruger ord-parret myndig og umyndig. Som et personligt anliggende og netop ikke kun som en uniform, man kan tage af og på, eller som noget én gang aldersmæssigt eller juridisk fastsat. Ligesom det beslægtede begreb autoritet er noget, man har – og i så henseende det stik modsatte af blot at opføre sig autoritært – er myndighed også noget, hver enkelt i princippet både kan besidde og udøve.

Man kan besidde myndighed både i og over for sig selv, ligesom den kan være mere eller mindre givet på forhånd – en lærer foran sin klasse, voksne over for børn, en træner for et sportshold eller en arbejdsleder på en mere eller mindre formel arbejdsplads.

Et af de helt vigtige spørgsmål i det følgende bliver desuden, om den fremstår ærligt eller forstilt. I mit eget første virkelig mærkbare møde med myndighed i renkultur var der dog ingen tvivl, og ikke kun fordi det i udgangspunktet handlede om noget så eksakt som matematik.

 Mine forældre havde i deres nærmeste omgangskreds en del flinke skolelærere fra nærområdet. Da jeg i 1976 skulle i det lokale gymnasium, og de hørte, hvem jeg skulle have som klasselærer, blev de rædselsslagne. Den pågældende havde angivelig et så skrækindjagende autoritært ry både som menneske og som pædagog, at jeg ifølge mine forældres lærervenner for min egen skyld lige så godt kunne komme på en anden skole med det samme.

Så da jeg i begyndelsen af august måned endelig nåede frem til første skoledag i gymnasiet, var der bestemt skabt en del forventninger. I folkeskolen havde jeg haft et meget blandet udvalg af lærere, fra gammeldags brovtende autoriteter og ærværdige bogorme til den allerførste generation af følsomme, nyuddannede 68’ere.

En lærer af den art, der blot ved at blive nævnt kunne afstedkomme frygt og bæven selv hos erfarne fagfolk, havde jeg derimod aldrig været ude for før, højst læst om i Hans Scherfigs "Det forsømte forår", og den er trods alt udgivet i 1940 og inspireret af Scherfigs egen skolegang i årene omkring 1920.

Endelig gik døren til klasseværelset op. Og hvad jeg – og resten af klassen, for snakken var selvfølgelig allerede gået – end havde forventet, var det i hvert fald ikke dette. Derimod vidste jeg med det samme, hvad det var, situationen mindede mig om.

Kort tid forinden havde den britiske film "Monty Python og de skøre riddere" fra året før nemlig haft dansk biografpremiere. Hen imod slutningen af historien er kong Arthur og hans riddere nødt til at begive sig ind i en dyb hule, som af egnens forkuede befolkning hævdes at blive bevogtet af et forfærdeligt uhyre.Da de opskræmte riddere endelig i højeste alarmberedskab når frem til stedet og kigger ned, hopper der imidlertid bare en sød lille kanin rundt. 

Frøken Mogensen – kun en meget snæver kreds fandt vist nogen sinde på at kalde hende noget mere familiært – hoppede ganske vist på ingen måde rundt. Hverken på første skoledag eller på noget senere tidspunkt i løbet af vores gymnasietid. Det var det dengang formentlig stadig kun de færreste lærere, der så meget som kunne drømme om at forsøge sig med, og hun gjorde i hvert fald slet ikke.

Men ellers var oplevelsen vitterlig meget lig, hvad jeg for nylig i biografen havde set ridderne komme ud for hos Monty Python. Man er blevet bragt til at forvente et monster, og møder i stedet i mit tilfælde en lille, spinkel matematiklærerinde i halvtredsårsalderen, der aldrig i løbet af mine følgende tre år i gymnasiet hævede stemmen mærkbart over meget stille.

Det var mit afgørende møde med personlig myndighed på den mest dybtgående, positive og frem for alt selvfølgelige måde. Nok havde jeg i vekslende grad oplevet formel myndighed før hos eksempelvis mine forældre, i folkeskolen og hos musiklærere. Men ikke før den klejne frøken Mogensen med den afdæmpede stemmeføring og den hvidglødende begejstring for vektorer og flerdimensionelle tal var jeg blevet konfronteret med en gennemført uforstilt og uforfærdet myndig person.

 Modsat hvad mine forældres venner havde hørt og på mine og den øvrige verdens vegne frygtede, var det imidlertid netop ikke ensbetydende med noget autoritært. Tværtimod var det i frøken Mogensens timer, at den helt grundlæggende forskel på at være autoritær og at være en autoritet begyndte at gå op for mig. Selv om man som oftest ville have kunnet høre en infinitesimalbrøk falde til jorden, var stemningen det stik modsatte af den anderledes terroristiske, jeg allerede havde oplevet hos andre lærere.

 Der er skrevet fine bøger – eksempelvis Henrik Dahls familiekrønike "Mindernes land" (2005) – om, hvor enorme samfundsændringer både på det overordnede og det private plan, langlivede mennesker som i dette tilfælde Henrik Dahls mormor nåede at opleve i Danmark i løbet af det 20. århundrede. Men når det gælder myndighed og viljen til at udøve den, kan bare den tilsyneladende ændring af myndighedsbegrebets og ikke mindst lærerrollens autoritet inden for den sidste halvanden generation godt se ud til at have været rigeligt revolutionerende i sig selv. Og som så mange andre revolutioner har den længe været godt i gang med at æde ikke blot sine egne, men også alle mulige andre menneskers børn og
 nok så meget af sin egen autoritet og myndighed.

Den aktuelle debat om på én gang overbeskyttende antiautoritære “curling-forældre” er også påfaldende. Anekdoter florerer om forældre, der møder opmærksomhedskrævende frem til deres børns studentereksamen og reagerer på dårlige karakterer med et på samme tid afmægtigt og arrogant “Fuck you!” til de utaknemlige lærere. Jævnlige mediehistorier florerer endda også om både universitetslærere og arbejdsgivere, der kan berette om forældre på antiautoritære korstog for deres nu voksne og på papiret selv myndige børn.

I al sin tragikomik gemmer fænomenet på et bemærkelsesværdigt skred i forhold til myndighed, både éns egen og andres. Man er antiautoritær nok i forhold til med selvfølgelighed at stille enorme krav på sine egne og sine børns vegne. Men man gør det så at sige pr. dobbelt stedfortræder ved at fastholde sine egne børn længst muligt i en umyndig rolle og samtidig kræve af myndighedspersoner som lærere og arbejdsgivere eller sågar landets statsminister, at de skal tage videst mulige hensyn og så at sige være ens egen opdragelses kunstigt forlængede arm.

Lærerne i mine forældres generation, født i 1920’erne eller 1930’erne, var ellers endnu i vidt omfang holdne og respekterede folk. De boede i lige så store huse som de fleste andre på egnen, som i dette tilfælde endda var det lavere whiskybælte lige nord for København, og de købte sommerhuse og bil nummer to og ofte også lystbåd og rejste i udlandet og levede i det hele taget det samme gode liv som så mange andre middelklasseborgere i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Og ikke mindst: De nød almindelig respekt.

For selv om ingen var i tvivl om, at der fandtes både gode og mindre gode lærere, var standens betydning for og engagement i at præge børnenes opvækst og fremtid ikke til diskussion. Man kunne kritisere skolen som institution og kritisere dens form og indhold nok så hidsigt, og formentlig kun de færreste kunne se noget som helst godt i gamle dages øretævepædagogik, som jeg selv i folkeskolen lige akkurat nåede at opleve de sidste krampetrækninger af. Men selve lærerskikkelsens status, kvalitet og altafgørende betydning var indlysende. Alt andet ville også være absurd.

Efter forældre og eventuel anden familie er lærere og andre pædagoger typisk også den første markante myndighed i ens liv; den første myndighed, der træder ind helt udefra. Og modsat mange forældre har de ligefrem selv valgt at være det på godt og ondt.

Det sidste har ikke mindst netop Hans Scherfig i" Det forsømte forår" mytologiseret i en grad, så det lige siden har været det standardiserede danske skræmmebillede på “den sorte skole”. Men ved siden af den autoritære undervisning som veletableret fjendebillede, afretningen af eleverne til passive samfundsstøtter, er den enkelte, idealistiske lærer både i moderne dansk tradition og i utallige Hollywood-film helt op til i dag været lige så fast et modbillede, på én gang kompetent, idealistisk og i høflig øjenhøjde med eleverne.

Selv allerede i Scherfigs angivelig kulsorte skole først i mellem-krigstiden viser der sig hen imod romanens slutning en sprække, som lader oplysningen trænge ind i skikkelse af den nyansatte adjunkt, der overtager latinundervisningen efter den maltbolsjemyrdede lektor Blomme: Den ny lærer, som vækker forbavselse med nye og ukendte omgangsformer og ikke slår disciplene i ansigtet, skal undervise de yngre årgange i latin, og hans kolleger er skeptiske. Kan kultur bibringes uden øretæver?
Det er ikke troligt. Klassen har fået ham i tysk. Og det viser sig, at der er andet til end Kapers grammatik. Og en skoletime kan foregå uden hysteriske anfald og angst og skræk. Hans timer er små venlige oaser under dagens vandring.

Fælles for disse alternative rollemodeller i ældre og nyere populærkultur er imidlertid, at de selv både har myndighed og tør være den bekendt udadtil. De er netop ikke blot myndighedspersoner i kraft af deres embede, sådan som både de usikre enkelte lærere og de stramtandede skoleledere er det. Angst kan lugtes, så den slags får skoleklasser selv på den mest autoritære skole lynhurtigt færten af.

Men som elev mærker man også lynhurtigt, om læreren ved noget – og ikke mindst: om han eller hun tør stå ved sin autoritet. Ikke meget er lige så frastødende – i alle ordets betydninger – som forstiltlighed. Forudsætningen for hr. Keatings succes hos eleverne i Peter Weirs amerikanske film "Døde poeters klub" (1989) er ikke kun, at han ved en kolossal masse om de døde poeter, men at han formår at gøre dem levende og væsentlige for eleverne – og at han tør stå ved sin ekspertise.

Selv de skolefortællinger, der foregiver at skildre læreren som en alternativ person med nye værdier, har det med i virkeligheden snarere også at handle om myndighedens tre e’er: ekspertise, entusiasme – og eksemplets magt.

Richard Linklaters filmkomedie "School of Rock" (2003) handler kun på overfladen om, hvordan den nye vikar i Jack Blacks skikkelse lader de hidtil så autoritetstro og velafrettede elever på den fornemme privatskole finde frem til at udtrykke sig alternativt og antiautoritært igennem den rockmusik, han selv som falleret guitarist kender alt til. Men når det lykkes, er det præcis, fordi han selv ved noget om musikken og sætter hele sin personlige autoritet og musikalske kompetence ind på at lære den fra sig bedst muligt – ligesom det på dansk filmjord gælder for Anders W. Berthelsens noget blidere hippielærerfigur i Niels Arden Oplevs åndsbeslægtede "Drømmen" (2006).

Tænk selv efter: Den skelsættende gode og mindeværdige lærer, træner eller for den sags skyld forældre er hende eller ham, der både har noget at lære fra sig og tør være autoritet nok til at gøre det, det være sig nok så lavmælt og underspillet. Udvendigt autoritære metoder kunne måske nok gøre skolen til et helvede eller som i Scherfigs fremstilling decideret åndeligt forkrøblende, men har bare sjældent narret mange i det lange løb.

Det er næppe heller af ret mange elever blevet forvekslet med egentlig myndighed. En af mine mandlige sløjdlærere i folkeskolen havde endnu midt i 1970’erne som specialitet at løfte de langhårede drenge op fra gulvet ved bakkenbarterne. Det blev vi ikke bedre til at høvle lige af.

Hvad populærkulturens gode lærere derimod aldrig fremstår som, er antiautoritære i negativ forstand, som selvfornægtere med hang til at foregøgle både eleverne og sig selv, at der i virkeligheden slet ikke er nogen forskel, at ingen ved mere end andre, er ældre end andre eller har mere autoritet end andre. Noget mere angstfremkaldende og utroværdigt end netop en lærer med behov for at synge “De voksne kan også være bange” er svært at forestille sig. I populærkulturen er de slatne og forlorent vennesæle lærere da også næsten lige så ofte et fjendebillede som de brutale og autoritære.

Umiddelbart kan det sikkert godt ligne en fest ikke at blive stillet krav til. Men er der noget, ingen i det lange løb alligevel for alvor respekterer, er det forstillelse og fornægtelse af, at magten findes og udøves. Der er forskel på at tale ordentligt til folk og så at tale ned til dem under dække af at være deres ligemænd. Ens lærer, træner eller anden myndighedsper-son skal selvfølgelig både kunne noget og kunne formidle det. Der skal være en grund til at lytte efter, og der skal være noget at tage ved lære af. Men nok så vigtigt er det, at han eller hun tør stå ved at være en autoritet – også over for sig selv.

Ikke mindst handler det om sammenhængen mellem de to ting. Jeg har oplevet særdeles kompetente lærere og begavede musikere, der bare ikke havde mod til eller fornemmelse for at stå på en scene. Med det resultat, at klassen hurtigt gik i opløsning, eller at publikum gik i baren eller andetstedshen.

Jeg nåede også under mit universitetsstudium i dansk midt i 1980’erne at opleve et forsøg på demonstrativt frigjort undervisning slå om i sin modsætning, det formløse tyranni.
Det skete i skikkelse af en lidt ældre lærer, der var kommet sent til den antiautoritære pædagogik. Til gengæld var han nu så opsat på i hvert fald ikke selv at være en autoritet eller spor mere myndig end de studerende, at han i dobbelttime efter dobbelttime afviste at ville fortælle vores hold noget som helst.

Det skulle vi bare selv finde ud af, havde han bestemt. Da vi til sidst efterlyste i det mindste bare et par litteraturforslag, stak han os en dengang ret udbredt tysk pamflet med titlen "Angst og bluff på universitetet". Så udvandrede hovedparten af os imidlertid også og begyndte at skrive opgaver om amerikanske raptekster og kommunistisk kulturpolitik i stedet for, og så antiautoritære havde det at dømme efter lærerens forbløffelse dog aldrig været meningen at gøre os.

På samme måde kan den overfladisk autoritære lærer, der netop på grund af manglende indre myndighed må betjene sig af formalia, hvis ikke som min sløjdlærer ligefrem af fysiske bøllemetoder, muligvis godt gøre timerne til et helvede for de svage, de aparte, de alt for begavede eller de slet og ret uheldige og uregerlige. Pædagogisk hensigtsmæssigt er det selvsagt ikke. Det gør det i hvert fald slet ikke attraktivt at lære noget.

Og nej. det skyldes ikke kun, at gymnasieskolen sidst i 1970’erne alligevel også var en ganske anden og mindre afslappet end i dag, at det lavere whiskybælte i Nordøstsjælland dengang som nu muligvis ikke er specielt repræsentativt for landet eller tidsånden som helhed, og at frøken Mogensens måde at undervise på i enhver henseende så udpræget skulle høre fortiden tid. Det sidste mente som sagt allerede mine forældres lærervenner, og de var ikke engang specielt antiautoritære.

Det ville dog blot være at sætte lighedstegn mellem på den ene side den enkelte lærers myndighed og på den anden side den formelle myndighed, der sandt nok endnu på dette tidspunkt så nogenlunde blev betragtet som en selvfølge. Som både vores musiklærer i 1.g, religionslæreren i 2.g og fysiklæreren igennem alle tre gymnasieår ville have kunnet skrive under på, var deres autoritet netop kun en formalitet og ikke på nogen måde afgørende for en lærers gennemslagskraft.

De fremstod alle helt anderledes uafklarede og usikre i forhold til deres egen myndighed og blev behandlet derefter, fuldstændig ligesom den sværmeriske musiklærer i Scherfigs skole over 50 år tidligere blev det.

I sin erindringsbog "Men altså …" (2014) reflekterer den engelske komiker John Cleese ligeledes over sine ungdomserfaringer som nittenårig vikar sidst i 1950’erne på sin gamle grundskole i hjembyen Weston-super-Mare i det sydvestlige England. Da han på dette tidspunkt selv kun lige akkurat har forladt skolesystemet, er han fra første skoledag udmærket godt klar over, at der med hans eget udtryk er tale om guerillakrig i klasseværelset. Ikke desto mindre undrer det ham, da en næsten lige så ung kollega efter kort tid må forlade
skolen på grund af nervesammenbrud.Det fortæller Cleese ærligt til sin klasse, der kvitterer med at være lige så klare i mælet.

De har ikke nødvendigvis nogen problemer med en gennemført autoritær lærer. De har heller ikke nødvendigvis nogen problemer med en gennemført afslappet. Derimod går det slet ikke med en lærer, der i sin optræden svinger uforudsigeligt mellem det ene og det andet. Det eneste, der kommer ud af det, er en permanent stemning af ukonstruktiv usikkerhed.

At dømme efter de årlige indstillinger til Politikens undervisningspris, som er blevet uddelt siden 2013, er det også i nutidens danmark en skelnen, skoleeleverne udmærket er i stand til at foretage. Udtrykket at optræde rummer det allerede i sig. Man træder netop aldrig bare ind i lokalet. Man træder op foran nogle andre. I gammeldags skolelokaler og forelæsningslokaler – jeg har selv nået at opleve begge dele – var det ofte ligefrem markeret, for ikke at sige overdrevet ved, at katederet var anbragt på en særlig forhøjning. Men også her var der kun tale om formel myndighed. For frøken Mogensen havde det i hvert fald ikke gjort nogen forskel, højst gjort selve undervisningssituationen mere kunstig.

Den myndige optrædende har selvfølgelig slet ikke brug for sådan en konstruktion som middel til at få respekt, højst som en praktisk foranstaltning i større forsamlinger.
respekt er netop ikke bare noget, man sætter sig i. det er noget, man skaffer sig, også ved selv at vise den for sit publikum. De gode lærere i alle ordets betydninger er netop ikke blot dem, der docerer et enkelt fag som det eneste saliggørende. Selv Anders W. Berthelsens rockglade lærerfigur i "Drømmen" forventer dog næppe, at samtlige elever i klassen bliver rockmusikere. Det afgørende er, at mødet med den ambitiøse og konstruktive måde at gå til et emne på kan inspirere til, at man selv også går til andre
 emner på samme måde.

Frøken Mogensen var der heller ikke meget rock and roll over, i hvert fald ikke udadtil. Til gengæld kan jeg over 35 år senere stadigvæk, og uden på noget tidspunkt efter studentereksamen at have haft nogen som helst brug for avanceret eller blot knap så avanceret matematik, på en klar dag både udlede formlen for en andengradsligning, jonglere lidt med vektorer og komplekse tal og differentiere og integrere til husbehov. Det har intet med udenadslære at gøre, og alt med undervisning i at tænke.

Jeg har senere kunnet læse mig til, at forestillingerne om den i dag så forkætrede demonstrativt antiautoritære pædagogik allerede var
 begyndt at brede sig sidst i 1970’erne. Det var dog ikke noget, vi på min årgang nåede at mærke ret meget til. Nogle af de yngste gymnasielærere var inde bag deres fuldskæg,
lilla bleer, Fjällräven-rygsække og mere kammeratlige tone nemlig også nogle af de mest fagligt ambitiøse, blandt andet fordi de tydeligvis var ude på en selvbestaltet mission om at bevidstgøre os om vigtige ting som klassesamfundets indretning, den globale kapitalismes konsekvenser og forureningens farer. Det kunne sikkert også være nyttigt at vide. Men i forhold til frøken Mogensens konsekvent lavmælte, intenst fokuserede, entusiastiske og ekstremt krævende regime blegnede det dog ikke så lidt.

Uden at der nogensinde blev sat konkrete, umatematiske ord på det, viste hendes mission sig nemlig slet og ret at gå ud på at gøre os klogere på os selv.For nok var talen også i matematiktimerne grund-læggende venlig. Til gengæld var kravene enorme. Ikke blot i faglig forstand, men også i forhold til vores syn på stoffet, og hvad vi kunne lære af det om at tænke selv. Og her sætter ironien for alvor ind. Ikke alene er det nemlig den mest myndige undervisning, jeg nogensinde har oplevet. Det er også den mest frigørende i den forstand, at der nok var et pensum, som skulle forklares og forstås, men derudover tillige og frem for alt en dyb forståelse for og opmærksomhed på den enkelte elevs særpræg og muligheder – og for omfanget af de krav, man kunne og skulle stille til ham eller hende.

Jeg har også senere noteret mig, at der nærmest ingen sammenhæng har været mellem kvaliteten af hvilke lærere, jeg i folkeskolen og gymnasiet havde i hvilke konkrete fag, og hvad jeg selv er kommet til at beskæftige mig med. At jeg i vidt omfang er kommet til at beskæftige mig med musik, skyldes i hvert fald høfligt sagt ikke mine skiftende musik-lærere op igennem skolesystemet. Til gengæld har jeg indimellem stadig, når jeg skal sætte mig ind i nyt stof eller i det hele taget forholde mig til noget anderledes og ukendt, fornemmelsen af at kunne mærke frøken Mogensens krævende laserblik på mig og høre hendes sylespidse måde at drive én gennem overblik og argumentation og frem til en erkendelse på. Det drejede sig på ingen måde om, at selve undervisningssituationen skulle virke antiautoritær, og det helst for både lærere og elever.
Snarere gjaldt det om at lære os nogle helt grundlæggende ting om at fungere intellektuelt og selvstændigt.

Den frygtede sarkasme, som mine forældres lærervenner havde talt med en sådan afsky om – og den lille kanin hos Monty Python viser sig i øvrigt også sagtens at kunne bide hovedet af folk på et øjeblik – ramte så godt som udelukkende os indimellem lovlig selvfede og uambitiøse, der ellers i en given situation måtte forventes at vide bedre og derfor også være forpligtet til at tænke og handle mere modent.

Da klassen i 2004 havde 25-års studenterjubilæum, viste der sig endda at være påfaldende få af os på den matematisk-fysiske linje, der var blevet til noget ved matematikken i snæver forstand; til gengæld havde langt de fleste klaret sig fortrinligt på alle mulige andre områder. Hvis frøken Mogensen overhovedet kendte til datidens slagord om frigørende pædagogik og opdragelse til myndighed, lod hun sig ikke mærke med det. I realiteten praktiserede hun det imidlertid mere konsekvent og med større konsekvenser end de fleste.*Så hvor svært kan det egentlig være, det med at udøve myndighed?

Det handler stadig ikke om at være en menig autoritetsperson, der har fået en uniform på eller har et skilt stående på sin skranke. Det handler om de roller – fra forældre over lærere til ledere – man grundlæggende selv har påtaget sig eller fået tildelt.

Musikeren og filosoffen Peter Bastian har i sin erindringsbog "Mesterlære" (2011) både principielt og ud fra sine personlige erfaringer beskrevet, hvordan kvalificeret modstand og medspil konstant skaber nye måder at se ting og selv udøve handlinger på. Det er ikke mindst det, overbevisende myndighed hos andre kan: udvikle ens egen. Det handler heller ikke blot om at besidde selve viljen til magt. Mange andre end jeg selv har formentlig i løbet af deres voksne arbejdsliv oplevet ledere og overordnede, der nok kunne være endog meget stolte over at være blevet det, men som bare ikke virkede spor trygge ved at skulle udøve den myndighed, der i sagens natur var fulgt med. Respekten og resultaterne har gerne været derefter.

Derimod hvilede den eneste leder, hos hvem jeg i mit arbejdsliv har mødt en myndighed af samme kaliber som frøken Mogensens, tilsyneladende fuldstændig i sig selv og i at være den, der havde ansvar for at bestemme. Der var endda tale om en indtil det bryske fåmælt, på bunden vist nærmest stærkt blufærdig mand med et for mediebranchen temmelig
atypisk manglende behov for at føre sig frem udadtil. Ikke desto mindre var han i stand til at styre et trecifret antal medarbejdere ved hjælp af ofte blot halvfærdige sætninger, nogle gange fremsat med ansigtet mod væggen eller efterfulgt af slet og ret at forlade lokalet, og det i så insisterende og vedholdende en grad, at der nærmest konstant kunne mærkes en art kollektiv fornemmelse på alle etager af, om han nu var i huset eller ej.

Men ligesom frøken Mogensens matematiktimer havde været det stik modsatte af det terror-regime, jeg og andre nyslåede gymnasiaster havde fået stillet i udsigt, var der også i dette tilfælde reelt tale om det stik modsatte af tyrannosaurus-lignende management by fear. Også i dette tilfælde var der dels tale om et på sin egen underspillede måde smittende idealistisk ønske om at gøre tin-gene bedst muligt, dels om at påtage sig ansvaret for at blive ved med bestemt og nogenlunde venligt at presse dem, man nu engang har fået myndighed over. Nogle hårdere end andre, og gerne på meget forskellig vis.

Og ligesom i frøken Mogensens timer var det også en form for uforstilt myndighedsudøvelse, der for modtagernes vedkommende gerne endte med at slå om i sin modsætning. For hvis man i øvrigt kunne holde til det, og ellers var det vel i sidste ende også en form for erkendelse, blev man både friere og mere selvstændig af det. Man lærte både at stå fast, at turde tage nærmest hvad som helst op til diskussion og sige selv den store mand imod – men i så tilfælde hellere have de gode argumenter i orden på forhånd – nære grundlæggende respekt for både produktet og kunderne, og tænke polisk og politisk i forhold til, hvordan man kunne få egne synspunkter og sager igennem hos eller omkring ham.

Sidst vedkommende fyldte rundt, blev den for længst pensionerede da også hyldet af mange af sine meget forskellige og ofte langt mere offentligt synlige lærlinge.
Dog var mange af hyldesterne iblandet et vist lettere opgivende – man kunne også kalde det umyndigt – vemod over, at denne måde at bedrive ledelse på formentlig ville være utænkelig i dette årtusinde og da vist slet ikke kunne holde et halvt minut på noget moderne managementkursus. Her ville det dog snarere være i mesterens ånd at hævde, at det – og væsentligheden af overhovedet at forholde sig til eksempelvis managementkurser og deres værdisæt – bestemmer man da til enhver tid bedst selv.